Og mig selv, sagde hunden
Mit navn er Johan Trettvik. Jeg er født i 1969, d. 15. maj, i en lejlighed på Lupinvej i Silkeborg, og har en dansk mor og en norsk far.
Jeg samlede en gang på forskellige versioner af, hvor forkert mit navn kan staves, særligt efternavnet, men er holdt op, da det blev lidt uoverskueligt (plus at jeg er en elendig samler). “Hr. Fratvir” blev jeg engang kaldt af et blad, jeg abonnerede på, og det oven i købet selvom jeg selv havde udfyldt en kupon og indsendt den. Eller måske netop af denne grund? Min håndskrift er ikke helt i toppen. Jeg gjorde dem venligt opmærksom på fejlen, og de rettede det til “Hr. Tretvig”. Den kunne jeg leve med, men da jeg så opsagde abonnementet, sendte de mig en sidste opkrævning til Hr. Fratvir, måske i et forsøg på at sige, “kan du ikke lide os, så rend os i …..”. Posten finder dog som regel frem til mig!
Studie og arbejde
I 1991 startede jeg på psykologi i Århus, og havde det så godt der, at jeg tog min tid om at blive færdig som cand. psych. Mit speciales hovedfokus var den økologiske perceptionspsykologi fremført af James J. Gibson og virksomhedsteorien særligt i skikkelse af A.N. Leontjev. Som sidefigurer blev også Nicolai Bernsteins fysiologiske teori og John Kelsos dynamiske systemteori forsøgt integereret. Færdig blev jeg i 2000.
Kort tid efter at jeg var blevet cand.psych., startede jeg på en ph.d., som jeg blev færdig med i 2004. Ph.d.’en handlede om lidt for mange ting, men essensen var dels etableringen af en økologisk aktivitetsteori og dels en eksperimentel undersøgelse af billedets eller tegningens betydning for eksperimentelle resultater. Den sidste del mente jeg, – i forlængelse af James Gibson – var et uafklaret problem for mange psykologiske teorier om perception, at meget af empirien om perceptionen af objekter, hviler på perceptionen af tegninger. Mine resultater viste, at der var noget om snakken, men jeg har desværre måtte lade det ligge i flere år nu. Den første del er en del af et meget dansk projekt. Af hovedaktører kan nævnes Jens Mammen, Steen Folke Larsen, Knud Kielgast (i hvert fald øko-delen), Jytte Bang og ej at forglemme min gode ven Klaus Bærentsen.
I 2005 fik jeg et adjunktur i Århus, som var medfinansieret af Bang & Olufsen. B&O havde jeg tidligere arbejdet for et halvt års tid, og nu havde jeg mulighed for igen at arbejde med psykologi i konkrete sammenhænge. B&O har nogle utroligt dygtige folk, og særligt Søren Bech vil jeg fremhæve som en stærk ressource.
I 2008 søgte jeg så endelig væk fra Århus Universitet. I stedet fik jeg arbejde på Aalborg Universitet, Institut for Kommunikation, hvor jeg delvist stadig arbejder. Skiftet fra Århus’ læringsmiljø til Aalborgs var større end jeg umiddelbart troede, men kun pga. Aalborgs større fokus på vejledninger, grupper og projekter end jeg har kendt til i Århus. Jeg er nok stadig lidt i konflikt om, hvilken metode der er “bedst” (afhænger naturligvis også af hvilket perspektiv, man anlægger), men der er klare styrker ved Aalborg-modellen, selvom den bestemt kan være mere ressourcekrævende. Med “delvist stadig” mener jeg, at jeg i skrivende stund er blevet ekstern lektor ved Aalborg Universitet, men nu under Institut for Elektroniske Systemer.
I Aalborg har jeg også haft mulighed for at undervise og vejlede på den relativt nye uddannelse – produkt- og designpsykologi – som har mange spændende perspektiver i sin kombination af folk med stor teknisk indsigt og psykologisk viden. Videreudviklingen af den psykologiske side på dette studie sker bl.a. i godt samarbejde med min kollega Rune Nørager. Hvis du er interesseret i designpsykologi, så meld dig ind i facebook-gruppen.
I dit foredrag Følelser og erindring den 26.09.2014 brugte du som et eksempel på et falsk minde, at 73 % af US studerende kunne huske et filmklip, hvor det første fly rammer WTC – et klip som iflg. eksemplet ikke findes. Måske skyldes de studerendes erindring det klip, der ses på
>http://www.youtube.com/watch?v=mhROd7Jt3-w< Efter min opfattelse er der vel så ikke tale om et falsk minde? Tak for et godt foredrag. ADC.
Hej Anders
Tak for det og for klippet. Det hænger nok lidt sammen med, hvad man har spurgt de studerende om, og om klippet faktisk var tilgængeligt, så jeg måtte støve den oprindelige artikel op for at finde ud af dette. Den kan findes her: http://www.cgu.edu/include/Event%20Memory%20and%20Autobiographical%20Memory.pdf. Den er lidt ældre end jeg gengav den, men det skyldes, at jeg har blandet andre artikler sammen om samme emne (se fx: http://911memory.nyu.edu/).
I den oprindelige undersøgelse svarer de studerende på, om de så en optagelse af det første fly, der rammer tårnet på selve dagen (jeg tror nok, jeg fik antydet, at de havde spurgt, om de “havde set det” eller noget i den stil). Her svarer så 73% at det havde de, men i følge artiklens forfattere blev de først vist dagen efter (og her tror jeg, at dit eksempel kommer ind, da jeg vist fik “antydet”, at der ikke var sådan noget – jeg husker, at jeg mindst en af gangene sagde, at klippet først kom betydeligt senere, hvilket stemmer med det, som jeg troede, inden jeg nu har genlæst artiklen – der er også en del “falske minder” i min hukommelse om den slags ting).
Men pointen er sådan set den samme, at folk ikke husker så “rigtigt”, som de ofte selv angiver, at de gør. Der er flere ting, som kan indvendes mod dette, fx det du her antyder, at de faktisk godt kunne have set det, bare ikke samme dag, og hvorfor skulle det være vigtigt i en hukommelsessammenhæng. Der er også noget underligt ledende i spørgsmålene fra artiklen, som kunne forklare nogle af fejlene.
Her er pointen, om at hukommelsen er konstruktiv, det vigtige, da denne diskussion ofte polariseres i et enten er hukommelsens indhold korrekt eller også er det hele forkert (underforstået usandt, påhit eller noget man bør møde med mistro). Som jeg ser det, så er den slags diskussion ufrugtbar, og i stedet er det, hvad vi bruger hukommelsen til, som er det interessante.
Men igen tak for påpegningen, hvilket gav mig anledning til faktisk at rette lidt op på nogle af mine egne små og store misforståelser og fejlminder :).
Mvh. Johan