Trettvik.dk:

…eller i hvert fald trænger til en klarere definition

Begreber er vigtige, særligt i videnskabelig sammenhæng. Hvis ikke en betegnelse for et fænomen er tilpas præcist, så er det vi finder ud af om fænomenet uklart og vagt. Begreber er ikke statiske størrelser, men forandrer sig over tid, de tilpasser sig kulturen og det nødvendige, og indenfor visse videnskaber bliver begrebernes fænomen-relation stadig mere tydelige, jo mere der undersøges. Indenfor psykologi og andre beslægtede fag er dette ikke (altid) tilfældet. Her ser vi et meget stort folkeligt begrebsligt fælleseje, som er både godt og skidt. Godt fordi de fleste ved hvad man snakker om, og skidt fordi alle tror at man ved hvad man snakker om. Ind i mellem er der også næsten en vægring mod at præcisere og artikulere det bergrebslige. Dette indlæg handler om forskellige begreber som er koblet til allehånde forskellige ting og fænomener, et forhold som gør en præcision og dermed videnskabelig kommunikation om emnet meget vanskeligt. Det er ikke direkte psykologiske termer som er i fokus her, men derimod teknologiske termer med psykologisk indhold. Dette skal ses som en opfordring til at være præcis i begrebsliggørelsen.

Robotter:

Robotter er en spændende ting, som har udfordret menneskers fantasi i århundreder. Navnet “robot” stammer fra Karel Capeks teaterstykke R.U.R., og kigger man på wikipedias definition så betegner det: A robot is a mechanical or virtual intelligent agent that can perform tasks automatically or with guidance, typically by remote control.

Og det er netop det som er problemet. Robot betyder faktisk stort set hvad vi ønsker at det skal betyde. Når noget gør noget, enten automatisk eller med hjælp, så er det stort set en betegnelse for alle mekaniske apparater. Hvorfor er min brødrister ikke en robot? Eller min cykel? Hvad med min bil eller radio? Ordet robot bruges gerne, når noget er nyt, så som “robotterne” som skal vaske ældre , men når det kommer til stykket, er det bare en vaskehal i miniature-form. Eller “robotten” som ligner et menneske , der umiddelbart mere ligner en latex dukke med fjernkontrolleret “mimik”. Det, dukken skal bruges til i Aalborg (bl.a. at undersøge reaktioner overfor menneskelignende ting), gør den perfekt til formålet, men at kalde det en robot skærer i ørerne.

Og hvorfor nu det? Fordi, at selvom definitionen ovenfor, åben som den er, omfatter ovenstående eksempler som robotter, så er det sjældent det en robot implicerer. En robot implicerer et hel-automatisk selvbevægende system med perceptuelle færdigheder. Hvis man tvivler på det, så prøv at google “robot” på google-billeder:

Hvis der så oven i købet er selvstændig målsætning og fleksibilitet i udførelsen, så er taler vi måske tillige om kunstig intelligens. Det handler ikke om automatik, mekanik eller imitation, det handler om bevægelse og perception foretaget af en mekanisk agent i det fysiske og sociale miljø. Selvkørende biler, UAV’ere uden menneskelig styring , Lego’s Mindstorms byggesæt eller støvsugere som støvsuger af sig selv og efter behov , se det er robotter.

Robot-definitionen og brugen mangler en bedre, mere afgrænset og klarere definition. Og selvom brugen ikke bør begrænse sig til humanoide robottyper, så burde den ikke give anledning til at en vaskehal – hverken til biler eller ældre – kan kaldes for en robot.

Kunstig Intelligens:

Det her er en af mine yndlings-aversioner. Jeg skrev bachelor opgave om emnet i sin tid (1994), og selv om emnet faldt i unåde i nogle af de tidlige år i det nye årtusinde, så synes det at være på vej op igen, i hvert fald i den offentlige debat. Nu er det bare nærmest en kendsgerning, at vi har “AI”, hvor det tidligere var mere diskutabelt. Spil har “kunstig intelligens” (AI) og der er udviklet bilhjul med AI. Projekt Aiko slår sig også op på at deres manga-agtige androide Aiko har kunstig intelligens. Intelligens bruges også om trafiksystemer som skal være intelligente, ja vejbump kan oven i købet være intelligente. Disse spredte eksempler er ikke sjældenheder, men blot udpluk ved at kradse i overfladen af hvad der kaldes intelligent eller kunstigt intelligent.

De måske fremmeste eksempler er Watson, som “vandt” i Jeopardy (jeg har skrevet om dette andetsteds) og Siri, Apples nye app/gadget i deres iPhone4S. Fælles for dem begge er at der er en forståelse for intelligens som: “den kan forstå dig og svare dig meningsfuldt, derfor er den intelligent, men det er en maskine/software, så derfor er det kunstigt”.

Og her i ligger problemet. Uden at skulle gå ind i diskussionen om hvad et intelligent system egentlig er, så er det ovenstående eksempler på forskellige teknologier med (mere eller mindre) intelligente designere bag. Der er ikke den store forskel på Joseph Weizenbaums ELIZA og de såkaldte “chatterbots” som florere på nettet, og jeg vil mene at Watson og Siri også er (om end mere avancerede) udgaver af ELIZA.

At vi kalder alt muligt for AI gør det dog ikke af den grund særligt intelligent. Det er helt sikkert et smart redskab, at Siri kan “forstå”, hvad man siger, og et stort skridt fremad for det, man kalder for “natural language understanding” (naturlig sprogforståelse, endnu et højst problematisk begreb og brug), men intelligens er mere end at kunne forstå nogenlunde, hvad man siger og svare på spørgsmål. En af de meget vigtige elementer er, at det der siges ikke blot har mening for den ene part men mening for begge parter. Dette er en væsentlig kritik af hele det klassiske AI paradigme, en kritik som ofte tager udgangspunkt i Dreyfus-brødrenes fænomenologiske kritik af feltet. Det er selvfølgelig ikke mærkeligt, at jeg med en økologisk tilgang kan finde den kritik berettiget, som kommer fra Dreyfus og senere fra “situated action” bevægelsen (fx Lucy Suchman, Jean Lave og Paul Dourish), men det er ikke kun pga. den manglende “embodiment” (krop) i AI. Det er i lige så høj grad den science fiction stemning, som begrebet binder an med.

Da AI var populært i ’90erne, var vaskemaskinerne pludseligt “intelligente”. Betød det, at den sorterede dit tøj, strøg det og lagde det i bunker? Valgte den efterårets farver, og spurgte dig, om du havde sovet godt, mens den kærligt sendte dig på arbejde? Nej, selvfølgelig og heldigvis ikke. Hvad der gjorde disse vaskemaskiner “intelligente” var, at de vaskede dit tøj lidt bedre end tidligere pga. bedre temperaturreguleringer og filtre (bl.a.). Intelligens-begrebet i denne sammenhæng er et salgsord, en marketings-gimmick for at sælge produktet til en fantasi vi har om, hvordan verden kunne se ud “i fremtiden”. Selv i dag er det ikke svært at finde vaskemaskiner, som sælges på at være “smarte” og kunne “tænke”.

AI burde være en forskningsgenstand, ikke et produkt. Det er et mål og ikke et middel, og vi er, som vi var for 40 år siden, ikke kommet ret meget tættere på, til trods for bedre computere og andet godt. Hvorfor vi ikke er det, skyldes bl.a., at vi stadig fastholdes (og fastholder os selv) i indgroede forestillinger om, at Turing havde ret, og at hele kunstig intelligens-debatten handler om, at lave noget som ser ud, frem for noget som er.

Jeg ville ønske, at jeg kunne være omfattende og måske mere konstruktiv her i min kritik, som af natur må være kortfattet, men lad det være sagt; AI i produkter, som er på markedet, har ikke en dyt med intelligens at gøre, men er en måde at sælge produkter på. Lige så lidt som lommeregneren er god til matematik, er Siri og Watson god til at forstå sprog, og ej heller er de intelligente. Mit køleskab justerer sig til den ønskede temperatur, ligesom mit termostat på radiatoren, men her påstår vi sjældent at de er intelligente. På samme måde er et vejbump ikke intelligent, end sige et bilhjul, hvor meget computerkraft og hukommelse der er tilknyttet. Det gør ikke produkterne dårlige, bare fejlnavngivne.

Talegenkendelse som kommunikation:

I skrivende stund svømmer gadget-anmeldere over med fine anmeldelser af iPhone 4S. Særligt gadgeten “Siri” får fine ord med på vejen (fx Politikens anmelder). Der er selvfølgelig delte meninger, kritikere og nogen som mener at 4S ikke er “ny” nok til at udskifte en iPhone4, men det er ikke det som er emnet her. Ej heller er det en anmeldelse af telefonen eller af Siri. Dette bruges blot som eksempel på problemstillingen, som helt sikkert efterfølgende vil oversvømme os (ligesom med tablets efter iPad).

Siri, som “tale-agenten” kaldes, er blevet lidt af et tilløbsstykke for mange, fx er der gået sport i at spørge om mærkelige ting og få mærkelige svar. Jeg ville ønske at jeg ville investere pengene i telefonen for det lyder sjovt. At talegenkendelse ikke er noget Apple har opfundet, går der nok ikke så lang tid før end det er glemt, for vi ved jo at når der kommer et “i” foran, så virker skidtet jo pludseligt (alle ved jo nu at det var Apple som opfandt hjulet, ikk’?). Anmelderen i Politiken skriver:

Nyheden her er ikke kun, at Siri og derved iPhone 4S forstår dine verbale kommandoer. Nyheden er snarere, at Siri forstår konteksten i en samtale. Spørger man f.eks. om tiden i Tokyo, og bagefter spørger “And in Copenhagen?”, så ved Siri, at man spørger til klokken i København uden det indgår i spørgsmålet. Dette er for os mennesker fuldkommen indlysende i en samtale, men nyt, at mobiltelefonen har en så dyb integreret talestyring. Og det er her, hvor Siri for alvor viser sig som forstadiet til en revolution af forholdet mellem menneske og maskine.

Kald mig bare en gammel mavesur anmelder (som Timm Vladimir sagde engang), men Siri forstår altså ikke noget som helst. Misforstå mig ikke, der er tænkt meget over taledesignet i denne gadget, meget mere end i de fleste andre, men som Mads Rydahl siger i et interview til Computerworld.dk:

“Siri er ikke intelligent. Det er et stykke software proppet med algoritmer og håndlavede regelsæt, der hjælper med at fortolke det, som brugeren siger. Den har en kompliceret “ordbog” som blandt andet hjælper med at placere ord i forskellige domæner, og dermed genkende en kontekst eller et emne, der bestemmer hvilke regler interaktionen forløber efter.”

Dette synes jeg er ramt lige på kornet, og det fra en mand som har været med til at udvikle Siri (faktisk er der meget fornuftigt i artiklen). For en gadget-anmelder, selv en i en avis, ville det altså være mere rigtigt at sige at Siri har en god algoritme og ordbog. At anmelderen og andre (mig selv sikkert, hvis jeg havde råd/prioriterede anderledes) lader sig skylle med er der ikke noget at sige til. Vi har en tendens til at menneskeliggøre vores omgivelser, at tro at cyklen strejker med vilje, at bilen er glad eller at hunden elsker os. Se dette klip med et såkaldt “nøglebord”:

Men “talegenkendelse”, det er der vel ikke noget galt med? Ikke som sådan, men ligesom med Kunstig Intelligens, så implicerer det ofte noget andet, nemlig genkendelse, samtale og forståelse. ELIZA virkede også som om den “genkendte” problemet, “forstod” konteksten og indgik i en “samtale”, i hvert fald så længe man ikke udfordrede maskinen.

Men selv ikke den mest avancerede mekaniske/digitale samtalepartner -om det er Siri ved jeg ikke- forstår hvad man siger, det er en fejlanvendelse af “forståelse”, og problemet med “tale” er at det forudsætter forståelse. Ved Siri hvad regn er, når den “fortæller” at det regner udenfor? Eller genkender den hvad det vil sige at blive fuld, når den “foreslår” forskellige barer? Har Siri humor eller måske endda læst Hitchhiker’s Guide to the Galaxy, når den “svarer” 42 på spørgsmålet om hvad meningen er med livet? Selvfølgelig er der ikke nogen som tror dette, men alligevel taler vi som om den gør. Vi menneskeliggører teknikken.

Et gængst paradigme er ganske vist at tale-som-kommunikation er en kodet informationsstrøm som afkodes af en modtager, en model som kan spores tilbage til Shannon & Weavers kommunikationsmodel, men selv om modellen kan bruges i telekommunikation, så er det en ringe model for menneskelig tale. Årsagen til dette ligger netop i, hvorfor det har været så svært at lave gedigen talegenkendelsessystemer og for den sags skyld, taleforståelsessystemer. Menneskelig kommunikation er ikke en kodning-afkodning men en strukturering af information som gøres tilgængelig for et andet menneske. Vi skal ikke afkode eller tolke budskabet, vi skal lytte og opsamle information som gøres tilgængelig i miljøet. Informationens indhold og dens format er forbundet. Nogen læsere vil sikkert ryste på hovedet over denne lidt overordnede beskrivelse, og det forstår jeg godt. Jeg er ikke sprog- eller kommunikationspsykolog, men perceptionspsykolog, og har en tendens til at prøve at forstå alt ud fra en økologisk tilgang om opsamling af information i omgivelserne. Uanset kan man kan sige at den tilgang til psykologi som ofte afspejles i kunstig intelligens og “naturlig sprogforståelse” kan være glade for at et mangel på bevis ikke er et bevis på en mangel, for så havde de skulle forlade deres dogme for længst. Jeg er sikker på at der er mere kød på den økologiske tilgang end på de gamle tyggede ben som udgør psykologiens dogmatiske base.

Talegenkendelse burde kaldes for algoritmisk beregning, ordbogsopslag og intelligent design, ikke hverken tale eller genkendelse eller implicere samtale og forståelse. Det tager mystikken ud af det og sælger ikke så godt, jeg ved det, og jeg kunne nu stadig godt tænke mig sådan en telefon.

Kroppen som maskine:

Kroppen er en maskine. Dette er gentaget så ofte siden Descartes, så det alene på gentagelsen bliver til sandhed. Det gør det bare ikke mere rigtigt af den grund. Vi ser det afspejlet i den forkætrede metafor, at hjernen er en computer (hardware), og man kan finde det på snart sagt alle niveauer, hvor celler anses for at være små maskiner, organerne som motorer eller computere og kroppen som en maskine. I nedenstående trailer fra et tv-program jeg ikke har set, lover de at gå tæt på denne maskine:

Fritz Kahns billede “Mennesket som industri palads” fra 1926 er en flot illustration af dette¹.

Slår man op på den danske wikipedia-side om “maskine” finder man det defineret som: En maskine er et mekanisk eller organisk apparat, som overfører og/eller ændrer energi for at udføre eller hjælpe i udførelsen af opgaver.

Hvis vi derimod slår op i en ordbog, fx ordbogen.com, som jeg tilfældigvis har adgang til via mit arbejde, så finder man disse 3 betydninger af ordet maskine:

• 1. genstand, der er sammensat af mange mindre dele, og som automatisk udfører et arbejde ved hjælp af teknologiske mekanismer
• 2. transportmiddel, der er styret og drevet af en motor
• 3. meget stor og kraftig kvinde

Nummer 3 er nok mest tænkt som et sprogbillede, så det ser vi bort fra, og nummer 2 er en underkategori af nummer 1. Så denne ordbog har altså ikke den samme betydning af ordet maskine som den danske wikipedia har, hvor man i sidstnævnte har inddraget organisk “apparat” (apparat er bl.a. synonymt med maskine, så man aner en svag definition her), formentlig netop fordi organismen ofte regnes som en maskine.

Den engelske wikipedia er (som sædvanlig) en del mere udførlig i sin behandling, og starter med denne definition: A machine manages power to accomplish a task, examples include, a mechanical system, a computing system, an electronic system, and a molecular machine. In common usage, the meaning is that of a device having parts that perform or assist in performing any type of work.

Definitionerne ovenfor er nogenlunde enige om, at en maskine er en genstand med dele som udfører et stykke arbejde. En maskine er et redskab. Grunden til, at jeg bruger så meget tid på, hvad maskine betyder, er nok indlysende, da “krop er en maskine” kun giver mening, hvis vi forstår mindst et af begreberne i sætningen. Det er helt tydeligt i denne brug, at det ikke er ment som et synonym, da vi næppe ville sige, at maskinen er en krop eller en organisme (krop bruges nogle gange i betydningen af “den store del”, men her mener jeg organismens krop).

Der er to udgaver af denne sprogbrug. Den ene er, at man faktisk mener det bogstaveligt. Kroppen er en maskine. Den anden er, at man mener det metaforisk. Kroppen er ligesom en maskine. Givet den ovenstående definition af en maskine vil det nok ikke være svært at finde anvendelser, som bruger det bogstaveligt. Fx på Ingeniørens hjemmeside, hvor der står at læse: Kroppen er vores vigtigste værktøj. Uden den er vi ingenting.

Som Homer Simpson siger, da han ser en film om en mand, som bliver ramt i skridtet af en fodbold: “it works on so many levels!”. Prøv at mediter lidt over sætningen fra Ingeniøren. Kroppen er et redskab, uden hvilken vi ingenting er. Hvad betyder det egentlig? Uden krop ingen os, ok fair nok. Men med krop, hvor er vi så, når kroppen er vores værktøj? Husk at værktøj er noget, man står for enden af, som styres og som med varierende “hjælp” udfører en opgave for en bruger. Vi hamrer sømmet i med hammeren. Uden hammeren kan vi ikke hamre sømmet i. Så hvad er det kroppen gør for os, og hvor bliver vi af? Det er et helt zenagtigt budskab, men problemet er, at man tror, at det forklarer, hvad kroppen er.

Kroppene, organerne og cellerne er ikke maskiner. Vi kan godt sige, at de er det, men det gør dem ikke til det, lige så lidt som vi kan flyve ved at baske med armene, selvom vi måtte tro det. Det eneste det gør, er at forvirre og skabe huller i vores forståelse, fordi vi fastholdes af forældede forståelser af kroppen og det psykologiske. Den franske filosof Rene Descartes var fx overbevist om, at kroppen fungerede ligesom de hydrauliske statuer og urerne med små fjedre og mekanismer, der var tidens moderne teknologiske avantgarde. Men en maskine er et uorganisk redskab produceret med et særligt formål for øje. Selv denne meningsløse maskine har et formål:

Kroppen er organisk og ikke produceret med noget formål for øje. Den er ikke et redskab “for os”, for “vi” er ikke anderledes end “vores krop”. “Vi” og “krop” er to forskellige perspektiver på det samme, nemlig denne organisme i dette miljø som befinder sig på et sted til et særligt tidspunkt. Hvis man leger 20 spørgsmål til professoren med et barn og tænker på hånden, og barnet nu spørger, er det levende, hvad svarer man så? Nej, for det er jo en maskindel? Selvfølgelig ikke, hånden hører til dyreriget, og maskinen til mineralriget (de fleste moderne maskiner består jo af metaller og silikone).

Som metafor er “maskine” rigtig dårligt. Det har ledt mangt en forståelse på afveje, og det fastholder os i en dualistisk sprogbrug. Jeg vil påstå, at den moderne medicin stadig har en maskinel tilgang til krop og organisme (om end den ofte udtrykkes i kemi- og biologi-termer). Læger er ikke “helere”, de er “reparatører”. Men nu skal det ikke gå ud over lægerne, det er jo deres arbejde “at lappe os sammen”, når vi “går i stykker” eller har “funktionsfejl”, men vi andre må fatte os med varsomhed, når man ser maskine fejlanvendt i forhold til kroppen. Det er i bedste fald en unødig metafor og i værste fald et udtryk for et vildledende og forældet syn på materien.

Afslutning

Måske går jeg bare for højt op i tingene? Måske har jeg for meget tid til at spekulere over småting? “Slap af Johan, så lever du længere. Det vigtige er jo, at vi ved hvad vi snakker om, det er jo ikke sådan, at man videnskabeligt behandler kroppen som en maskine”. Til det vil jeg sige; nej vi gør ej, og jo desværre. Begreberne og deres brug er ekstremt vigtige for vores forståelse af det fænomen, vi vil undersøge, men det former også vores sprog og vores tanker i almindelighed på en måde, som ofte undervurderes. Vi kan ikke snyde os til en forståelse ved at lade som om, og disse forskellige fejlanvendelser og denne sidstnævnte særligt er eksempler på denne type af snyd. Det får videnskabelige udvikling til at stå stille, og det forvansker på sigt den måde, vi ser verden på, eller det man også kalder for vores menneskesyn. Derfor er det vigtigt, hvad vi kalder noget for.

_{Fodnote 1: For andre flotte illustrationer af menneskekroppen som en maskine, se No Tech Magazine , eller læs monografien om Fritz Kahn.}