Trettvik.dk:

Dette er begyndelsen på en serie, hvor jeg vil beskrive og diskutere nogle af de misforståelser, jeg ofte støder på, når jeg læser om Gibsons økologiske tilgang til perception og psykologi, det være fra studerendes opgaver, grundbøger eller artikler. Jeg kalder her disse misforståelser for en myte, hvor ordet myte har forskellige betydninger, den ene er de gamle historier om guderne (fx de nordiske myter), og den anden er noget, der er forkert, men som man tror, er sandt. Macmillan English Dictionary definerer det som ”Something that people wrongly believe to be true: Many teenagers still believe myths about sex and pregnancy.” (Macmillan, 2007) . Det er denne sidste definition, der her bruges.

Serien lægger altså op til, at den økologiske tilgang, som Gibson formulerede ofte både bliver misforstået, og at tilgangen heller ikke altid er lige nem at tilegne sig. Min egen version af Gibsons bog fra 1979 er fyldt med min næsten ulæselige håndskrift fra min tid som studerende, hvor jeg undervejs har noteret mig, at han var selvmodsigende, uforståelig, måtte være behaviorist og andet. Jeg ved ikke helt, hvad der fik mig til at blive ved med at undersøge denne tilgang, men det var sikkert det held, at jeg deltog i et kursus af Klaus Bærentsen. Her blev det ganske vist ikke klart, hvad det betød, men det blev klart, at psykologien har nogle teoretiske (og praktiske) problemer som Gibson (og andre) faktisk adresserer. Dette er blot for at sige, at tilegnelsen af Gibsons teoretiske position, som vi ofte kalder en økologisk tilgang til perception og psykologi var for mig noget som tog tid og energi. Ikke fordi forfatteren er specielt svær eller tilgangens argumenter er specielt vanskelige, men fordi vi (er postulatet her) er så omgivet af en helt speciel forståelse af, hvad det psykologiske er for en størrelse, at det kan være svært at løsrive sig denne forståelse. Den gennemsyrer de teoretiske systemer, som vi møder i grundbøgerne i psykologi, den gennemsyrer mange psykologers forståelse af faget, og (naturligt nok) gennemsyrer den mediernes forståelse af de psykologiske fænomener, som måtte finde vej hertil.

Hic Sunt Dracones

I dette første indlæg i serien, vil jeg kort undersøge nogle af forskellene mellem antagelserne i den mere klassiske ende af psykologien og antagelserne, som ligger bag den økologiske tilgang. Heldigvis er der et relativt lille antal af antagelser, som udgør kernen af forskellighederne, men det er disse som leder til allehånde myter (og misforståelser). En egentlig diskussion er ikke dette indlægs ærinde, men det er alligevel brugbart at være opmærksom på dem, selv i nedenstående punktform. Det er nok værd at pointere, at der ikke er noget mærkeligt i at have antagelser, heller ikke, eller snarere særligt ikke, i videnskab. Alle teorier baserer sig på et sæt af antagelser, og man kan tænke det som et udgangspunkt, hvor vi konstant implicit eller eksplicit siger, ”under denne eller disse forudsætninger, hvordan ser verden så ud?”. Der har i videnskabens historie været perioder, hvor analysen af antagelser blev anset som unødig filosofisk spekulation, som ren abstrakt metafysik uden hold i nogen virkelighed, og hvor man i stedet skulle fokusere på ”data” og ”kendsgerninger”. Postmodernismen og socialkonstruktivismen er, som jeg ser det, en reaktion mod denne historisk herskende fysikalisme, objektivisme og positivisme, men det postmoderne og socialkonstruktive svar er desværre endt i relativisme, nihilisme og solipsisme. Ved at beskrive nedenstående antagelser, både de klassiske og de økologiske, så er der derfor en risiko for, at læseren måtte falde i en af disse to ovenstående grøfter. Derfor følger denne advarsel: Hic sunt dracones (her kan være drager)! Dette stod på de gamle kort, når ingen var vendt tilbage fra opdagelsesrejsen. Og psykologiske teorier er desværre fyldt med drager. Opgaven er at få dem til at forsvinde.

Antagelser

Klassiske antagelser

Jeg klumper her tre antagelser sammen under betegnelsen ”klassisk”. Det er dels en måde at forsøge en neutral beskrivelse og dels en pointering af, at de alle tre er ”klassiske” (som i gamle). Det er naturligvis ikke noget problem, at de er gamle, og kan spore deres rødder flere hundrede eller tusinder år tilbage. Filosoffen Whitehead sagde engang, at moderne filosofi bare var fodnoter til de gamle grækeres, så meget af det som siges i dag, har været sagt eller tænkt i forskellige former engang. Men der er også en anden side ved ”klassisk”, nemlig at de er underforståede, at de har fået en rolle, som gør dem næsten uimodsigelige. Og det gør terrænet dragefyldt. Men lad os nu kigge på dem.

1) Verden er opdelt i indre og ydre.

Dette er en klassisk (det vil sige meget gammel) dikotomisk opdeling, som finder sin moderne form hos filosoffen Rene Descartes fra det 16. århundrede. Det indre er sjælen, det gudsgivne og det ydre er verden, det mekaniske. Koblet med Galileos ide om primære egenskaber som ydre og sekundære egenskaber som indre, bliver det indre til noget subjektivt, umåleligt og individuelt, mens det ydre bliver objektivt, måleligt og delt. Skiftet fra at tale om ånd og sjæl til at tale om sind og psyke skete gradvist i det 19. århundrede, men arvegodset er den såkaldte cartesianske dualisme. I meget psykologi er det næsten et uimodsigeligt faktum at psyken (psykologiens kerne) er det mentale, det indre, det subjektive, mens det ydre er verden, som rammer sanseorganerne gennem en næsten reaktiv kæde af begivenheder.

2) Sanserne er adgangen til verden.

Denne antagelse er en videreføring af ovenstående, men er selvstændig, da den er central for psykologien, særligt perceptions-, kognitions-, og neuropsykologien. I sin moderne form finder vi den i Johannes Müllers teori om sansespecifikke energier, men den gennemsyrer stort set al forståelse af perception. Alle de grundbøger jeg har (og jeg har en del) og har kigget i, tager som givet, at det er meningsfuldt at starte med en beskrivelse af de sensoriske systemer i beskrivelsen af perception. Ved synet starter man med øjet (i singulær forstand), og de lysfølsomme receptorer, som sidder her. Ved hørelsen er det de små fimrehør, og ørets mekaniske udformning som beskrives. Lugt beskrives som et lille center placeret i næsen, smag som noget på tungen, og følelse som noget med hud og hudlagene. Alle har de sansespecifikke receptorer, som kan lede signaler videre til hjernen, hvor det virkelige arbejde foregår (se næste antagelse), om end der indimellem foregår noget ”præprocessering” i selv organet. Det leder også ofte til en forståelse af de fem sanser, som allerede formuleret af Aristoteles, også selvom vi både kan inddele forskellige perceptuelle systemer i to dele eller op til 20 (sikkert flere). Hvis læseren finder eller kender en lærebog/grundbog indenfor perception, som ikke starter her, så hører jeg rigtig gerne!

3) Verden er meningsløs og skal fortolkes.

Denne antagelse er en nødvendig konsekvens af nummer 2. Det indtryk, som rammer fx nethinden, er enkelte fotoner uden nogen iboende mening – medmindre man henviser til mysticisme. Uanset om vi forstår fotoner som en bølge eller en partikel, så er det jo oplagt en foton, som stimulerer nethindens receptorlag, og derfor må det, som fotonerne kommer fra (den objektive verden) udledes af det mærkværdige, der kommer ind. Dette var den konsekvens som blandt andre Hermann von Helmholtz i slutningen af det 19. århundrede tog af Johannes Müllers ide. Den ligger bag langt de fleste måder at beskrive perception på. Opfattelsen af en stol udledes af cues i den måde som fotonerne lander på nethinden på. Man skal ikke tænke for dybt over dette, for antagelsen leder så langt ned i kaninhullet, at det er svært at se en udvej af det. Nogle er derfor havnet i idealisme eller solipsisme, hvor vi egentlig ikke kan sige noget som helst om verdens eksistens, men kun om vores egne ideer om den. Der er ikke mange psykologer, som vil erklære sig som solipsist, men det er desværre konsekvensen af de teorier som de baserer sig på. Og det betyder også, at vores forståelse af ikke blot virkeligheden, men at der overhovedet er en virkelighed, er under konstant teoretisk pres (jeg berører dette i en diskussion om smag her), hvilket har virkeligverdens konsekvenser, så som de tågede postulater indenfor Scientology eller indenfor positiv tænkning vidner om. Men selv uden at involvere tågehornene, så er de teoretiske konsekvenser ret massive.

Med fare for at blive beskyldt for ”cherry picking”, så er det altid spændende at se, hvad wikipedia skriver. Om perceptual systems skriver den engelske Wiki i september 2022:

A perceptual system is a computational system (biological or artificial) designed to make inferences about properties of a physical environment based on senses.

Prøv selv at identificere de antagelser, som må ligger bag en sådan formulering. Hvis du er dygtig kan du finde alle tre ovenfor. Den eller de, som har skrevet dette indlæg fortsætter dog: ”Other definitions may exist.” Så sandt, så sandt! Til min undren ser jeg så, at Gibson, 1966 står på som ”further reading”, men måske er det for ”other definitions”?

Jeg vil mene, at ovenstående tre klassiske antagelser udgør kernen i den etablerede moderne psykologis forståelse, og nok i særdeleshed i den forståelse som ligger udenfor psykologi, men som stadig forholder sig til det psykologiske. Der er flere antagelser, men lad os gå videre for nu.

Antagelser i en økologisk tilgang:

Den økologiske tilgang har naturligvis også sine antagelser. Og de har også rod i ”klassiske” ideer og filosofier. Nogle kan ses hos Aristoteles, hos Franz Brentano, William James og John Dewey, bare for at pege på nogle stykker. For mere om de idehistoriske og filosofiske forgængere og kilder til Gibsons økologiske tilgang kan jeg klart anbefale Lombardo (1987), Reed (1988) og Heft (2000).

1) Psyken er relationel.

Mennesker (dyr/organismer) er i et gensidigt og uløseligt forhold til sine omgivelser. Det er ikke noget vi står overfor, men noget vi står inden i. Omgivelserne omgiver os, cirkulært som det end måtte forekomme. Fra et udefra og abstrakt perspektiv er der naturligvis et inde i og et udenfor, et foran huden og et bagved huden, men det er snarere opmærksomhedspoler i vores analyser, end det er nødvendige opdelinger af verden. Disse poler kan være brugbare, men er det ikke altid.

2) Perception er informationsopsamlende aktivitet, og sanseinputs er sekundær for perception.

Perception er ikke en reaktion på en receptor, som selv reagerer på en stimulus. Sansningerne er sekundære for vores analyse af perception. Antagelsen om stimuleringen af sanserne som grundlaget for perception gør grundlæggende perception til en passiv reaktion på omgivelsernes indtryk. Vores perception er aktiv, opsøgende, udtrækkende og selektiv, hvilket også betyder, at vores øvrige psykologiske fakulteter kan ses således.

3) Perception er iboende meningsfuld.

Når psyken forstås relationel, så betyder det også, at perception ikke handler om at udlede træk eller spor i omgivelserne, men om at udtrække eller opsamle relevant information, som er tilgængelig i fores omgivelser. Denne relevans er det som er muligt for os, og er det, der gør perception meningsfuld. Begrebet affordance betegner den relation som eksisterer mellem aktøren og omgivelserne, og i en lidt mere snæver forståelse af ordet ”objektiv” (som deleligt eller observerbart) så er affordance både objektivt og subjektivt. Det primære i analysen af perception er altså at identificere det som informerer organismen om mulige aktiviteter.

Disse tre “økologiske” antagelser er her stillet op i modsætning til de foregående “klassiske” antagelser for nem sammenligning. Der er en dog en dybde i at følge antagelserne til deres konsekvens, hvor vi ledes til ontologiske udsagn om eksistens, om forholdet mellem subjektivt og objektivt, om analytisk samtidighed og meget andet. Projektet er pro-realisme og pro-naturalisme (afhængig naturligvis af hvad vi mener med realisme og naturalisme) og det er anti-mentalisme og anti-fysikalisme (næsten uanset hvad vi mener med mentalisme og fysikalisme).

Personen Gibson

Det er nok også nødvendigt at slå en krølle om personen James J. Gibson og hans rolle i dette. Denne form for økologisk tilgang bliver ofte knyttet ret tæt til Gibsons navn, og han var da også både den som formulerede meget af det oprindelige grundlag, og den som oftest citeres i denne forbindelse. Dette gør det rimeligt nemt at identificere, hvad vi snakker om (Gibsons økologiske tilgang), men det har også den fare, at man opbygger en personkult eller identificerer det som en enkelt mands projekt. Dette er ikke tilfældet eller ønsket, snarere tværtimod. For selvom diskussionen ind i mellem drejer over mod Gibson og hans baggrund, så er det hverken for at lave et Argumentum Ad Verecundiam eller en forståelse af et teoretisk og idehistorisk soloprojekt.
Gibson trak på mange kilder, blev inspireret af mange, og inspirerede mange. Der er historiske rødder og forgængere, og der er samtidige og nutidige, som også er centrale for at forstå, hvad en økologisk tilgang kan eller bør indeholde. Gibson ændrede sin forståelse af fundamentale elementer mindst to, måske tre, gange i løbet af sit liv, mens noget var tilstede fra starten. Kernen i projektet er dog at formulere en psykologi, som er en konsistent og brugbar videnskabelig tilgang til beskrivelser og forklaringer af psykologiske fænomener. Så jeg bruger ofte navnet Gibson, som både en præcisering af hvilken økologisk tilgang vi snakker om (der findes også Roger Barker og Urie Bronfenbrenner som har formuleret økologiske tilgange, der divergere på forskellig vis fra Gibsons), og ind i mellem som en forkortelse, hvor den gibsonianske økologiske tilgang til perception og psykologi bare bliver til ”Gibsons tilgang”.
Tilgangen er ikke rigtig, fordi “Gibson sagde eller skrev det”, men er det eller kan være det, fordi, når og hvis det viser sig at være en bedre beskrivelse og forklaring, end den vi kender til nu. Når det er sagt, så er en del af denne serie naturligvis udsprunget af, at mange så har misforstået, hvad Gibson egentlig skrev, og at dette har skabt nogle myter om, hvad den økologiske tilgang egentlig er for en størrelse.

Afslutning

Vi har nu set på tre antagelser i den økologiske tilgang, som Gibson har fremlagt, der kontrasterer de traditionelle^[1]De er naturligvis min forståelse og ikke nødvendigvis noget som Gibson (eller andre) har eksplicit formuleret. Det er vigtigt at være opmærksom på forskellene mellem disse, da de er roden til alle misforståelser og myter. Mange af de myter, som optræder i denne serie kan identificeres ud fra, at dem der udsiger dem, enten ikke er opmærksom på egne antagelser, ikke kender eller anerkender, at de økologiske antagelser er anderledes end de traditionelle, eller ganske enkelt er uenige i Gibsons^[2]det bør tilføjes, at det jo ikke er sådan, at fordi man ikke er enig med Gibsons antagelser, at man så nødvendigvis må tilskrive sig de her oplistede ”klassiske”. Mulighederne for … Continue reading. Der findes naturligvis uenigheder indenfor den økologiske tilgang^[3]Man kan faktisk diskutere, om det er rimeligt at beskrive det i bestemt entalsform som et den økologiske tilgang., og der findes også svagheder i Gibsons tilgang, som kræver udvidelser og måske endda revision af teorien. Gibson var faktisk selv opmærksom på dette, da han til slut i sin sidste bog skrev:

These terms and concepts are subject to revision as the ecological approach to perception becomes clear. May they never shackle thought as the old terms and concepts have! (Gibson, 1979, p. 311, min fremhævning)

Målet er dog, at vi får klarlagt, hvad der faktisk er det økologiske projekt, og hvad der er en del af de for-forståelser (som hermeneutikkerne ynder at kalde det) man kommer med som læser. Dette gør vi i denne serie ved at adressere de myter, jeg er stødt på i gennem årene.

Referencer

Gibson, J. J. (1979): The Ecological Approach to Visual Perception. Hillsdale N.J.: Erlbaum

Heft, H. (2000). Ecological Psychology in Context. James Gibson, Roger Barker and the Legacy of William James’ Radical Empiricism. Mahwah, Lawrence Erlbaum Associates, Publishers.

Lombardo, T. J. (1987). The Reciprocity of Perceiver and Environment. The Evolution of James J. Gibson’s Ecological Psychology. Hillsdale, New Jersey, Lawrence Erlbaum Associates, Publishers.

Macmillan (2007). Myths, In Macmillan English Dictionary (2.ed, p. 990)

Reed, E. S. (1988). James J. Gibson and the Psychology of Perception. New Haven, Yale University Press.