Ok, har du prøvet? [siden her hænger sammen med nederst på siden af forelæsning 1]
Et argument jeg kunne fremføre er, at det kan godt være sandt i princippet, men at de praktiske omstændigheder med at bestemme forholdet mellem ydre påvirkninger (stimuli) og adfærden (respons) i hele et menneskes historie er en umulig opgave. Skinners argument synes at kræve, at vi har adgang til den samlede påvirknings-sum, som så muligvis giver den enkelte respons. De kognitive processer er derfor muligvis ikke principielt nødvendige, men da de eksisterer som produkt af denne påvirkning, så kunne disse processer være en genvej til at forstå adfærden. Man kan sige lidt det samme indenfor matematik-fysik, hvor Laplace sagde at hvis man havde et meget stort intellekt, kendte teorien om alt, samt den fysiske tilstand i universet til ethvert øjeblik, så kan man beregne alt det der er sket og kommer til at ske. Altså et principielt argument, som ingen praktisk realitet har (udenfor nogle få fysikeres våde drømme).
Dette argument kræver dog, at jeg accepterer forudsætningen for Skinners forbindelsesargument, nemlig at forholdet kan beskrives som A=B=C, og accepterer jeg dette, så kunne man jo rejse det argument, at vi kun ved, hvad der i praksis ikke kan lade sig gøre i dag, men ikke ved hvad mulighederne er i morgen, og måske forveksler vi praktisk/principielt med muligt/umuligt. Det ville være første gang i historien, at nogen gjorde dette, tænk på rumrejser, fly eller internettets kommunikationsmuligheder. Det kunne jo handle om teknologisk udvikling eller bedre psykologiske modeller eller sådan noget – måske går de våde drømme i opfyldelse en dag?
I stedet kunne jeg argumentere, at hullet ligger i selve logikken. Alle indre tilstande er ikke et resultat af ydre påvirkninger, og de indre tilstande bidrager derfor med noget særligt, og kan ikke bort-reduceres. Dette argument kommer meget hurtigt til at tage en nativistisk retning, da det særlige for den indre tilstand må tilskrives noget som ikke er indeholdt i de ydre tilstande. Personligt er jeg ikke vild med nativistiske argumenter, som ofte kan forkortes til et: “det’ medfødt, du”. Det er for nemt et argument, og skubber blot forklaringsbyrden længere væk, men løser ikke problemet. Da jeg altså ikke er nativist, betyder det, at jeg må postulere, at der i påvirkningen af organismen opstår noget, som ikke blot kan beskrives som en sum af de enkelte påvirkninger.
Og det er faktisk også det, jeg vil påstå. Ilya Prigogine fik en Nobel pris for sit arbejde indenfor dissipative strukturer, hvilket gav anledning til teorien om selv-organiserende systemer og sideløbende med arbejdet med dynamisk systemteori indeholder dette kimen til interessante alternative betragtninger. Jeg citerer i korthed wikipedia: “Self-organization is the process where a structure or pattern appears in a system without a central authority or external element imposing it.” Læs også John Kelsos bog Dynamic Patterns fra 1995 som behandler, hvordan hjernen kan virke efter disse principper, se her for et uddrag.
Livet og adfærd er langt mere (noget andet) end summen af de påvirkninger, organismen modtager, også uden at referere til det medfødte/genetiske. I stedet skal vi forstå psyke som et selv-organiserende system, hvor komponenterne er omverdensbetingelserne, den biologiske organismes livsbetingelser og dens perceptuelle systemers karakter, som sammen får hele dette psykiske system til at “oscillere” eller “svinge” på den særlige måde, vi kalder for adfærd, og som ikke kan reduceres til en af komponenterne.
Man kunne så der til sige, at dette argument kræver, at vi kan trække en linje fra fysisk-kemiske systemer og til det psykiske. Dette er jo på ingen måde sikkert, og måske eksisterer det psykiske på andre betingelser end det fysiske, et argument som fx Rene Descartes fremførte med udgangspunkt i sjæl-materie adskillelsen. Hermed kan vi trække diskussionen i retning af monisme vs. dualisme, hvis dette måtte interessere nogen. Kan vi i stedet anvende empiriske argumenter?
Hvordan passer det ind i din argumentation, og har du modargumenter, til det jeg her præsenterer?