Kan du stole på dine sanser? Dette er et spørgsmål, som meget ofte besvares i negativ form gerne med et eksempel hentet fra illusioner. Fx kan to streger i en Müller-Lyer illusion se ud, som om de har forskellig længde, men de er “i virkeligheden” lige lange. Ergo kan vi ikke stole på det, vi ser, lyder konklusionen. Eller Ebbinghaus’ illusion, hvor en cirkel er omgivet af andre større cirkler, og ser mindre ud end en cirkel omgivet af mindre cirkler, selvom de to cirkler, som sammenlignes “faktisk” er lige store.
En artikel jeg læste fornylig[1]Artiklen kan findes her og handler om tvivlens nådegave, fiskeringsfejl og overgeneraliseringer og den slags, og er ganske fin. Dens indledende problematisering af “sanserne” er kun med … Continue reading, indleder med et eksempel fra vinsmagning, hvor man ikke kan smage forskel på rødvin og hvidvin, hvis man tilsætter lidt farve til hvidvinen. Ergo kan man ikke stole på sine sanser. Eller som man kan læse: “Når det kommer til stykket, kan vi nemlig ikke stole på os selv, ikke engang på vores egne sanser” (Malene Bjerre og Mikkel Hvid, 18.03.2015, Kristeligt Dagblad).
Men disse meget definitive afvisninger af “sansernes” veridikalitet (som det så smukt hedder, når man taler om sandhed/korrekthed/rigtighed i perception) dækker over en løselig forståelse af forholdet mellem sanser og perception, en begrebslig uklarhed og en problematisk skepticisme. Så lad os se lidt nærmere på det her.
En lille advarsel inden læsning. Dette er – i internetsammenhænge – et rimeligt langt indlæg. Hvert afsnit afsluttes dog med “pointen”, så hvis det skal gå lidt stærkt, og argumenterne og diskussionerne er lidt kedelige eller forvirrende, så skip gerne ned til disse.
Hvad er sanser?
De fleste af “sanse-veridikalitets-kritikerne” synes at have en vis fornøjelse i at “punktere myten” om, at sanserne skulle bibringe sand, objektiv information om omverden til dit ventende sind. Og på sin vis har de ret. Sanserne bibringer os ikke stabile og entydige informationer om omverdens objekter og begivenheder, som gør det muligt at agere hensigtsmæssigt i forhold til det, som omverden byder på. Problemet er, at man i eksemplerne afslører, at det der egentlig tales om, er perception og ikke sansning. Sansning er påvirkning af sansespecikke modtagere (kaldet receptorer), fx sidder der i øjet to typer receptorer, nemlig tappe og stave, som reagerer (dvs. at de udløser en elektrokemisk impuls), når de stimuleres af elektromagnetisk stråling (dvs. lys). I øret findes der fimrehår, som stimuleres af lydbølger, og i huden findes der receptorer, som stimuleres af forskellige mekaniske påvirkninger (fx tryk). Perception er derimod opfattelsen af objekter, tegninger, begivenheder, personer, tale, musik, håndtryk, rødvinssmagen osv. Sammenhængen mellem sansning og perception er ikke uproblematisk, og spørgsmål om hvordan sansningerne “bliver til” perception, har været en grundstamme i perceptionspsykologi siden ruder konge var knægt (altså noget som kan spores langt tilbage i filosofiens historie, mindst tilbage til Galileos opdeling mellem primære og sekundære kvaliteter).
Den teoretiske diskussion indenfor perceptionspsykologi er ofte centreret om i hvilket omfang og på hvilken måde, perception dannes som et internt forhold på basis af disse løse sansninger. Dette synspunkt dominerer særligt den vestlige psykologi så meget, at det næsten er en kendsgerning. Vi har mentale repræsentationer, vi har et indirekte forhold til vores verden, vi har kognitive skemaer. Der findes dog et alternativt bud på dette, nemlig den økologiske tilgang, som – helt kort – peger på, at problemet opstår, fordi man forudsætter, at sanserne er kilden til perception. Hvad nu hvis, spurgte James J. Gibson, at perception i stedet havde et andet udgangspunkt, end det vi kalder sanserne? Hvad nu hvis perception var et forhold, som beskrev et givent dyrs opsamling af information i omverden, og at denne opsamlings-aktivitet kunne forstås som de perceptuelle systemers tuning og justering i forhold til strukturer i de omgivende energier (lys, lyd, lugt), hvor strukturerne var i et lovmæssigt forhold med de overflader som de blev struktureret af? Dette er essensen af Gibsons perceptuelle tilgang[2]fx Gibson, J. J. (1979), The Ecological Approach to Visual Perception, Boston: Houghton Mifflin., og den centrale kerne for at forstå hans teori. Det er alt for kort beskrevet her, men jeg har andetsteds givet det et skud. Jeg har også skrevet en artikel om det.
Pointen her er, at vi ikke behøver at acceptere den grundlæggende antagelse om, at sanser er lig med eller synonymt med eller ækvivalent med perception. Der er både teoretiske og praktiske grunde til at holde de to fænomener adskilte.
En filosofisk tilgang
Når man siger, at man ikke kan “stole på sine sanser”, så mener man dog formentlig, at ens opfattelse (perception) af verden ikke nødvendigvis stemmer overens med, hvordan verden “egentlig” er. Læg mærke til at jeg har benyttet anførselstegn ved ord som faktisk, egentlig og i virkeligheden. Dette skyldes, at disse er værdiladede betegnelser, som det ikke er helt nemt at få styr på. Hvad betyder fx “i virkeligheden”? Sjovt nok betyder det i denne sammenhæng mindre, hvordan en given ting “i virkeligheden” er, men mere at den i hvert fald ikke er det, vi måtte have troet, at den var. Som nævnt kunne et eksempel være Ebbinghaus’ størrelsesillusion, hvor to cirkler ser forskellige ud, selvom de “i virkeligheden” ikke er det. Men prøv nu at tænk over dette eksempel. For hvad er det, der gør, at vi kan afgøre, at de “i virkeligheden” er ens i størrelsen? Man kan jo tage en målestok, og se at de er det, eller man kan tegne dem på papir og lægge dem oven på hinanden. Men det er jo også perception, der skal til for at afgøre målestokkens måleenheder eller den sammenlagte sammenligning, og hvordan kan vi stole på den, hvis vi ikke kan stole på sanserne? Dette er mig bekendt en udgave af Hume’s skepticisme, og er en logisk konsekvens, som de fleste “sanse-kritikere” glemmer. Hvis ikke vi kan stole på vores sanser, så har det ikke blot konsekvenser for småting som rødvin og hvidvin, men betydning for al psykologi og filosofi. Fornuft og tænkning er ingen løsning, for de er dannet under det perceptuo-sensoriske lags begrænsninger, så hvis dette er falsk, så er fornuften også falsk. Dette er ikke nogen ny filosofisk nød at knække, og problemet er, at den kan ikke knækkes under antagelsen, at sanserne er perception, og at disse ikke er til at stole på.
Sådan er det med mange af den slags argumenter. Lad os tage “nødvendigheden af mentale repræsentationer”-argumentet som eksempel. Da sanserne ikke bibringer stabile informationer, må vi danne nogle mentale repræsentationer, som vi så kan forholde os til. Dette er grundstammen i mange forskellige moderne psykologiske teorier, og findes i mange varianter. En af de mere ekstreme er Gregory’s konstruktivisme (Gregory, 1998[3]Gregory, R. (1998), Eye and Brain: The Psychology of Seeing, 5. ed., Princeton University Press.), hvor det eneste, vi har direkte adgang til, er sanseinputtet, og det vi “egentlig” ser, er de modeller, som bygges op i det interne mentale rum. Andre teorier er knap så skarpt sat op som hos Gregory, men har alligevel det samme fokus på de interne modeller (se fx Marr, 1982[4]Marr, D. (1982), Vision: A Computational Investigation into the Human Representation and Processing of Visual Information. New York: Freeman.). Kæden mellem sansning og perception er nu på beregning, hvilket er udgangspunktet for de teorier som kaldes informations-processeringsteorier.
Det kan der skrives meget om (og lidt mere her), men her er vi interesserede i, dels hvorfor man siger, at vi ikke kan stole på vores sanser, og dels at mange af argumenterne stopper, når det er belejligt. Så her kan vi se, at årsagen til, at sanserne og den følgende perceptuelle oplevelse er i miskredit, er et rent teoretisk og højst spekulativt teoretisk konstrukt, som har samlebetegnelsen “mentale repræsentationer”. Vi er ikke i nogen direkte kontakt med vores verden, men udleder den som detektiver, der leder efter spor (“cue” -spor på engelsk – er et begreb som anvendes flittigt indenfor perceptionspsykologi).
Men prøv lige, som en lille øvelse, at tænke videre over dette. Hvordan ved vi, om vores modeller er hensigtsmæssige? Hvordan overlever vi i en farefuld verden, hvis ikke vi kan stole på vores sanser? Vi må jo regne med, at selv den mest fanatiske konstruktivist også mener, at faldet fra en dyb kløft kan være dødbringende. Men hvis det vi har, er vores interne modeller, og hvis det de baserer sig på, er løse bidder af omverdensstøj, hvorfor begås der så ikke flere fejl? Og hvis der er noget, som er veridikalt ved modellerne, hvad er det så? Og hvor kommer det fra? Og sådan kan man blive ved uden at der findes særligt gode svar indenfor disse teoretiske tilgange.
Problemet er, at “mentale repræsentationer” – i dets nuværende form og i dets forskellige forklædninger som kognitive skemaer, interne modeller eller andet – er som en lampeånd med et uendeligt antal forklaringsønsker. Det kan forklare det hele, hvis bare du spørger. Hvorfor ser vi tingene på den måde, som vi gør? Jo ser du, det skyldes, at vi har en mental repræsentation, som gør det muligt at se tingene på den måde. Dette er i værste fald en cirkelslutning[5]Konklusionen antages som præmis for argumentet. Den mentale repræsentation forudsættes (er en præmis) for, at den mentale repræsentation er vigtig i perception., og fungerer i bedste fald kun som en bortforklaring. Det er naturligvis sat meget på spidsen, og jeg medgiver gerne, at det er lidt en stråmand, men det er min oprigtige holdning og vurdering, at mange teorier, som trækker på mentale repræsentationer som forklaringsgrundlag for perception, har dette som mindst en implicit konsekvens af deres teori, og nogen gange anvendes begrebet af ikke-psykologer på en måde, som passer perfekt med den firkantede beskrivelse.
Pointen her er, at den filosofiske bagside af udsagnet om, at vi ikke kan stole på vores sanser, baserer sig på, at man ikke tænker dybt nok over konsekvensen af, hvad det faktisk vil sige, ikke at kunne stole på sine sanser. Jeg har også forsøgt at pege på de psykologiske teorier, som særligt har tilladt denne konsekvensløshed, noget de har gjort ved at pine begrebet “mentale repræsentationer” så meget, at dets forklaringskraft er blevet omnipotent. Men desværre er begrebet dermed også impotent, og bidrager i dets nuværende form ikke til udviklingen af den psykologiske videnskabelighed eller forståelsen af perception.
Hvad kan vi konkludere med illusioner?
Lad os nu vende os mod illusioner, som ofte benyttes som veridikalitetens coup de grâce. Jeg indledte med Müller-Lyer illusionen, hvor to streger kan se ud som om, de er af forskellig længde, men “faktisk” er lige lange[6]Det bør nok nævnes, at det ikke er alle, som ser dette forhold, og at det tilsyneladende er amerikanske studerende, som ser det mest. Heinrich, Heine & Norenzayan (2010) har kigget på data på … Continue reading. Er det ikke et alvorligt anslag mod sanserne eller perceptionen, uanset hvilken teoretisk eller filosofisk finurlighed man nu lægger for dagen?
Nej egentlig ikke. Det såkaldte illusionsargument er blevet gjort til noget, som det slet ikke er. Illusioner anses i denne logik, som værende på en direkte logisk linje med andre objekter. De er en del af verdens møbler. Og det er de selvfølgelig også, men de er ikke helt så uskyldige, som de ser ud. Den simple kendsgerning, at langt de fleste illusioner er skabt til at være netop illusioner, er ikke noget, som man bare kan forbigå. Man laver, finder eller opfinder en illusion ved at finde ud af, at her er der tale om noget, hvor man selv og andre “snydes”, og herefter overser man, at det er illusionen, der er konstrueret specifikt til at snyde det pågældende perceptuelle system, og ikke det perceptuelle system som er konstrueret til at lade sig snyde.
Langt de fleste illusioner er kun mulige, fordi de påtvinger iagttageren en særlig iagttagelsesposition i omverden. Tegninger har en særlig styrke her, da det tegnede synspunkt også fikserer det iagttagede, men der findes også eksempler som Ames-rummet, hvor iagttageren skal kigge ind af et lille hul i væggen, og nu ser to objekters størrelse afhænge af deres placering i et af to hjørner. Ames-rummet er et godt eksempel på den opfindsomhed, man har gjort sig for dels at fiksere iagttageren, dels at reducere denne til en cyklop, og dels at konstruere et sindrigt tekstureret rum, som kan snyde iagttageren. Dette overses fuldstændigt, når man efterfølgende udbryder: vores sanser bliver snydt, for de to objekter/personer har jo ikke den størrelse, som man ser dem.
Lad os lave følgende tankeeksperiment. Du vil gerne undersøge folks gang, altså måder man går på eller lokomotion. Hvordan gør du det? Lad os følge logikken fra illusionsargumentet, og først konstruere et gulv som er meget vanskeligt at gå på. Det kan være med spidse takker, og mange bølger og objekter, som står i vejen. Herefter binder du det ene ben fast, så personen kun har et ben at gå på. Og tilsidst slukker du lyset, så man ikke kan se, da eksperimentet jo handler om gang og ikke synet. Du vil jo nødig kritiseres for at have såkaldte confounders (forstyrrende elementer) i dit eksperiment. Nu sender du så din forsøgsdeltager ud på gulvet. Hvad sker der mon? Der er en meget god sandsynlighed for, at personen vælter rundt, falder, slår sig og har svært ved at komme op igen. På baggrund af disse data skriver du så en artikel om, at man ikke kan stole på sine ben. Eller hvad?
Basalt set, og med forbehold for visse overdrivelser, er det ovennævnte tankeeksperiment den måde, man stækker det perceptuelle system, man ønsker at undersøge. Og når man så har fjernet dets mulighed for bevægelse, opsamling af information over tid, afdækkelse af bagsider og andet, og personen rapporterer, at noget jo da ser lidt anderledes ud, end man egentlig godt ved, det er, eller man tror, at det er anderledes, end det er, så konkluderer man, at vi ikke kan stole på vores sanser. Der er forskellige teoretiske og filosofiske årsager til, at man synes i sin gode ret til at gøre dette, men det vil føre for vidt at komme ind på disse her. Dog er disse årsager alle bundet op på den antagelse, at sansning fører til perception, og at sansning er grundlaget for vores opfattelse af omverden. Denne antagelse er problematisk.
Illusioner er en selskabsleg. Det er ofte en slags kontrakt, vi indgår i, hvor det er klart og tydeligt, at nu skal vi “snydes”. Hvad ser du her, spørger præsentatoren med en frydefuld forventning om, hvordan svaret vil være. Sådan har jeg selv ofte præsenteret illusioner. De er sjove, komplekse og mærkelige, og giver nogle gange stof til eftertanke, om grænserne for det perceptuelle system som “snydes”. De er dog ikke forfærdeligt informative om, hvordan det givne system fungerer, hverken i dagligdagen eller under andre særligt skærpende forhold. Der er meget lidt generaliseringskraft i illusioner. Der findes illusionslignende fænomener i naturen, så som den vandrende pind og kamæleonen, og begge kan være meget svære at spotte, når de først træder i baggrunden. Det er dog netop det, som er pointen med deres adfærd. De er tilpassede til at være svære for et visuelt system at se dem på en baggrund af grene og underskov. Sæt dem på asfalt, og de overlever i 10 sekunder.
Pointen her er, at illusioner er et rigtig dårligt argument for, at vi skulle have svært ved at se, hvordan verden er, og hvad der er i verden. Det fungerer ved at stække det, vi ønsker at undersøge på en måde, som bortreducerer det, vi faktisk er interesseret i. Det, der bliver tilbage, er det bedste gæt under udsatte omstændigheder. Alligevel bæres illusionsargumentet frem, som om det var en guldkalv. J.L. Austin har allerede i sin bog Sense and Sensibilia fra 1962 undersøgt og nedbrudt illusionsargumentet, så der burde som sådan ikke være noget at komme efter, men det er der altså. En af grundene til dette er, at illusioner er en naturlighed indenfor de teoretiske tilgange, som jeg så lemfældigt har behandlet i det foregående.
Hvad fortæller vintesten os?
Så illusioner er ikke et godt udgangspunkt for at kritisere perceptuel veridikalitet (hvilket jeg regner med, er det man mener med, at man ikke kan stole på sine sanser), men hvad med eksemplet fra vinsmagning. Det er jo hardcore forskning, ikke sandt?
Eksemplet kommer fra Frédéric Brochet som i 2001 lavede et par eksperimenter om forholdet mellem lugt og syn i vinsmagning. En artikel om det kan findes her. Brochet lod 54 ønologistuderende[7]Folk som studerer vinsmagning og -lavning. se, lugte og smage på to vine og give en række beskrivelser af dem. Deltagerne troede, at det var en rødvin og en hvidvin, som de blev præsenteret for, men faktisk var det begge en hvidvin, hvor den ene var farvet, så den lignede en rødvin. Selve proceduren virker lidt teknisk, og selvom jeg er vant til at læse artikler, så har jeg lidt svært ved at visualisere, hvordan eksperimentet i praksis er blevet udført[8]Noget jeg altid prøver for at forstå et eksperiment i dybden er at tænke, hvad jeg skulle gøre, hvis jeg skulle reproducere forsøget..
Eksperimentet består af to faser. I den første fase skal deltagerne beskrive de to vine med en række ord. De bliver givet en liste af beskrivende ord, men må også bruge deres egne. I den næste fase, og det er den, som volder mig problemer, får de en liste med de ord, de har brugt, i alfabetisk rækkefølge men uden nogen betegnelse om det var ord brugt om rød- eller hvidvin. Deltagerne skal nu betegne den vin, som ordene på listen bedst dækker (“which of the two wines most intensely presented the character of this descriptor“, op.cit. s. 4). Hvad betyder det så? Så vidt jeg kan se, så giver man deltagerne en tvungen opgave med en eksplicit præmis om, at der vil være en forskel mellem vinene. Herefter beder man dem benytte alle deres kognitive fakulteter til at tilvejebringe beskrivende betegnelser for det, de tror, er to forskellige vine. Resultatet er, så vidt jeg kan gennemskue, at når man tror, det er en rødvin, så bruger man betegnelser, som knytter sig til rødvin i sin beskrivelse af smag og lugt, også selvom det egentlig er en farvet hvidvin. Jeg har vanskeligt ved at finde ud af, om det er alle rødvinsbetegnelser som anvendes, og om der ikke var en eller to af deltagerne som fik mistanke til forsøget. Resultatet er dog af forskellige (se fx her, her og her[9]Bemærk hvordan visse detaljer ændres, og hvordan der fortælles historier om eksperimentet, som i hvert fald ikke er med i nogen af de originale kilder jeg har kunnet finde.) blevet tolket som, at selv vinkendere kan ikke kende forskel på rødvin og hvidvin. Og som allerede nævnt, så kan det jo også udledes som, at vi ikke kan stole på vores sanser.
Men ak nej, det kan vi ikke udlede. Der er nok ingen tvivl om, at selv ønologer (sjovt ord) har problemer med vin, men det behøver faktisk ikke at være deres sanser, den er galt med. Det kan lige så vel være deres sprog. Læg mærke til, at ovenstående eksperiment kræver en høj grad af refleksion fra deltagernes side. Det kræver, at de sætter ord på perceptuelle oplevelser, og i særdeleshed lugt og smag. Det sætter deltagerne i en situation, hvor de forventer, at der vil være en forskel, og de er tilsyneladende “naive” nok til at lade sig snyde [10]Den var ikke gået med psykologistuderende, som konstant forventer at blive snydt i et eksperiment, og sidder og prøver at “regne den ud”, og forventningsfuldt spørger bagefter, hvad … Continue reading. Eksperimentet fortæller os faktisk ikke ret meget om, hvorvidt man kan smage forskel på rødvin og hvidvin, men mere om de betegnelser man knytter til noget, man tror. Jeg fandt nemt en, som kunne smage forskel.
Jeg tvivler ikke på, at det for mange og i nogle situationer kan være vanskeligt, men så må vi vende os mod, hvad vin egentlig er for noget, og hvad forskellen mellem rødvin og hvidvin egentlig er for en størrelse. Jeg er ikke ekspert, og vil ikke gå dybere ind i det her[11]Her er mine kilder: http://www.winegeeks.com/articles/18, http://amolife.com/food-and-drinks/red-wine-and-white-wine.html, … Continue reading, men såvidt jeg kan se, så er forskellen mellem de to vintyper ikke nødvendigvis et spørgsmål om druen, der anvendes, men om mængden af tannin (garvesyre) i vinen. Det er tannin, som under modning giver rødvinen dens farve. Alt andet lige burde denne forskel nok kunne opfanges i smagen, men det er uklart, hvilken indflydelse alle de andre smagstoffer, som de forskellige vine har, spiller for adskillelsen mellem vinene. Læg mærke til at manden i videoen ovenfor har svært ved at adskille de to vine på lugten alene. Det er først, når han smager på vinene, at forskellen fremtræder tydeligt.
Så hvad betyder alle disse detaljer så? For det første er det nødvendigt at have detaljerne med, når man undersøger et emne. Hvis ikke, så springer man bare rundt i sine egne forud-antagelser. Det mener jeg, at man gør, hvis man på basis af Brochets undersøgelse, kommer frem til, at man ikke kan stole på sine sanser. Man kunne lige så godt konkludere, at man ikke kan stole på sit sprog eller sin forstand. Det ville dog være lige så forkert, da præmissen for undersøgelsen ikke er, om man kan stole på noget eller ej, men om sammenhængen mellem visuel, olfaktorisk og gustatorisk perception i beskrivelsen af en rød- og hvidvin. For det andet afslører det, at vinsmagning ikke er en simpel sag. Lidt ligesom illusioner der ikke er så uskyldige og enkle objekter, som de fremstilles som, så er det at smage forskel på rødvin og hvidvin ikke så oplagt, som det synes. Jo, når vi kan se farveforskellen mellem de to, så kan de fleste af os være med, men vin er ikke bare vin. Dette viser sig i øvrigt andetsteds, hvor vinsmageres anmeldelser af vin er omskiftelige, upålidelige og inkonsistente. Selv folk med mange års ekspertise i den kunstart at smage på vin, har svært ved at gøre det på en overbevisende måde. For et hårdt angreb mod vinsmagere kan anbefales at ser her.
En lære om detaljer og præcision kan findes i Wisemans smagseksperiment. Dette er et rimeligt kendt et, som konkluderede, at folk (på nær særligt dygtige vinkendere) ikke kunne kende forskel på, om det de drak var en dyr eller billig vin, så længe de ikke kendte prisen. Her er jeg selv blevet vildledt, da jeg så omtalen og ikke undersøgte detaljerne. Det passede godt til en forventning, jeg havde om, at det kræver en indsats at lære perceptuel differentiering, og jeg stolede derfor på de journalistiske kilder, som rapporterede undersøgelsen. Det viser sig dog, at det ikke er helt så enkelt. Wiseman har nemlig ikke publiceret studiet, da det er noget, som er lavet under en videnskabsfestival, muligvis lidt som en gimmick. Metoden er ukendt, men så vidt jeg har kunnet finde, så fik hver deltager kun et enkelt glas, og skulle så placere det på en skala (tror jeg?). Vinene var købt i et supermarked, som ikke nødvendigvis har en god korrelation mellem pris og kvalitet, og deltagernes sammensætning (alder, køn, forhåndskendskab, uddannelse) er ukendt.
Der findes dog andre undersøgelser, fx nævnes en undersøgelse af Goldstein et al (2008)[12]Goldstein, R., Almenberg, J., Dreber, A., Emerson, J. W., Herschkowitcsh, A. & Katz, J. (2008), Do More Expensive Wines Taste Better? Evidence from a Large Sample of Blind Tastings, AAWE Working … Continue reading, som konkluderer, at der ingen korrelation er mellem pris og nydelse: “Individuals who are unaware of the price do not derive more enjoyment from more expensive wine” (s. 1). Dette får en artikel i Wired til at konkludere, at denne manglende korrelation er et “psykologisk faktum” (noget jeg ikke har set så tit)[13]Det bør bemærkes, at artiklen er skrevet af Jonah Lehrer, som selv kom i søgelyset, da han viste sig at plagiere og genbruge for meget. Han havde også problemer med at gengive kendsgerninger i … Continue reading.
Bare rolig, jeg vil ikke gå denne undersøgelse efter i sømmene blot fortsætte fra abstractet: “For individuals with wine training, however, we find indications of a positive relationship between price and enjoyment” (ibid.). Folk der ikke ved noget om vin, eller ikke har en særlig trænet omgang med vine, har ikke noget særligt ud af dyre vine, men hos folk, som har “vintræning”, er der faktisk en korrelation mellem pris og nydelse. Så meget for det psykologiske faktum, og er dette resultat egentlig nogen stor overraskelse? Hvis du ikke ved noget om frimærker, så har du svært ved at se forskel på andet end størrelse, farve, påskrevet værdi og et mønster. En filatelist derimod har en helt anden fornøjelse og oplevelse af det samme. Eller kunst, sport, litteratur, videnskab, håndværk, arkitektur og meget andet, hvor der kræves en vis viden for, at man kan vurdere, påskønne og fornøjes af kvalitet og dybde. At det forholder sig med vin som med så meget andet burde vel ikke overraske.
Pointen her er, at vinsmagning (i stil med mange andre felter) ikke er et rent perceptuelt fænomen. Det involverer sprog, refleksion, erfaring og præferencer. Andre forhold spiller sikkert også ind, så som gruppetilhørsforhold, identitet, humør etc. Sådan er det med stort set alle psykologiske fænomener, og derfor må man fattes med megen omhu, når man læser undersøgelser. På den baggrund mener jeg ikke, at vi kan udsige noget som helst om hverken sansning eller perception ud fra vinsmagning. Heller ikke, hvis det faktisk skulle være sådan, at man ikke kan smage forskel på rødvin og hvidvin med lukkede øjne.
Tillid til at stole på
I det foregående har jeg kigget på sanserne, på forholdet mellem sanser og perception og på forskellige argumenter og undersøgelser, som skulle rejse tvivl om perceptionens veridikalitet. Men hvad mener vi egentlig med at “stole på“?
Når man siger, at vi ikke kan stole på vores sanser, så menes der (formentligt), at man ikke skal tro på alt, hvad man ser. At der er et usikkert forhold mellem den ydre verden og det indre mentale liv. Særligt de teorier, som trives i fordoblingsverdensantagelsen (at der er en ydre og en indre verden), synes at fremføre sansernes upålidelighed og utroværdighed.
I denne sammenhæng behandles tilliden til de perceptuelle systemer (eller sanserne), som om det var en utro kæreste. “Hvordan kan jeg da nogensinde stole på dig igen,” hulker vi i vores indre verden til den brødebetyngede og slukørede perception, “når du ikke engang kan se, at de to linjer er lige lange?!”. Gruppen af “sanse-veridikalitets-kritikkerne” synes at mene, at vi i vores naivitet alt for let tager perceptionen tilbage, og accepterer dens forsikringer om, at den nok skal sige sandheden næste gang. For den lyver jo! Filosoffen Rene Descartes tog den yderste konsekvens, og mente at tvivlen burde være så stærk, at det eneste grundlag han havde tilbage, var tvivlen selv. Cogito, ergo sum, betyder: jeg tænker/erkender/tvivler, derfor er jeg. Men allerede her opdager den opmærksomme læser nok at “stole på”, måske ikke er den helt rigtige betegnelse. Det kræver, at perceptionen skulle være bevidst om sin løgn, at den ville vildlede vores indre liv, at den havde et ønske om at snyde. Det har perceptionen ikke, lige så lidt som din hånd har et ønske om at vælte en kop kaffe udover tastaturet, når du rækker ud efter en kuglepen. Det er en uhensigtsmæssig måde at besjæle eller intensionalisere et delelement i den samlede livsaktivitet. Lidt ligesom vi har gjort det med hjernen. Og selv hvis vi blev i denne metaforiske talemåde, så burde vi i stedet kalde perceptionen for “uvidende” eller ignorantisk. Hvis der er noget vi ikke kan stole på, så er det ikke perceptionen, men dem som arrangerer verdens information, så de bringer tvivlen ind i “huset”. Det er tegningerne, vi burde tvivle på, og ikke sanserne eller perceptionen. Det er naturligvis noget vrøvl, hvis man træder udenfor metaforen, men bemærkelsesværdigt, at der ikke er flere, som vender disse ting lidt på hovedet.
En anden måde at kigge på tillid på, er ikke i det enten-eller skema som ovenfor, men i et mere gradueret et. Lad os sige at jeg beder dig om at løfte en bil på 1000 kg. Kan du det? Hvis ikke, betyder det så, at du ikke kan stole på dine muskler? Selvfølgelig ikke. Det betyder, at du har opdaget dine grænser. Eller, det har du faktisk ikke, du har i dette tilfælde opdaget noget, som er udenfor din ydeevne. Lad os så sige, at du er vant til at kunne løfte 100 kg, men en dag kan du ikke. Hvad nu? Betyder det, at du kommer i tvivl om dine muskler, eller kigger du kritisk på, om det skyldes, at du har trænet for lidt, spist for meget eller måske er kommet til skade? Det er naturligvis retoriske spørgsmål, og selvom svaret på et sådan ind i mellem godt kan være overraskende, så er det, som her er på tale, blot at svaret ikke ligger i at betvivle sine muskler, men i at kigge på, hvordan man kan træne dem, så man kan nå sit mål, så længe det er indenfor mulighedernes land. Vi kan “træne” os til at kende forskel på frimærker, fugle, insekter, kunst og alt muligt andet. Vi kan ikke træne os til at se en illusion på anden måde end den, vi nu ser den på. Det er uden for mulighedernes land (som regel, selvom der sikkert er undtagelser).
Og her begynder vi så at ane noget interessant med illusionerne. Det er jo sådan, at det ikke er vilkårligt, hvad der kommer ud af at kigge på dem. I Müller-Lyer illusionen kan vi se tre ting: 1) Den ene er længst, 2) den anden er længst eller 3) de er lige lange. Vi ser ikke en ged, et trafikuheld eller Dannebrog[14]At det ene svar så er det “rigtige” afhænger lidt af, hvad vi i denne sammenhæng mener med rigtig, for det rigtige svar kunne jo ligeså godt være, at de ser forskellige ud i … Continue reading. Faktisk ser vi to linjer, hver med to linjer i hver ende hvor disse har en vinkelmæssig forskydning i forhold til “hovedlinjen”. Det ser stort set alle, og hvis ikke man ser det, er man enten blind eller har visse forstyrrelser, som rækker ud over normalpsykologiens område. Vi kan altså stole på, at det ikke er vilkårligt, det som kommer ud af vores opfattelse af omverden, også selvom det ikke altid stemmer overens med en given metrik.
Pointen her er, at “stole på” er en værdiladet betegnelse, som stiller sanserne/perceptionen indenfor et ultimativt rum, hvor det enten altid er “objektivt sandt” eller principielt aldrig er det (eller vi kan i hvert fald ikke afgøre, om det er det). Det er en metaforisk måde at omtale en psykologisk funktions virkemåde på, som hverken bringer ny viden om eller hjælper folk til at forstå de perceptuelle systemers (eller for den sags skyld sansningernes) funktionsmåder.
Ved vejs ende: Kan vi stole på vores sanser?
Kan vi stole på vores sanser. Vores sanser? Nej, de er passive modtagere er partikulære indtryk, som i sig selv ikke indeholder tilstrækkelig specifik information om omverden. Vores perception? Ja selvfølgelig. Akkurat ligeså meget som vi kan stole på vores åndedræt. Åndedrættet virker fint til dagligt (ellers dør vi hurtigt), men bliver vi smidt ned under vandet uden hjælpemidler eller ud i rummet uden beskyttelse, så virker det ikke mere (og så dør vi også hurtigt). Dette får os ikke til at rejse tvivl om, at åndedrættet virker i vores normale miljø, eller om vi kan “stole på det”.
Tilsvarende virker perception ganske fortrinligt, når vi er i stand til at bevæge os rundt, udforske omverden, og vende og dreje objekterne. Kort sagt, når vi opsamler information, om det vi er interesserede i. Selvfølgelig har de perceptuelle systemer begrænsninger og nedbrud. Vi kan blive syge på en måde, som påvirker opsamlingen af information. Vi kan hallucinere, fejlpercipere, være for dovne, for bange eller have for fastlåste forestillinger, som begrænser, hæmmer eller ødelægger vores perception af omverden og dens betingelser. Der er mange forskellige grænser for de perceptuelle systemers virke, og de er alle interessante. Problemet er, at perceptionspsykologi i høj grad har fokuseret på disse grænser og på de ekstreme overskridelser af disse og behandlet dem som normen, hvilket betyder, at vi ikke ved ret meget om det normale perceptuelle system under normale betingelser, og at vi konstant skal høre på vås om, at vi ikke kan “stole på vores sanser”.
Fodnoter
↑1 | Artiklen kan findes her og handler om tvivlens nådegave, fiskeringsfejl og overgeneraliseringer og den slags, og er ganske fin. Dens indledende problematisering af “sanserne” er kun med som eksempel, og er ikke en kritik af indholdet. |
---|---|
↑2 | fx Gibson, J. J. (1979), The Ecological Approach to Visual Perception, Boston: Houghton Mifflin. |
↑3 | Gregory, R. (1998), Eye and Brain: The Psychology of Seeing, 5. ed., Princeton University Press. |
↑4 | Marr, D. (1982), Vision: A Computational Investigation into the Human Representation and Processing of Visual Information. New York: Freeman. |
↑5 | Konklusionen antages som præmis for argumentet. Den mentale repræsentation forudsættes (er en præmis) for, at den mentale repræsentation er vigtig i perception. |
↑6 | Det bør nok nævnes, at det ikke er alle, som ser dette forhold, og at det tilsyneladende er amerikanske studerende, som ser det mest. Heinrich, Heine & Norenzayan (2010) har kigget på data på tværs af kulturer, og fundet at der tilsyneladende gælder noget særligt for den gruppe af mennesker, de kalder “WEIRD people” (folk der kommer fra “Western, Educated, Industrialized, Rich and Democratic societies”). Der findes åbenbart kulturer, som slet ikke ser de to streger som af forskellig længde. Reference: Heinrich, J., Heine, S.J. & Norenzayan, A. (2010): The weirdest people in the world? Behavioral and Brain Sciences, V. 33, 61–135. |
↑7 | Folk som studerer vinsmagning og -lavning. |
↑8 | Noget jeg altid prøver for at forstå et eksperiment i dybden er at tænke, hvad jeg skulle gøre, hvis jeg skulle reproducere forsøget. |
↑9 | Bemærk hvordan visse detaljer ændres, og hvordan der fortælles historier om eksperimentet, som i hvert fald ikke er med i nogen af de originale kilder jeg har kunnet finde. |
↑10 | Den var ikke gået med psykologistuderende, som konstant forventer at blive snydt i et eksperiment, og sidder og prøver at “regne den ud”, og forventningsfuldt spørger bagefter, hvad forsøget egentlig gik ud på. |
↑11 | Her er mine kilder: http://www.winegeeks.com/articles/18, http://amolife.com/food-and-drinks/red-wine-and-white-wine.html, http://winery.csu.edu.au/pages/making-wine/the-difference-between-red-and-white.html |
↑12 | Goldstein, R., Almenberg, J., Dreber, A., Emerson, J. W., Herschkowitcsh, A. & Katz, J. (2008), Do More Expensive Wines Taste Better? Evidence from a Large Sample of Blind Tastings, AAWE Working Papers, No 16, pp. 1-14, http://purl.umn.edu/37328 (download dato, 30.07.2015). |
↑13 | Det bør bemærkes, at artiklen er skrevet af Jonah Lehrer, som selv kom i søgelyset, da han viste sig at plagiere og genbruge for meget. Han havde også problemer med at gengive kendsgerninger i visse tilfælde, hvilket er dokumenteret her. Det er skamligt, da Lehrer var en dygtig formidler, og har skrevet nogle tilsyneladende rigtigt gode artikler om psykologi, men man bør nok omgås dem med en vis varsomhed. I denne artikel mener jeg, at han mindst overgeneraliserer. |
↑14 | At det ene svar så er det “rigtige” afhænger lidt af, hvad vi i denne sammenhæng mener med rigtig, for det rigtige svar kunne jo ligeså godt være, at de ser forskellige ud i længden. Hvad mener jeg med det? Prøv at tænke på hvordan det vi spørger om forstås. Nu kender jeg jo illusionen, så jeg ved jo godt, hvad det rigtige svar er, så når der spørges: “Hvilken af de to linjer er længst” (eller noget tilsvarende), så kunne jeg jo svare: “De er lige lange”. Men det er jo forkert, da jeg jo stadig ser den ene som længere end den anden. Så det der egentlig spørges om er: Hvordan ser man de to linjers længdeforhold. Når man så evaluerer svaret, så er spørgsmålet ændret til: Hvordan er de to linjers længdeforhold. Det er en lille ting, da det jo selvfølgelig er uoverensstemmelsen mellem det man ser, og det der er, som man finder fornøjeligt, men det er dog interessant, at dette skred ikke er mere betonet, og på en måde er det lidt snyd i sig selv. |