Mennesket – som begreb – er et underligt et. Det anvendes ofte i flæng, både i studerendes opgaver og nogle gange i artikler, men det er ikke altid klart, hvad det dækker over. Er det alle mennesker, eller et gennemsnit af mennesker? Er det abstrakt eller konkret? Er det et fænomen eller en person?
Personligt mener jeg, at det ikke burde optræde i tekster, og jeg vejleder altid de studerende til at ændre ordet til et andet, når jeg ser det. I dette indlæg vil jeg prøve at argumentere for at Mennesket ikke findes, og ej heller bør findes i tekster.
Mennesket
Mennesket: Dette ord anvendes ofte som en generel betegnelse for en implicit homogen gruppe, og burde alene af den grund ekskommunikeres i psykologi. Det skjuler en antagelse om, at det er meningsfuldt at tale om alle mennesker som ens. Og der kan sagtens være tilfælde, hvor alle er ens, men kan vi virkelig tillade at dette er implicit? Det betegner naturligvis vores art, men bruges alt for tit som et udtryk for at en færdighed eller evne uden nærmere refleksion kan betegnes generelt. Det kunne fx være i beslutningstagning, hvor ”mennesket træffer beslutninger baseret på et nytteudbytte af en situation” eller ”mennesket som til tider kan træffe beslutninger, som kan virke irrationelle”. Klassisk betingning som ”beskriver hvordan mennesket reagerer på stimuli”, eller ”menneskets relationer har stor betydning for den personlige udvikling”. Dette er parafraseringer fra opgaver jeg har læst, men de er kun toppen af toppen af toppen af isbjerget. Mennesket styrer i opgaverne. I en opgave talte jeg brugen af Mennesket 26 gange på ca. 3 sider. Men hvad er der egentlig galt med det?
Abstraktion
Mennesket er en abstraktion af specifikke grupper af mennesker. Der findes ikke noget Mennesket, der findes kun mennesker. Det skaber en underlig afstand, når det er ”mennesket”, der træffer dårlige beslutninger, og ser en illusion, og vi risikerer, at denne afstand skaber en tingsliggørelse af det enkelte menneske via vores lidt underlige objektivering af det (se i øvrigt Billig (2013) for mere om tingsliggørelse i de sociale videnskaber).
Men endnu værre, i en videnskabs-formidlings-sammenhæng, så er det ikke engang klart, hvad det betyder. Er det alle mennesker? Der er ikke mange udsagn, der meningsfuldt kan siges om alle. Måske noget med at alle mennesker har en krop, hjerne og visse indre organer? Men det kan i hvert fald ikke siges, at alle mennesker træffer beslutninger på en bestemt måde, baseret på en række undersøgelser lavet med amerikanske (eller danske) studerende. Der er altid nogle, som falder udenfor. Er de så ikke ”menneske”?
Gennemsnit
Måske er det en betegnelse for et gennemsnit? Måske menes der ”de fleste” eller ”den største andel” af deltagerne i et givet eksperiment generaliseret til andre mennesker? Det gennemsnitlige menneske er 168 år gammelt, skrev statistikhistorikeren Stephen Stigler i 2002. Her henviste han til, at ideen om, at man meningsfuldt kunne tage værdier, så som højde, vægt eller alkoholforbrug, og udlede et gennemsnit kan spores tilbage til 1831, hvor Adolphe Quetelet fandt på det retoriske begreb ”l’homme moyen” – på dansk: den gennemsnitlige mand. Så i skrivende stund (2020) er den gennemsnitlige mand altså 189! Jeg vil ikke her gå dybere ind i ideen om et gennemsnit, men blot pege på at det gennemsnitlige sjældent er den værdi, som der er flest af. Det sker, men det er ikke tit. Et gennemsnit er en værdifuld repræsentation af et datasæt, og ind i mellem giver det god mening at benytte et gennemsnit til at repræsentere menneskelig adfærd, men mennesker er ikke gennemsnitlige, og Mennesket findes ikke i gennemsnittet.
Klaus Bærentsen plejer at pege på, at ”mennesket” dækker over, at der altid er tale om specifikke interesser og grupper af mennesker, og at vi ved at tale om det med den brede pensel, dækker over og skjuler, at det vi siger, gælder i bedste fald for et (måske oven i købet bredt, men måske snævert) udsnit af mennesker.
Hvis vi kigger i George Kellys klassiker ”A Theory of Personality”, så finder vi et parallelt eksempel:
Any psychological system is likely to have a limited range of convenience… they also have foci of convenience. There are points within its realm of events where a system or a theory tends to work best (Kelly, 1963, s. 11)
Og Kelly fortsætter:
A theory is thus bound only by the construction system of which it is understood to be a part – and, of course, the binding is only temporary, lasting only as long as that particular superordinate system is employed (Kelly, 1963, s. 19)
Min forståelse af dette er, at teorierne (og derfor også de generaliseringer, man foretager på basis af teorierne) afhænger af det konstruerede system, og hænger kun sammen så længe, at teorien gøres gældende indenfor sit konstruktionsområde, eller indtil en anden teori overtager. Det er derfor – efter min bedste overbevisning – et udtryk for arrogance at slå sig frit om med betegnelsen, at mennesket er det ene og det andet, og gør noget på den ene eller anden måde. Vores viden om mennesker er kontekstuel, afgrænset og temporær, og dette bør give anledning til en vis ydmyghed og forsigtighed.
Afslutningsvist
Jeg tror godt, jeg ved, hvorfor ordet ”mennesket” optræder i så mange opgaver. Vi fylder de studerendes (og egne) hoveder med engelske tekster, som gerne og glade skriver om ”Man” (på engelsk). Når ”a” som i ”a man” her udelades er det, fordi formen betegner noget, som ikke kan tælles, ligesom ”money” eller ”news”. Men når vi læser teksterne, så læser vi det med en bestemt artikel, som ”mennesket”.
Så problemet med ”mennesket” er, at det tingsliggører og fremmedgører, at det er upræcist og mangelfuldt, og at det kan udtrykke en arrogance overfor videnskabelig teoretisk udvikling eller i hvert fald manglende ydmyghed og forsigtighed. Det er også en dårlig oversættelse og som sådan findes der ikke noget Mennesket – i psykologi i hvert fald. Konsekvensen er, at det ikke hører hjemme i ret mange opgaver, og på ingen måde med den frekvens, som jeg oplever.
Skriv i stedet ”mennesker”, gerne med substantiver foran som ”flere”, ”en del”, ”mange”, ”nogen” eller måske endda ”alle”, hvis der er belæg for dette. Prøv med ”deltagerne i undersøgelsen”, ”de studerende [eller hvor rekrutteringen end har foregået] som har deltaget”, ”et bredt udsnit”, ”et gennemsnit af befolkningen” eller noget i den stil. Forhåbentlig vil det få dig til at tænke over, hvad du egentlig mener.
Litteratur:
Billig, M. (2013). Learn to Write Badly. How to Succeed in the Social Sciences. Cambridge: Cambridge University Press
Kelly, G. A. (1963). A Theory of Personality. The Psychology of Personal Constructs. New York: W. W. Norton & Co. (opr. 1955)
Stigler, S. M. (2002). Statistics on the Table. The History of Statistical Concepts and Methods. Cambridge, Mass: Harvard University Press
Man kan spørge sig selv, hvorfor der i 2021, på danske læreanstalter, udleveres udenlandske (især engelske)- men også danske tekster, som endnu ikke er korrigerede så de fremtræder neutrale hvad angår køn, race , alder, indkomst, ægtestand. Det gælder generelle emner indenfor alle områder, hvor ord som “Man” “Brotherhood of man” “gammel” “little old lady” “mindreårig” “misbrug” (ved selsuelle overgreb) ikke er ændrede så de kan læses uden at læseren føler sig diskrimineret, undertrykt og frakoblet emnet, hovedpersonen eller budskabet i teksten. Jeg er faktisk både glad for og stolt over, at de fleste har valgt at oversætte ord som “Man” Manhood” med ord som menneske, mennesket, menneskehed osv.
og finder det ikke forkert at bruge ordet “mennesket” for arten Homo Sapiens, ligesom vi bruger ordet “ræven” i en generaliseret form, for arten Ræv.
Ref.:
https://files.eric.ed.gov/fulltext/EJ1230386.pdf
https://da.m.wikipedia.org/wiki/Menneske
Tak for kommentaren, Rika. Du rejser en interessant og relevant problemstilling, når det kommer til en række af andre udtryk. Min underliggende og generelle pointe med indlægget er at pege på at visse ord skaber vise forestillinger hos visse personer. Dvs. at “mennesket” eller “menneskeheden” i dets ental-form kan skabe en forestilling hos nogen om, at der her er tale om en generel og almen færdighed som alle er i besiddelse af. Hvis man fx skriver at “menneskets hjerne har [indsæt selv et postulat]” så skriver man eksplicit, uanset om man måtte mene at der er undtagelser eller ej, at “alle menneskers hjerne har [pågældende postulat]”. Det kan i visse tilfælde være rigtigt (alle menneskers hjerne har neuroner, men det har alle hjerner jo, så det siger ikke så meget om mennesker), men i mange af de tilfælde som jeg i hvert fald læser, er det ikke tilfældet. Så det jeg sigter til er de implicitte antagelser som fører eller kan føre til en overgeneralisering af den pointe som man forsøger at fremføre, og som ofte har en begrænset rækkevidde med hensyn til gyldighed. Om ikke andet så at skribenten gør sig sine antagelser klart.
Jeg mener ikke at det er “forkert” at bruge ordet “menneske” som en betegnelse for “homo sapiens”. Jeg forstår din indvending som, at det er en bedre oversættelse end “manden” ville være det, da det er kønsneutralt. Det er jeg enig i, men i entalsformen er det ofte så vagt og generelt, at udtrykket mister sit gyldighedsområde. “Ræven” er jo heller ikke en særlig god betegnelse for arten ræv. Der findes mange rævearter, de bor mange steder, og lever af lidt forskellige ting afhængig af hvor de bor (https://da.wikipedia.org/wiki/R%C3%A6ve). Hvis vi siger, at “ræven går derude, mor, vi låser vores gang”, så mener vi selvfølgelig den konkrete ræv som lusker rundt, men hvis vi siger “ræven bor i Silkeborgskovene”, så er det vel rimeligt at stille sig lidt “nå-agtigt” an? Hvilken ræv? Bor der ikke ræve andre steder? Siger det noget om ræve? Siger det noget som Silkeborgskovene? Det er jo ikke, fordi sætningen er forkert, det er bare uklart, hvad jeg skal med den. På samme måde har jeg det kun alt for ofte, når jeg ser en vending som indeholder “menneske” i entalsform.
Igen, tak for kommentaren!
Mvh. Johan