Økologisk tilgang: miljø, information og direkte perception
Indhold
Denne forelæsning (2014) tager hul på den økologiske tilgang. Her er der fire kernebegreber: miljøet, informationsbegrebet, direkte perception og affordances (tjenligheder) – det sidste findes i næste del.
Indhold
Nøgleord
Visual perception, environment, texture, surfaces, ecological laws, light, ambient optic array, optic flow, direct perception.
Dansk udgave af Gibsons tekst
Klaus Bærentsen har lavet en slags kommenteret oversættelse, som jeg har aller-venligst fået lov at lægge ud. I kan finde den her.
Lidt om…
Lad det være sagt med det samme. Dette er ikke et let emne, og for nogen vil det ikke bare være svært men også mærkeligt. Måske er det det sværeste/mærkeligste I kommer ud for gennem hele uddannelsen, men jeg/vi ville ikke udsætte jer for det, hvis det ikke var min/vores oprigtige holdning, at dette er et yderst relevant paradigme i psykologien.
Der kan sikkert gives flere grunde til at det ikke er helt enkelt at tilegne sig tankegangen bag den økologiske tilgang. Da jeg selv stødte ind i den første gang virkede det som noget forsimplet vrøvl, men dette viste sig at skyldes min egen mangel på forståelse for, hvad Gibson egentlig mener. Det teoretiske udgangspunkt er faktisk meget enkelt, måske næsten for enkelt.
Perceptionspsykologi, opdagede Gibson da han under 2. verdenskrig blev sat til at udvælge og træne kamppiloter, er i en sørgelig forfatning når det handler om problemstillinger som foregår udenfor det omhyggeligt kontrollerede laboratoriums vægge. Dengang udvalgte man piloter ved at de kiggede på tegninger og fotos, men det viste sig for Gibson og hans kolleger at dette var en ussel måde, da den ikke kunne bruges som ordentlig udvælgelsesværktøj til at finde personer med god “dybde-sans”, koordinationsevne, reaktionstid etc. At sætte billedet i bevægelse var en åbenlys ting at gøre, og forbedrede mange ting, men det fik Gibson til at tænke over om de mange forsøg der var blevet lavet med små linjetegninger, krusseduller på et stykke papir, symboler eller udsnit af fotos egentlig var relevante for hvordan vi rent praktisk og konkret løste en given perceptuel opgave. Man kan, lidt firkantet, sige at den traditionelle tilgang til perception – moderne set repræsenteret ved IPA og en del neuropsykologi – ikke har bevæget sig voldsomt meget videre end statiske billeder eller små filmsekvenser.
I 1950 skrev Gibson en bog, som på mange måder var banebrydende, men samtidig en udvidelse af de eksisterende teorier. Bogen citeres i dag stadig flittigt, blandt andet begrebet “texture gradient” er her fra. Op gennem 50’erne testede Gibson og hans kolleger flere af de i bogen fremsatte hypoteser, men i slutningen af 50’erne måtte Gibson erkende at der var noget som ikke rigtig kunne passe. Han kunne ikke få resultater til at stemme med hypoteser, -hvilket rent videnskabeligt er en god ting da det jo er det forskning handler om, at udvide det vi ved ved at afprøve det vi ikke ved, og derved må man uværgeligt tage fejl, men rent personligt kan det jo være svært at indse at man er fejlbarlig (derfor er der videnskabsfolk som i sjældne tilfælde tyr til at forfalske resultaterne af deres undersøgelse så de matcher deres hypoteser).
For Gibson betød det et farvel til ideen om at vi har et nethindebillede som er udgangspunktet for perceptionen. Her kan nok også findes en af grundene til at det er lidt vanskeligt at forstå, da denne antagelse ligger meget dybt i vores kulturelle arv.
Men når man siger farvel til det ene, må man jo sige goddag til noget andet. Gibsons grundlæggende kritik var rettet mod at perception skulle være baseret på sansninger (et grundlæggende fysiologisk emne), hvilket ville betyde , at vi må modtage et input, før vi kan producere et output (i hvert fald når det kommer til, at man kan percipere sin omverden). I stedet mente Gibson at perception baserer sig på den information, som er tilstede i lyset.
Her ligger der to antagelser begravet, som er værd at udfolde, for at man kan følge tanken. For det første kan lys siges at indeholde information. Her må man forstå, at information for Gibson ikke er den type af information, som vi forstår ved kommunikation. Det er ikke beskeder, tegn, skilte eller symboler. Information er noget som er specifikt for noget andet, og i det visuelle tilfælde er det miljøets layout og overflader som reflekterer det indfaldende lys og kaster det tilbage i mediet (luft), men nu med en struktur som er specifik for det belyste layout og overfladerne. Den anden antagelse er, at det som stimulerer vores perceptuelle systemer er de forskellige informationer som er tilstede i miljøet (lysstrukturer-visuelt, lydbølgestrukturer-auditivt, overfladestruktur-haptisk, kemisk spredning-lugt). Dvs. vores perceptuelle systemer er indrettet til (evolutionært og ontogenetisk) at opsamle de informationer, som er særligt betydningsfulde for os og vores overlevelse. Det perceptuelle system opsamler altså information i miljøet om miljøet.
De fleste står af her og siger; ah hva’? En sund og naturlig skepsis, som også kommer til udtryk i den mere etablerede del af forskningen indenfor visuel perception. Fx. skrev David Marr (i sin bog fra 1982, Vision), at Gibson havde ret i sin påpegning af miljøets betydning, men at det var for simpelt at beskrive den opsamlingsopgave, som det perceptuelle system stod overfor, som “direkte” i forstand af “uden bearbejdning”. For Marr var informationsopsamling netop en uhyre kompleks informationsbearbejdningsproces, og han fortsatte resten af sin bog med at fremføre sin egen IPA model på dette område.
Problemet er blot, at der faktisk ikke er noget “bare” i Gibsons teori. Det er ikke “bare” opsamling eller “bare” direkte perception”. De redskaber som skal til for at vi kan forstå sammenhængen mellem de tilstedeværende informationer og perceptionen af dem kan dog ikke forstås som “bearbejdninger”, “fortolkninger”, “billeder” eller “modeller” af omverden. Men Gibson er ikke så forfærdelig specifik med den måde som de perceptuelle systemer dannes, formes og udvikles på i relation til de tilstedeværende og organisme-afhængige informationer, og dette har gjort ham sårbar overfor Marrs kritik.
Hvor om alting er, jeg kan anbefale den interesserede at læse Gibsons 1979/1986 bog, og ligeledes 1966-bogen. 1950-bogen bør nok vente til en særlig stund, men der er også mange interessante informationer i denne.
Informationer
Jeg har skrevet om dagens tema andre steder, blandt andet er der et par indlæg på denne hjemmeside, som kan ses her, og i min artikel som er på pensum.
Video
Nedenfor kan ses en film om direkte perception (i 2 dele) som jeg klart vil anbefale. Den varer i alt kun 20 min.:
Del 1:
Del 2:
Direkte perception
Der er forskellige steder i pensum nævnt begrebet “direkte perception”. Til forelæsningen vil jeg med udgangspunkt i Gibson prøve at komme nærmere ind på dette begreb. Det er vigtigt for at kunne forstå den radikalitet hvormed Gibson adskiller sig fra fx informationsprocessering, og for at forstå grundlaget for begrebet affordance.
What is “direct” visual perception? I argue that the seeing of an environment by an observer existing in that environment is direct in that it is not mediated by visual sensations or sense data… Direct perception is not based on having sensations” (Gibson, 1972, p. 215).
I dette citat går Gibson imod stort set hele det samlede etablissement indenfor den tids – og vor tids – kognitionspsykologi. At sige at perception ikke var baseret på at have sansninger virkede (og virker stadig for mange) ligefrem mod-intuitivt. Og at kalde “det andet” for direkte perception gør bare skaden værre. For ikke nok med at Gibson går uden om sansningerne, han går også udenom behovet for, at disse sansninger skal samles, associeres, bearbejdes eller hvad det nu er blevet kaldt. I stedet for – som den etablerede visdom siger – at vi egentlig kun har direkte adgang til verden via sanserne, og derfor egentlig kun kan forholde os til vores model eller konstruktion, så har vi direkte adgang til informationer, som er specifikke for verden.
I artiklen argumenterer Gibson for dette synspunkt, og han peger ligeledes på, hvordan det gør flere af de ældgamle mysterier ligegyldige, da de kun eksisterer, når man tager udgangspunkt i sansningerne for perception. Dybdeperception er det ene af mysterierne, og handler om, hvordan vi fra en to-dimensionel overflade som øjets nethinde kan skabe en 3D model af verden, eller bare kan se verden i tre dimensioner. Dybdeperception er kun et problem, fordi vi antager, at det umiddelbare input på nethinden er grundlaget for perception. Det andet er, hvordan det kan være, at et objekt (borde, stole, blyanter etc.) ikke kommer til at se større ud, når man kommer tættere på og mindre når man fjerner sig fra objektet, til trods for at projektionen på nethinden (“billedet”) forandrer størrelse afhængig af, hvor objektet er. Den traditionelle løsning har været “cues” og “konstruktion”, mens Gibsons løsning er radikal, da han afviser selve grundlaget for problemet.
Uanset hvad man må mene om Gibsons teori, så må man beundrer denne radikalitet og dette snit ind i problemstillingen. Det er for mig at se en af de ypperste akademiske dyder, ikke at acceptere “etableret visdom”, bare fordi der er nogen der siger, at det er sådan, men stille spørgsmål, undersøge og rejse hypoteser som er modige nok til at gå på tværs. Og naturligvis at gøre dette på en kvalificeret måde.
Opgave
Prøv at finde en cafe eller en bænk på en travl dag på strøget/gågaden. Der skal helst være mange mennesker så man er nødt til at klemme sig i mellem hinanden. Prøv nu at iagttage hvordan folk bevæger sig i disse “dynamiske åbninger”. Læg mærke til hvornår deres skuldre drejes, og hvornår de ikke gør. Læg mærke til hvem der drejer skuldrene og hvem der ikke gør. Prøv at tænk over om der er individualpsykologiske forklaringer som kan bruges til at forklare hvem, hvordan og hvorfor folk passerer hinanden (fx introvert-extrovert).
Dagens tekster
Gibson, 1979/1986, kap. 14. er en opsummering af bogen og dens hovedpointer. Der er nogle stykker som er værd at bide mærke i. For det første stiller Gibson skarpt på forskellen mellem hans tilgang og den etablerede (også IPA). For det andet finder man her (s.253-254) Gibsons kritik af hukommelsesområdet, som han finder uklart og lagermetaforen for ligefrem forkert. For det tredje åbner han for en økologisk tilgang til det han kalder ikke-perceptuel opmærksomhed, såsom det at komme i tanke om noget (hukommelse betyder faktisk at komme i hu, som betyder at komme i tanke om), forestillinger, forventninger og en del andre begreber. Det er meget kort, men kan give en ide om hvad han havde i tankerne. Og endelig peger han på betydningen af anden-hånds viden, men også denne type videns underordning i forhold til første-hånds viden.
Vidste du at Gibson i midten af 1930’erne til starten af 50’erne var aktiv indenfor socialpsykologi, med særlig fokus på propaganda? Han blev i følge Ed Reeds biografi om Gibson fra 1987 tilbudt arbejde af OSS, sidenhen CIA, da USA gik med i 2. Verdenskrig, men takkede nej og gik istedet ind i flyvevåbnet.
Til sidst i kapitlet finder man Gibsons meget korte bud på hvordan man kan forstå de øvrige kognitve fænomener, og hvordan det sociale spiller ind.
Trettvik artiklen hører også til affordance forelæsningen, men har sin placering her da den gennemgår dels Gibsons teori og dels en del af kritikken som ofte rettes mod den. Der er også et forsøg på at udvide Gibsons tilgang med “virksomhedsteorien” af Leontjev, og selvom denne teori ikke er central i pensum kan den måske give den interesserede et bud på hvor en økologisk tilgang kunne udvikle sig mod. Gibson har i lighed med mange andre vestligt orienterede psykologer (og filosoffer) et noget løst syn på hvad aktivitet egentlig er for en størrelse. For en bedre teoretisk ramme for dette begreb vender vi os mod bl.a. Leontjev som differentierer mellem forskellige typer af aktivitet. Operation, handling og virksomhed. Dette knyttes så til affordance. Man kan også kritisere Gibson for at have et lidt firkantet syn på skellet mellem natur og kultur, hvor han mener at de kulturskabte objekter blot er en forlængelse af de naturlige, og at man derfor ikke bør skelne mellem natur og kultur. Mod dette kan man argumentere for at kulturelle objekter adskiller sig netop ved at de har en intentionel karakter som giver dem nogle “kanoniske” affordances. Dvs. at der er objekter i vores verden som vi ikke blot kan noget med, men hvor vores aktivitet også formes af hvad vi skal eller bør gøre. Det er altså en artikel som forsøger at udvide Gibsons teori via en bedre forståelse af aktivitetsbegrebet og en nuanceret forståelse af natur-kultur skellet.
Hvis du har spørgsmål eller kommentarer til noget af ovenstående eller dagens forelæsning, så er du meget velkommen til at skrive dem i kommentar-feltet nedenfor. Jeg svarer så hurtigt som muligt.