Metaforer i kognitionspsykologi

Metaphor is one of our most important tools for trying to comprehend partially what cannot be comprehended totally (Lakoff & Johnson, 1980/2003, p. 193).

Metaforer har stor betydning for den måde, vi tænker om vores verden på. De gennemsyrer vores sprog, så de gennemsyrer også vores kommunikation, om det så er dagligdags samtaler eller forskningsmæssige publikationer. Et af Lakoff & Johnsons (1980/20031)Lakoff, G. & Johnson, M. (2003), Metaphors We Live By. Chicago: The University of Chicago Press, opr. 1980) yndlingseksempler er “argumentet som krig”. Her peger de på, at i vores kultur ser vi argumentation som en krig – i metaforisk forstand. Vi har synspunkter, som ikke kan forsvares. Vi angriber modstanderens svage argumentatoriske områder. Vi destruerer eller ødelægger et argument. Der er vindere og tabere i en diskussion. Vi skyder på hinandens argumenter og så videre. Lakoff & Johnson peger på, at det betyder:

“It is important to see that we don’t just talk about arguments in terms of war. We can actually win or lose arguments. We see the person we are arguing with as an opponent. We attack his positions and we defend our own… It is in this sense that the ARGUMENT IS WAR metaphor is one that we live by in this culture; it structures the actions we perform in arguing.” (Lakoff & Johnson, 1980/2003, p 4, min fremhævning)

Og netop dette, at det strukturer vores handlinger, er centralt. Metaforer er ikke uskyldige, neutrale eller ligegyldige. De er måder, vi forstår og handler på, særligt i lingvistisk/logisk forstand, men sikkert også på et mere ”intuitivt” niveau. Det er i hvert fald konsekvensen, når Lakoff & Johnson argumenterer for, at den måde vi tænker på, hovedsageligt er gennem metaforer.

Metaforer i psykologi

Brugen af metaforer indenfor psykologi, ja indenfor et hvert fag og felt, har lange historiske rødder og er udbredte. Det er ikke altid klart, hvornår noget er metaforisk ment, og hvornår det ikke er, og nogle gange løber metaforen af sted med feltet. Det skete for kognitionspsykologien, da man forelskede sig i den nye teknologi, computere, og trak en linje mellem software og hardware til de tilsyneladende abstrakte kognitive fænomener, man ønskede at studere. Sammenfald i betegnelser hjalp nok en del, så som hukommelse, input-output og processering. At springet for datidens psykologer ikke var så stort hjalp nok også, da der hele tiden har været en underliggende ide eller ønske om at organismer var ligesom maskiner, en ide som kan spores tilbage til Descartes forsøg på at forene en mekanisk verden, drevet som en maskine (ure og hydrauliske statuer var hans metaforer) og en sjælfuld verden i Guds rige.

Problemet med brugen af metaforer (hydrauliske robotter, telegrafen, telefoncentral, digital computer) er, at vi ikke kun bruger det til at forklare andre hvad der sker. I fysik ser man ofte et desperat forsøg på at forklare Big Bang teorien som en eksplosion (deraf formentlig navnet), og nogle gange som en ballon, der udvides, og det giver åbenlyse problemer for den logiske lytter, når denne prøver at forstå, hvor noget er eksploderet, eller hvad noget udvider sig i. Hvilke omgivelser sker denne eksplosion eller ballonudvidelse i? Dette er ikke nødvendigvis et problem for fysikken eller astronomien om Big Bang, for metaforen er blot en forklaring til andre, som ikke forstår matematikken bag eller fysikken i relativitetsteorien eller astrofysikken eller den slags.

For psykologi er sagen ofte en anden. Her bruger vi metaforer til at forstå fænomenerne, ikke blot til at forklare det til journalister og andre ikke-fagfæller. Vores kognitive system er ligesom en computer. Kroppen er en maskine. Vi har billeder på nethinden, i det mentale og i hukommelsen. Vores hjerner beregner/processerer. Lad mig give to konkrete eksempler indenfor kognitionspsykologi på, hvordan brugen af metaforer gennemsyrer (og ind i mellem forstyrrer) forståelsen.

Eksempel 1: Computermetaforen i psykologi

Feltet kognitionspsykologi er på mange opstået og udviklet parallelt med computerens udvikling. Allerede i 1950 stillede Alan Turing spørgsmålet, om maskiner kan tænke, og dette spørgsmål, som er en tidlig (men ikke den første) version af hele Kunstig Intelligens feltet, gav anledning til den omvendte form, nemlig: tænker mennesker som computere? Adskillelsen mellem hardware og software, forståelsen af abstrakte funktioner, input og output som processeret ”information” (a.k.a. bits) samt det algoritmiske niveau er udløber af dette spørgsmål. De psykologiske processer kunne abstraheres og modelleres på en måde, som mindede om computerens software, de psykologiske processer kunne opdeles i funktioner, som mindede om computerens abstrakte funktionsmåde a la en von Neumann arkitektur. I 1960’erne fremlagde Atkinson og Shiffrin deres model for hukommelsen, en model med langtidshukommmelse (LTH) og korttidshukommelse (KTH), og man skal ikke vide meget om computere, før man kan se harddisk og RAM i disse to betegnelser (hvilket jeg kommer tilbage til nedenfor).

I Miller, Gallanter & Pribrams bog fra 1960 skriver de meget klart:

”A Plan is, for an organism, essentially the same as a program for a computer, especially if the program has a sort of hierarchical character described above. Newell, Shaw, and Simon have explicitly and systematically used the hierarchical structure of lists in their development of ‘information-processing languages’ that are used to program high-speed digital computers to simulate human though processes.” (1960/1986, p. 162)Miller, G. A., Galanter, E & Pribram, K. H., 1960/1986, Plans and the Structure of Behavior, New York, Adams-Bannister-Cox)

Bemærk to ting i dette citat. For det første er ”planen” et program og for det andet er ”informations-processering” et sprog. Det første er en metaforisk forståelse, eller måske snarere en analog eller parallel til software (som vi ofte kalder programmer i dag, hvis vi ikke bare kalder det for ”apps”). Miller, Galanter & Pribram skriver videre: ”Thus, we are reasonably confident that ’program’ could be substituted everywhere for ’Plan’ in the following pages. However, the reduction of Plans to nothing but programs is still a scientific hypothesis and is still in need of further validation” (ibid, min fremhævning).

Dette peger på, at de tre forfattere faktisk mener, at dette ikke blot er i metaforisk forstand, hvis altså man kan reducere plan til program. Den videnskabelige testning af denne såkaldte videnskabelige hypotese blev dog aldrig til noget, da den med tiden ændrede karakter fra en hypotese til en grundmodel, en selvstændig teoretisk eller næsten filosofisk for-forståelse, som ikke i sig selv blev udsat for tests.

For det andet er informations-processering et sprog og ikke en proces. Det kunne være interessant at undersøge, om dette havde nogen betydning, men det må vente til en anden gang. Dog kan det bemærkes, at heri ligger der også en grundsten til en metafor, som bliver til en ”ting” – eller reificering som det så smukt hedder – hvor de simuleringsredskaber, man har anvendt, bliver til funktionsforståelser. Stort set alle kognitionsgrundbøger vil i dag uden at blinke skrive at ”hjernen” laver/foretager ”informations-processering”.

Jeg bør nok tilføje, at Miller, Gallanter og Pribrams bog har klassikerstatus med god ret. Det er en fantastisk bog, fyldt med spændende ideer og interessante hypoteser. De går faktisk eksplicit i rette med stimulus-respons modellen og mener ikke, at deres teori er en videreførelse af denne model, men alligevel blev den fremlagte forståelse indlejret i en S-R (eller snarere S-O-R) forståelse. Personligt synes jeg, at den stadig er interessant at læse i dag, også selvom jeg ikke mener. at den måde, de ofte får formuleret deres alternativ på, har en tilstrækkelig rækkevidde eller tilpas forklaringskraft for de psykologiske fænomener, de kredser omkring.

Computermetaforens fald

Hvis man kigger i en grundbog som Margaret Matlins Cognitive Psychology (20093)Margaret Matlin (2009), Cognitive Psychology 7. ed, John Wiley & Sons Ltd), så finder man et eksplicit opgør med computer-metaforen udtrykt således:

”Every metaphor has its limitations, and the computer cannot precisely duplicate human cognitive processes. For example, no artificial –intelligence system can speak and understand language as well as you do, because your background knowledge is so much more extensive” (Matlin, 2009, p.17).

Jeg er bestemt ikke uenig i betragtningen, at metaforer har begrænsninger, eller at computeren ikke kan kopiere menneskelig kognition (hvad er så end menes med ”præcist”). Jeg vil nok mene, at de såkaldte intelligente systemer ”forstår” sprog ligeså lidt, som en computer spiller spil, men det er en diskussion, jeg har taget et andet sted.

En god metafor kan lede en god videnskab et stykke på vej, og måske må vi nu sige farvel til et nyttigt værktøj? Nej, computeren har aldrig været en brugbar metafor. Den har ført kognitionspsykologien på afveje, dannet vanetænkning som det kommer til at tage år at bryde med, og skabt begreber som bliver svære at komme af med igen.

Eller måske er det forkert formuleret, måske er problemet snarere, at metaforen har tilladt en intellektuel dovenskab, som ikke har udfordret tænkning og forståelsen, og derfor ikke rykket den videnskabelige del af psykologien videre end Ebbinghaus’ hukommelseseksperimenter. Vi har fået mere af det samme og for lidt nyt. Gerd Gigenrenzer indledte en artikel engang med en historie om, at han havde brugt noget tid på at læse artikler fra 1930’erne, og var blevet nedslået. Ikke over deres kvalitet, men over at det var stort set det samme, man lavede i dag. Gibson skrev i 1929 en artikel om visuelle former, som man med lidt mere avanceret statistik snildt kunne få udgivet i et eksperimentelt tidsskrift i dag. Ikke fordi han var fremsynet, men fordi han skrev den under den samme ramme dengang, som stadig eksisterer i dag. Han brød væk fra denne ramme, da arbejdet med piloter under 2. verdenskrig gjorde det klart, at grundantagelserne var uholdbare, og resten af hans karriere gik med at formulere et sæt af grundantagelser som var relevante og holdbare.

Eksempel 2: Er hjernen en metafor?

Problemet for kognitionspsykologi er så, at nok har den ene kaptajn forladt skuden før end den næste overtager samme skib (for nu at bruge en metafor i dens forhåbentlig udelukkende formidlingsmæssige sammenhæng). Matlin vender sig nu mod parallel distribuerede processer (PDP) og “hjerne” som en løsning og skriver:

”Keep in mind that the PDP approach uses the human brain– rather than the serial-computer – as the basic model….This more sophisticated design allows the PDP approach to achieve greater complexity, flexibility, and accuracy as it attempts to account for human cognitive processes”  (Matlin, 2009. p. 20, min fremhævning).

Hvad kan vi lægge i det? Som jeg ser det, peger det på netop den udvikling, at hjernen som ”model” eller metafor ligger til grund for en forståelse af psykologiske processer. Jeg er godt klar over, at model og metafor ikke er det samme, men problemet med hele hjerne-hurlumhejet er, at det har erstattet en ret klar metafor (computeren), som bliv tingsliggjort (psyke=computer), med en ”ting” /objekt (hjernen som et organ/objekt) som er blevet metaforiseret (hjerne=psyke). Det vil jeg argumentere for i nedenstående.

Studier af hjernen er umådeligt populært i disse tider, og af gode grunde. Det er et forskningsfelt i rivende teknisk udvikling, det omhandler et centralt organ for vores og andre dyrs leveform, og der sker tilsyneladende meget på området i forhold til at afdække forbindelser, sammenhænge, årsager og forklaringer.

At kalde hjernen for en metafor er ikke et angreb på denne forskning, eller på psykologers interesse for at deltage i den. Det er et angreb på den underliggende forståelse, som driver de spørgsmål, der stilles til feltet. Hjernen er et organ, men når det inddrages i psykologi bliver det meget ofte til en metafor på psykologiske processer.

Dette kan umiddelbart forstås på to måder. Den ene er, at psykologiske processer beskrives som dopamin/serotonin/hvad-end-nin neurokemiske processer, og den anden er at ”hjernen” beskrives med psykologiske termer. Hjernen bearbejder information, den sammenligner input, den gemmer noget til senere, den opfatter noget. Hjernen bliver til en selvstændig aktør, som gør noget ved eller for ”os”. På denne måde bliver hjernen en metafor for psykologiske processer. Eller måske er det snarere at hjerneprocesserne forstås metaforisk. Konsekvensen er, at de psykologiske processer selv bliver metaforiske, da de nu indhylles i en neurofunktionel sprogbrug, som allerede indeholder en løs psykologisk metafor, og forklaringsværdien for hvad hjernen ”gør”, og hvad de psykologiske processer ”er”, forsvinder i en underlig cirkularitet.

I et BBC-program om change blindness fortæller journalisten:

But even with all these specialized systems working away, the brain would be overloaded if it tried to tackle every detail of every object at once. So, we just don’t bother. We are all equipped with the means of selecting the key aspect of the scene, one at a time. This attention system allows us to concentrate on one thing, while the rest of the world falls into the background. All this happens so automatically that we don’t notice it. But our brains are constantly scanning the scene. Not just passively analyzing what is coming in but actively deciding what it is it wants to see. It seems we don’t just have to point our eyes in the right direction, we also have to point our brains.” (Transskriptionen er min egen. Klippet er desværre forsvundet fra youtube, men hed: The Mind’s Eye: How the Brain Sees the World (2004), hvilket er en utroligt rammende titel i dette indlægs kontekst. Programmet kan formentlig stadig findes via google).

Ovenstående er naturligvis en journalists forståelse af emnet, men det er ikke langt fra den måde, som psykologien og særligt kognitionspsykologiens egen forståelse er. ”Hjernen” bliver brugt i metaforisk forstand, når vi snakker om psykologiske processer som at se, huske, beslutte, tænke og andet. Vi står udenfor, og lader den om alt det kedelige. Hvem ”vi” er i dette tilfælde, melder historien ingenting om, men opfattelsen fanger meget godt essensen af Descartes opdeling i de to verdener, en materiel (hjernen) og en sjælelig (os). Problemerne med denne opdeling eller dualisme er mange, men dette handler om den metaforiske sprogbrug i psykologi, så jeg går ikke videre af dette spor her.

Den mereologiske fejlslutning

Bennett & Hacker peger i deres bog fra 2003 på, at hjernen ikke kan tænke eller se eller høre. I nedenstående citat har de forinden peget på, at den Cartesianske dualisme har ført en fejlagtig tilskrivning af psykologiske karakteristika med sig.

”It is our contention that this application of psychological predicates to the brain makes no sense. It is not that as a matter of fact brains do not think, hypothesize and decide, see and hear, ask and answer questions; rather, it makes no sense to ascribe such predicates or their negations to the brain… The brain makes no decisions, but neither is it indecisive. Only what can decide can be indecisive. So, too, the brain cannot be conscious; only the living creature whose brain it is can be conscious – or unconscious. On a human being and what behaves like one can intelligibly and literally be said to see or be blind, hear and be deaf, ask questions or refrain from asking.” (Bennett & Hacker, 2003, p. 724)Bennett, M.R. & Hacker, P.M.S. (2003), Philosophical Foundations of Neuroscience, Oxford: Blackwell Publishing)

Problemet er et begrebsligt et. Hvis vi siger, at hjernen tænker, ser, forestiller sig, regner eller tilsvarende, så er det ikke forkert – det er ganske enkelt intetsigende:

”It makes no sense to ascribe psychological predicates (or their negations) to the brain, save metaphorically or metonymically. The resultant combinations of words does not say something that is false; rather it says nothing at all, for it lacks sense. Psychological predicates are predicates that apply essentially to the whole living animal, not its parts. It is not the eye (let alone the brain) that sees, but we see with our eyes (and we do not see with our brains, although without a brain functioning normally in respect of the visual system, we would not see).” (op.cit., p. 72-73).

Når vi alligevel tildeler hjernen en egenskab som hører til på et psykologisk niveau, så laver vi det som Bennett & Hacker kalder ”den mereologiske fejlslutning”. Jeg kunne ikke være mere enig! Og samtidig er det netop dette, man møder i stort set alle sammenhænge, hvor hjernen og psykologiske funktioner nævnes i nærhed af hinanden. Jeg vil gerne opfordre læseren – dig – til at prøve at bemærke dette forhold, næste gang du læser en artikel om psykologi på videnskab.dk eller Scientific American eller måske oven i købet BT/Ekstra Bladet eller ser et videnskabsprogram på DR, TV2 eller andet, eller hører en radioudsendelse eller podcast om et emne der har med psykologi at gøre. Hjernen er i dag en metafor, eller snarere den måde at tale om hjernen på i psykologiske termer er af metaforisk karakter, som gennemsyrer meget af ”diskursen” om både neurologiske og psykologiske emner (nok mest i det sidste dog).

Den underliggende model – Hjernen.

Problemerne er mange.

For det første virker det umiddelbart ikke klogt at bruge noget som underliggende model, som man ikke ved ret meget om. Lad os være ydmyge et kort øjeblik. Computeren havde ”vi” (altså nogle kloge individer blandt os) selv opfundet, og selv om de fleste af os ikke ved, hvordan den egentlig virker, så er der nogen der gør. Hjernen er, i sin funktion som komplekst organ, noget vi ved ufatteligt lidt om i forhold til, hvor ufatteligt meget der (formentlig) er at vide. Ikke dermed sagt, at vi ingenting ved, men der er lang vej endnu. Så hvordan hjælper det os at have en model af hjernen, som af natur må være så simpel, som det vi ved om den til at forstå, det vi ikke ved?

Et andet problem, som jeg allerede har mere end antydet, er at hjernen stadig anses som en maskine, måske oven i købet en computer. Det der nok ligger i Matlins forsøg på at erstatte computermetaforen med en hjerne-model er to antagelser om hjernen. Den ene er, at der kan foregå mange, men grundlæggende alle serielle, processeringer samtidig, og at ”information” udspredes som elektriske (og kemiske) signaler. Den anden antagelse er, at man kan tilskrive hjernen en strukturel organisation som minder om computere. Der er buffere, processeringsstrømme, RAM (KTH), harddisk (LTH). Der er visuel processering baseret på visuelt input adskilt fra auditiv processering baseret på auditivt input, men grundlæggende er det elektro-kemiske signaler begge dele. Oliver Sacks sagde det engang meget kontant, at hjernen ”naturligvis” er en maskine.
På den måde er der faktisk ikke nogen særlig grund til at forlade computermetaforen, men computeren er ikke ”ny” og ”spændende” mere, mens det er hjernen eller snarere de nye teknologier, som giver adgang til at aflæse elektriske impulser og stofskifteprocesser i hjernen (se også indlægget om hvorfor den økologiske tilgang ikke er mere udbredt). Det er meget betegnende at det tilsyneladende ikke har kostet noget for de tidligere fortalere for computermetaforen at skifte til hjernen som fokus (se fx Stephen Kosslyn eller Aksel Larsen). Min påstand vil være, at de bare skiftet udtrykket computer ud med hjerne, men arbejder ufortrødent videre med de grundlæggende stimulus-respons modeller (se indlægget om computeranalogiens død).

Et tredje problem ses overalt i det moderne mediebillede, når talen falder på psykiske fænomener. Det kunne ses illustreret ved citatet ovenfor fra BBC, men prøv selv at lægge mærke til de vendinger, som indikerer at psykiske fænomener stammer fra hjernen – i sin ofte uspecificerede form, eventuelt koblet sammen med farvebilleder af hjerneområder som ”lyser op” i bare aktivitet.

Og den bagvedliggende antagelse for mange er, at disse hjerneprocesser er de psykiske fænomeners ophav. Vi er depressive, fordi der er ubalance i vores hjernesystemer et eller andet sted. Vi er glade, fordi der er hormoner som suser ud fra hjernen. Vi oplever noget, når der er hjerne-aktivitet som kan registrere det i en given skanner, og printe nogle pæne farvebilleder. Jeg ser det også i studerendes opgaver, som ukritisk beskriver psykologiske fænomener som forårsaget af fx oxyticin, dopamin, serotonin eller sker i specifikke og lokaliserbare hjerneområder, som occipitallappen, Brocas områder, det limbiske system osv.

Den metaforiske blindgyde

Reduktionen af de psykiske fænomener til hjernefænomener er en blindgyde, og problemet ved at tage denne vej er, at vi bringer fagets integritet i fare (hvis psykologi overhovedet har haft en integritet). Reed udtrykker det meget klart:

”The science of psychology is in a perilous intellectual state. Beset on all sides, it has not yet found the resources needed to sustain itself and grow to meet these challenges. On one hand, biochemistry and neuroscience have become increasingly successful at identifying the cellular and molecular bases of behaviour. On the other hand, the historical and comparative human sciences, using the techniques of hermeneutics and ‘thick description’ (Geertz, 1973), are increasingly challenging the individualistic and essentialistic model of the person that remains at the center of the psychological universe.” (Reed, 1996, p. 35)Reed, E. S. (1996). Encountering the World: Toward an Ecological Psychology. New York: Oxford University Press.)

Sagt på en anden måde, psykologi har (endnu) ikke været i stand til at definere sig selv, og er derfor i fare for at blive opslugt af neurovidenskaberne på den ene side og sociologien på den anden side. Når det der er at referere til i psykologi er ”mig”, som noget udenfor hjernen og samfundet, og arbejdet ligger i at danne forbindelser til et af disse lag, så er der ikke noget at sige til, at vi kan undvære ”mig”, når vi kigger på hjerne-processer eller gøre det til en tom (social) konstruktion, når vi tager udgangspunkt i samfunds- og sociale kræfter. ”Mig’et” bliver til et epifænomen for de egentligt betydende processer og kræfter.

Måske er det sådan, det faktisk er, og måske er psykologi virkelig overflødigt, og så må det naturligvis være sådan. Der bliver dog sjældent fremført egentlige argumenter for, at det skulle være sådan, og langt de fleste diskussioner foregår med et meget implicit antagelsesniveau, så jeg formoder indtil videre, at det er en slags ”collateral damage” som foregår, når psykologien træder i baggrunden til fordel for hjerneforklaringer i de psykologiske kredse.

Brugen af metaforer er vigtige i psykologi (så vel som i andre fag), da de former den måde, vi forstår og stiller spørgsmål til vores genstandsfelt. I de tidlige dage af kvantemekanikkens udformning havde Niels Bohr en såkaldt atom-teori, hvor elektroner cirklede omkring kernen, en ide som har lighed med et solsystem, hvor planeter cirkler om solen. Hvis tingene var gået i stå der, så havde de fleste nok kunnet tilegne sig den overordnede forståelse, men ak, modellen virkede godt for brintatomet, men ikke for mere komplekse atomer. Man droppede derfor modellen, i hvert fald som præcis model, og har i stedet noget med sandsynlighedsskyer i elliptiske baner eller noget i den stil (her må man gerne grine højt over mig, hvis man selv har styr på det). Jeg tror, at fysik har store formidlingsproblemer ind i mellem, fordi deres begrebslige metaforer ikke er almene, men hentet fra specialist områder så som matematik, og baseret på en forståelse af den ”lingo” som matematikken indeholder (se f.eks. Wikipedias forklaring om Einsteins specielle relativitetsteori). Fysikere har derfor ikke problemer med at forklare hinanden forskellige ting, men vi andre efterlades i en støvstorm af ukendt land eller indhyllet af misforståelser og myter.

Afslutning

Psykologien har, som Reed (1996) også skriver, ikke formået eller ønsket at skabe en ”lingo” – en nomenklatur, en måde at beskrive sit felt på, som er uafhængig af enten trivielle forståelser og vendinger eller basalt set tilfældige teknologiske udviklinger. Vores forståelse af en lang række kernebegreber indenfor det psykiske er uspecifikke, vage eller måske alt for favnende. Og vores overordnede arbejdsmodeller er hentet fra fagområder, som hvis vi følger modellerne til dørs vil bort-reducere psykologi som genstandsfelt, lidt som alkymi engang var forudsætningen for dannelsen af kemi som felt. Hvis vi skal tror på, at psykologer der undersøger hjernen ikke er som astrologer, der kigger på himmellegemer, og postulerer at deres ”konstellation” har sammenhæng med individers fremtid og velbefindende, så vi udvikle en grundlæggende og selvstændig beskrivelse af det psykiske. Og det gør vi hverken ved at starte med ”hjernen”, det ”mentale” eller de sociale institutioner. Vi skal derimod starte med miljøet og dyret, de omgivelser vi lever i, og beskrive hvordan vi lever (se også Gibson, 1986, p. 36)Gibson, J. J. (1986). The Ecological Approach to Visual Perception. Boston: Houghton Mifflin (Original work published in 1979).).

Udfordringen for fremtidens psykologer er derfor at undgå at bruge dårlige metaforer som andet end formidlingsredskaber, og selv her bør vi nok stramme op. Psykologien har sit eget og gyldige beskrivelsesniveau: Perception, hukommelse, tænkning, opmærksomhed, handling, mål, emotioner, fantasi, fri vilje er ikke ”forårsaget” af hverken neuroner eller sociale konstruktioner. Naturligvis lever vi i en social og materiel verden (som ikke er to forskellige substanser, men det må vi tage en anden gang), og derfor har perception, hukommelse, tænkning etc en materiel side, så vel som en social side, men forbindelsen er ikke kausal interaktion, den er deskriptiv samtidig.

Men hvis Lakoff & Johnsons (1980/2003) pointe om metaforers betydning for tænkning står for troende, så betyder det, at vi ikke kan undgå metaforer. Vi må i stedet etablere nogle nye og bedre metaforer. Gibson (1966) foreslog fx, at hjernen skulle ses som et organ, der resonerer til de informationer, som samles op i den omgivende verden. Her er der tale om en ressonansmetafor, og det perceptuelle system tuner sig ind på de informationer, som skal samles op. Det interessant at bemærke, at Gibson skriver, at dette er lidt ligesom en radio, men i sætningen efter trækker han denne metafor tilbage da en radio jo kræver ”nogen” som skal stille den (tune den) eller lytte til den. En videre etableringen og argumention for disse alternative metaforer må dog høre en ny dag og et nyt indlæg til.

Fodnoter   [ + ]

1. Lakoff, G. & Johnson, M. (2003), Metaphors We Live By. Chicago: The University of Chicago Press, opr. 1980
2. Miller, G. A., Galanter, E & Pribram, K. H., 1960/1986, Plans and the Structure of Behavior, New York, Adams-Bannister-Cox
3. Margaret Matlin (2009), Cognitive Psychology 7. ed, John Wiley & Sons Ltd
4. Bennett, M.R. & Hacker, P.M.S. (2003), Philosophical Foundations of Neuroscience, Oxford: Blackwell Publishing
5. Reed, E. S. (1996). Encountering the World: Toward an Ecological Psychology. New York: Oxford University Press.
6. Gibson, J. J. (1986). The Ecological Approach to Visual Perception. Boston: Houghton Mifflin (Original work published in 1979).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.