Den økologiske tilgang til psykologi, eller nogle gange bare “økologisk psykologi”, finder sit udspring hos James Jerome Gibson, som brugte en stor del af sit liv og karriere på at formulere et alternativ til den almindelige mentalistisk orienterede del af psykologien, og i særdeleshed perceptionspsykologi. Når jeg skriver “mentalistisk”, så mener jeg de teorier, som tager udgangspunkt i psykisk aktivitet som noget indre, gerne mere eller mindre løsrevet fra den omverden hvor aktiviteten udspiller sig i. Den økologiske tilgang til psykologi tager derimod udgangspunkt i en forståelse af det miljø, mennesker lever i, og forstår forskellige psykiske fænomener som noget, der udspiller sig i relationerne mellem os og vores omverden. Det betyder ikke, at der ikke sker noget inden i os (som i “indre”), men at hvis vi fokuserer på dette “indre” uden at forstå, hvad det “indre” er inde i, så kan vi ikke udvikle vores forståelse af menneskelig psyke.

Om en økologiske tilgang^[1]Der findes andre økologiske tilgange, men dem kan man læse lidt om her. er en bedre måde at anskue psykologiske fænomener eller ej på, afhænger formentlig af øjnene, som ser(!), men det er nok en kendsgerning, at dens udbredelse er, og har været, ret begrænset. I en kommentar til en nekrolog over Ulric Neisser faldt jeg over en interessant bemærkning, hvor en person skrev, at Neisser måske var blevet lokket ned af en blindgyde af Gibson. Argumentet var, at kigger man på det eksperimentelle arbejde, som udføres og rapporteres i tidsskrifter så som Cognition, Journal of Experimental Psychology, Cognitive Psychology og andre, så er udgangspunktet i høj grad “mental repræsentationsorienteret” snarere end “gibsoniansk”.
En knærefleks fra en paradigmatiker (men ikke dogmatiker) som mig er at indvende, at det er jo klart og selvopfyldende, da langt de fleste tidsskrifters generelle orientering er mental repræsentationsorienteret, dvs. mentalistisk, og derfor selekterer artikler af samme grundantagelses-observans. Og ligeledes at videnskabelige teoriers og resultaters sandhedsværdi jo ikke kan måles som en popularitetskonkurrence.

En afvisning af argumentet er dog ikke det samme som, at argumentet er afvist. For udbredelsen er jo begrænset. Og kunne det ikke være, fordi den er “forkert” eller i hvert fald begrænset? I princippet jo, det gælder jo for alle teorier, i praksis er det dog ofte svært at evaluere videnskabelige teorier på kortere baner. Der findes ingen undersøgelser – mig bekendt – som falsificerer de grundlæggende påstande i den økologiske tilgang. Der findes mange argumenter, men de fleste baserer sig enten på misforståelser eller et andet aksiomatisk udgangspunkt (et andet paradigme). Den praktiske anvendelse af den økologiske tilgang er ligeledes begrænset, men denne begrænsning skyldes ikke nødvendigvis, at tilgangen er af begrænset brugbarhed, men måske at udøverne er begrænset i antal.

Hvis den økologiske tilgang til psykologi faktisk er et “bedre” forklarings- og grundlagsudgangspunkt end den traditionelle informationsbearbejdningstilgang, hvorfor er det så ikke den, der skrives grundbøger ud fra, og som udgør det, vi kunne kalde “mainstream” kognitionspsykologi eller et fundament for en sådan? Hvorfor er det ikke den økologiske tilgang, som er det nyeste indenfor kognitionsforskningen? Det er faktisk et godt spørgsmål, og svaret er som sædvanlig et komplekst et. Jeg mener dog, at hovedårsagen falder i tre kategorier: Hjerneforskning, Postmodernisme og Indadvendthed. Nedenfor vil jeg behandle disse, men først starter vi med en kort historisk introduktion for at sætte scenen til den efterfølgende argumentation.

Kort historisk blik:

Udforskningen af hjernen har været noget, som har haft psykologiens interessere i mange år, og langt de fleste psykologiske tilgange gennem tiderne har forholdt sig til centralnervesystemet og dets øverste etage på en eller anden måde. En mulig undtagelse er nok Skinners udgave af behaviorismen, men det lader vi ligge for nu.
Hixon symposiet i 1948 hed “Cerebral Mechanisms in Behavior“, og Hixon symposiet er interessant, fordi det ofte markeres som “fødetidspunktet” for den “kognitive revolution”^[2]George Miller (2003) peger dog på årstallet 1956 som tidspunktet for den såkaldte kognitive revolte og stedet som MITs afholdelse af “the Symposium on Information Theory” (se også … Continue reading. Her løsrev de gode kognitivister sig fra de onde behavioristers åg, og kastede den sorte boks op på guillotine for ikke at se sig tilbage (naturligvis en slags historisk revisionisme (se Leahey, 1992), men store mænd (m/k) kræver ofte store bevægelser, særligt i deres minder).

Computeren

Det, der skete efterfølgende, var, at computeren som teknologisk ny-opfindelse – med ophav fra bl.a. Flowers, Turing og von Neumann og succesen som kodebryder i 2. Verdenskrig – blev den gældende model for psykologi (i hvert fald indenfor kognitionspsykologi). Hjernen var hardware, og de mentale fænomener var software^[3]I starten var kognitionspsykologerne ikke voldsomt interesserede i hjernen, da det var de bagvedliggende “programmer” som var vigtige. Hjernen var et mere eller mindre tilfældigt stykke … Continue reading. Information var kodede signaler som kom ind, blev afkodet af behandlingssystemet, og sendt til en output-mekanisme. Dette kunne beskrives som simple modeller, da psyken kunne forstås kumulativt, hvilket vil sige, at man kan bryde den psykologiske kompleksitet ned til delkomponenter, indtil man finder en mindste analyseenhed – en grundkomponent, og her fra kan man så samle disse grundkomponenter i større komplekser. Hvis læseren kender lidt til programmering, så kan man tænke på den måde, som funktioner kan løsrives fra og indsættes i det overordnede program på.

Dette “paradigme” blev der arbejdet livligt ud fra i 1950’erne og op til 80’erne, og det var bestemt ingen skam at sige offentligt, at computeren var en metafor for den måde, man kunne forstå menneskelig erkendelse på. Ja faktisk finder man nogen som ikke engang anså det som en metafor, men som to sider af samme sag.

Parallelt med denne udvikling finder vi blandt andet udviklingen af den økologiske tilgang til psykologi. Den er ikke – som nogen ind i mellem tror – en reaktion på informationsbearbejdningsparadigmet, men snarere et tilsvarende og parallelt udformet forsøg på at adressere de begrænsninger, som behaviorismen (i generel forstand) og tidligere tiders psykologiske og filosofiske tilgange havde sat op for fænomener som perception, hukommelse, socialitet etc. Forskellen er naturligvis, at Gibson ikke gav meget for computer-løsningen, som han anså for at være en videreførsel af alt det, som var galt med behaviorisme, særligt S-R (Stimulus-Respons) modellen, og alt det som var galt med tidligere tiders teorier, særligt den sansebaserede tilgang (fx Johannes Müller), mentalismen (fx von Helmholtz ubevidste slutninger) og dobbeltverdenshypotesen (fx mentale repræsentationer).

Og nu er det så vi nærmer os det første led i svaret på det indledende spørgsmål, for i 1970’erne virker det som om, at en vis uro breder sig i rækkerne af computer-folket i psykologi, kognitivisterne. Her vil jeg nævne fire kendte skikkelser indenfor kognitionspsykologi, som muligvis ikke er så kendte i dag, som de burde være, men dengang var anerkendte indenfor deres respektive felter: Jenkins, Neisser, Haber og Shepard.

Jenkins

Den første jeg vil nævne er James J. Jenkins, som skrev sig ind i psykologiens historie med sin klassiske artikel fra 1974: “Remember That Old Theory of Memory? Well, Forget It!” Hvis du læser psykologi, så er det et must read, også selvom den i dag måske virker lidt gammel. Hvorfor det? Artiklen er (ud over at være fantastisk navngivet) et sjældent eksempel på en allerede anerkendt skikkelse indenfor bl.a. sprogområdet, som sadler om, da resultaterne er begrænsede. Jenkins døde i 2012, og i en nekrolog af Foss & Overmier (2013) skriver de; “Later, J. J. Gibson influenced his approach to speech perception. Jenkins sought the structural invariants in the acoustic stimuli that allow one to perceive a particular vowel despite enormous variation in the physical signal” (Foss & Overmier, 2013, p. 400). Denne tilgang kaldte han i 1974 kontekstuel funktionalisme. Jenkins bryder ikke klart med den klassiske tænkning, men han har svært ved at komme videre med den, og inspireres så af den økologiske tilgang til at tilpasse sine teoretiske antagelser.

Neisser

Den anden er Ulric Neisser, som i 1967 skrev Cognitive Psychology, – bogen som på mange måder siden er blevet udgangspunktet for stort set alle andre lærebøger indenfor kognitionspsykologi. Den blev en øjeblikkelig succes, og et eksempel på hvor informationsbearbejdningsorienteret Neisser var, kan findes i denne formulering på side 3 i hans bog:

“…we have no direct immediate access to the world, nor to any of its properties….Whatever we know of reality has been mediated, not only by the organ of sense but by complex systems which interpret and reinterpret sensory information.” (Neisser, 1967, p. 3, original fremhævning).

Denne slags formuleringer kunne man såmænd sagtens finde i dag i artikler og bøger. Neisser har senere beskrevet, at bogens succes gav ham en vis uro, da han tænkte, at noget som blev populært og anerkendt af alle, nok ikke var særlig korrekt.
En anden ting Neisser også blev kendt for i samme bog var at navngive den postulerede første bearbejdningsproces af det visuelle indtryk. Denne visuelle buffer var blevet formuleret af Sperling i 1960, og Neisser gav det navnet “ikon” eller “ikonografisk lagring”. Dette begreb bliver behandlet lidt videre i historien nedenfor om Ralph Haber. Neisser er i øvrigt også kendt som “The Father of Cognitive Psychology“.
I 1976 udgav Neisser “Cognition and Reality“, en bog som på nogle områder har rødder i informationsbearbejdningstilgangen, men som samtidig bryder markant med denne og med den tidligere bog. Siden grundlagde han feltet hverdagshukommelse i et forsøg på, som han selv har sagt (i et interview fra 90’erne) at gøre det for hukommelsesområdet, som Gibson havde gjort for perception.

Haber

Den tredje jeg vil nævne er Ralph Haber, som i 1960’erne og 70’erne var aktiv indenfor perception og hukommelse. I 1969 var han redaktør på en bog med titlen “Information Processing Approaches to Visual Perception“, og 1973 udgav han sammen med Hershenson en grundbog i visuel perception (“The Psychology of Visual Perception“) – faktisk en udmærket grundbog, hvor sympatierne for informationsbearbejdningsteorierne også kommer klart til syne. Kort sagt, Haber var en del af det etablerede miljø omkring perception og hukommelse.
I 1983 kom en artikel, “The impending demise of the icon: The role of iconic processes in information processing theories of perception“. Her i argumenterede Haber for, at man uden de store problemer kunne undvære et begreb som visuel buffer eller ikonografisk lager, og i stedet forstå perception hen i retning af den økologiske tilgang. Dette var både en våd handske i hovedet på informationsprocessering og på hukommelsesfolket og der fulgte en kortvarig og heftig diskussion. Morsomt, men ikke mærkeligt, nok så blev hans “angreb” på ikonografisk lagring bifaldet af selveste Neisser (1983).
Haber konkluderede i en af de følgende artikler at: “There is no template, at least not at the level of the film frame, or the projected light to the eye. Therefore, there can be no advantage of extending the effective duration of any frame visa-vis the next frame. No place here for an icon.” (Haber, 1985, p. 378). Dette er så tæt på en krigserklæring, som man kommer i psykologi. Og hvis man kender lidt til nogle af de “fortællinger”, som psykologer har om særligt visuel perception, så vil man kunne se, at den rammer i solar plexus (film-metaforen er en efterfølger af kamera-metaforen). I hvilket omfang Haber egentlig argumenterer for en økologisk tilgang er ikke helt klart, men han er på dette tidspunkt ganske enkelt på vej væk fra nogle af de grundlæggende antagelser indenfor kognitionspsykologi. Efterfølgende trak Haber sig væk fra denne akademiske diskussion og har tilsyneladende siden helliget sig sit arbejde indenfor kriminalteknik så som øjenvidner og fingeraftryk (http://www.humanfactorsconsultants.com/).

Shepard

Den sidste jeg vil nævne er Roger Shepard. Shepard er nok en af de psykologer, som har haft en helt særlig betydning og status for kognitionspsykologi og særligt hukommelse og perception. Hans arbejde med genkendelse af lighed mellem spatiale former i 1960’erne førte ham over til hans helt særlige – og ret godt tænkte – eksperiment indenfor det, som blev kendt som “mental rotation”. Sammen med Jacqueline Metzler lavede han en serie af eksperimenter (opr. 1969), hvor folk fik præsenteret to tegninger af klodsfigurer, som lignede hinanden, men som enten afveg ved at være forskellig i rotationsgrad eller ved at være spejlede omkring en midterakse. Figurerne, som var forskellig i rotationsgrad, kunne (hvis de havde været “virkelige” figurer) roteres, så de var sammenfaldende (eller “ens”), mens figurer, som var spejlvendte, ikke kunne (og var “forskellige”). Det viste sig, at der var en reaktionstidsforskel mellem genkendelsen af de figurer, som havde en rotationsforskel, der var ligefrem proportionel med vinkelafvigelsen. Sagt på en anden måde, jo mere figurerne skulle roteres “i virkeligheden” for at matche hinanden, jo længere tid tog det at genkende dem som ens. Dette er blevet tolket som, at man “mentalt” roterer objekter, der er “analog” til den måde, vi i “virkeligheden” ville rotere et objekt, så vinkelforskellen mellem et andet objekt bliver nul. Tænk på to stole, hvor den ene står i en 90 graders vinkel i forhold til den anden. Ideen er, at det tager længere tid at rotere denne stol, så forskellen er nul, end hvis vinkelforskellen fx havde været 45 grader. Jo større vinkelforskellen er, jo længere tid tager det (alt andet lige) at rotere objektet omkring en akse, så det er kongruent med dets sammenligningsgrundlag.
Studiet er så klassisk i dag, at hvis du ikke kender det, så skynd dig at finde det og læs op på det. Se for eksempel her for en leksikon-gennemgang og her for en original artikel. Selvom interessen for de såkaldte “mentale billeder” har en lang historie bag sig, så revitaliserede Shepard interessen, og lagde et fundament for kognitionspsykologi med eksplicit udgangspunkt i “mentale repræsentationer”, som strukturer der er analoge til de billeder, man kigger på. For at nævne mig selv i samme afsnit som Shepard, så var mit eget ph.d. projekt en undersøgelse af om denne proportionelle sammenhæng, som Shepard fandt, også ville gælde, når vi brugte faktiske (“virkelige”) figurer frem for billeder af samme (der var forskelle, som synes vanskeligt at forklare indenfor standardparadigmet). Samtidig og i forlængelse af Shepards “mentale rotationsundersøgelser” var Stephen Kosslyn en meget aktiv figur. Og i Danmark havde vi Axel Larsen og Claus Bundesen fra Københavns Universitet, som havde en template matching teori, de fremlagde midt i halvfjerdserne, som et forsøg på at forklare eller beskrive “objektgenkendelse” og mental rotation. Og der er talrige eksperimenter, som siden er lavet over den skabelon, som Shepard & Metzler med deres eksperiment fremsatte.

Hvad har alt det nu med den økologiske tilgang at gøre? Jo, for selvom Shepard er den her store kanon, og selvom han har inspireret feltet, og selvom feltet drev i retning af en algoritme-orienteret forståelse og en computertolkning af fænomenet, så skrev Roger Shepard faktisk omkring 1985 en artikel, hvor han forsøgte at forene informationsbearbejdningsteori og den empiri han selv havde lavet med den økologiske tilgang. Mig bekendt fik det ikke nogen stor betydning, men der var i følge Shepard åbenbart noget som manglede i de traditionelle teorier, som han (i lighed med Jenkins, Neisser og Haber) forsøgte at skule over til den økologiske tilgang efter.

Hjerneforskning:

Alt dette for at argumentere for, at der var personligheder indenfor informationsbearbejdningstilgangen (eller som Fodor & Pylyshyn i 1981 kaldte det; “the Establishment”) i 1970’erne og i 80’erne som ikke var tilfredse med de eksisterende modeller, og bl.a. kiggede over mod det alternativ, som Gibson havde præsenteret. Så hvad skete der?

Hjernen skete. Hvad betyder det? For nu at gøre en allerede alt for lang historie meget kort, så er der et sammenfald med udviklingen af teknologier til at undersøge hjernen og det tabte fokus på den økologiske tilgang. Særligt udviklingen af MRI teknologien i 1980’erne og BOLD signalet (indenfor fMRI) i 1990’erne kan ses som et interessant sammenfald. De, som var utilfredse med computermetaforen og det herskende paradigme, gled enten ud af billedet, eller lavede deres eget forskningsfelt (fx Neisser og hverdagshukommelse med mere kvalitative in vivo metoder). Resten sprang over på hjerne-forklaringer. Det ser man hos Kosslyn, som midt 80’er skifter fokus i sine forklaringer, og hos Larsen og Bundesen som i stigende grad leder efter det neurale korrelat på deres template-teori i slut 80’erne. Lærebøger indenfor områder som perception og kognition er også i stigende grad blevet fyldt med viden om de fysiologiske og neurologiske processer i hjernen, og et område som evolutionær psykologi får en vis status, selvom forklaringsværdien ind i mellem er noget tyndbenet ammestuesnak. ^[4]Ikke at der ikke er noget i evolutionær psykologi, præmissen kan såmænd være rigtig nok, men det er i øjeblikket lidt et cirkustelt. Prøv at kigge lidt på diskussionen på science20.com. … Continue reading

Min hypotese, som alt det ovenstående bygger op til, er derfor, at den utilfredshed med informationsbearbejdningsmodellerne, som lurede på det tidspunkt, blev erstattet, – ikke af et alternativt paradigme – men af en alternativ metodik og nomenklatur. De grundlæggende antagelser i informationsbearbejdningstilgangen er stort set bevaret intakt i den moderne neuropsykologiske tilgang til de kognitionspsykologiske fænomener. Det er den samme stimulus-respons model, som behavioristerne i sin tid anvendte, og som “kognitivisterne” blot åbnede med et “o” i midten, men ikke ændrede fundamentalt ved. Det er den samme antagelse om den passive modtager og den aktive tænker, som har rødder tilbage i tusinde års filosofi, og som hele Gibsons tilgang forsøger at bryde med. Det er den samme kritikløse anvendelse af billeder som objekter, af eksperimentelle situationer hvor det relevante er bortabstraheret og af tolkninger på eksperimentelle situationer udover datagrundlaget, som vi altid har haft. Hjerneforskningen har bidraget med enorme fremskridt indenfor lægevidenskaben, men min påstand er, at dens bidrag indenfor kognitionspsykologi har været begrænset, ja endog på visse områder direkte skadelig, teoretisk udviklingsmæssigt set.

Postmodernisme

Dette er ikke tænkt som hverken en historisk redegørelse for eller et angreb på postmodernisme. Ultrakort, så kommer postmodernisme i psykologi nok særligt til udtryk indenfor det socialpsykologiske og pædagogiske område, men det kan også bare være mig, der er fordomsfuld. På mange måder er der en lang række sympatiske ting i postmodernismen, hvis man ser den som en slags “kultur-kritik”, dvs. en kritik af den fastlåste og ind i mellem ensidige videnskabsforståelse, som ligger hen over meget vestlig videnskab. Den bygger både på en rimelig filosofisk kritik af objektivisme og af en relevant metodekritik af operationalisme.

Desværre er løsningen ofte værre en problemet, og med postmodernisme har jeg ofte fornemmelsen af at stå med den gamle lægevittighed om, at operationen var en succes, men patienten desværre døde. Den har i dag udviklet sig på visse områder socialt relativistisk, anti-realistisk, snævert metode-fænomenologisk og  a- eller uteoretisk. Den kryber ind i forskellige forklædninger i psykologi, fx som narrativ terapi, “fortællinger” og det relative sandhedsbegreb. Den har stjålet Vygotsky, Piaget og til dels Mead, selvom de efter min bedste overbevisning intet har med den moderne form for forståelse af sociale strukturer at gøre. Det kan der spindes en lang ende på, og den som måtte have interesse i at læse om postmodernisme kan starte med at læse Ian Hackings bog “The Social Construction of What?” (Hacking, 1999). Skulle man ønske at læse en af de originale prædikanter, så kig over mod Kenneth Gergens form for socialkonstruktivisme. Men giv agt, der vil være miner forud.

Nå, men hvordan kan det have noget med den økologiske tilgang at gøre? Analysen her er lidt den samme som i ovenstående. Der er uro i geledderne, hvilket giver mulighed for et paradigme-skift. I dette tilfælde er post-modernisterne dog ikke en forlængelse af de gamle paradigmer, som skiftet fra informations-processering til hjerne basalt set er. I stedet er det en næsten total afvisning af det, som gør videnskab til videnskab, nemlig at vi undersøger en verden, og forsøger at aftvinge den sine hemmeligheder. Nu findes der mange varianter af forskellige såkaldte postmoderne skoler, og selv indenfor socialkonstruktivisme kan vi finde flere forskellige variationer. Hacking (op.cit) skriver på den baggrund, at det er vigtigt at spørge, hvad det er en social konstruktion af . En overordnet ting, som de fleste “konstruktionister” tilsyneladende deler, er, som Hacking skriver: “Constructionists tend to maintain that classifications are not determined by how the world is, but are convient ways in which to represent it.” (1999, p. 33).

Problemet med de forskellige postmoderne eller socialkonstruktivistiske “skoler” er ikke at de eksisterede, eller for den sags skyld at de som i det foregående fik særligt vind i sejlene på et tidspunkt i historien. Problemet er snarere at de kanaliserede alt den rimelige kritik, metodisk, teoretisk og filosofisk, ud i en masse snak om ingenting. De har afledt opmærksomheden fra de problemer som blandt andet både psykologien og sociologien står i, og har ikke bidraget positivt til en mere holdbar løsning.

Indadvendthed

Den sidste grund, jeg her vil nævne til, at den økologiske tilgang ikke er mere udbredt end den er i dag, er, at der hersker en vis grad af indadvendthed hos forskerne her. De (vi?) har deres eget tidsskrift (Ecological Psychology), de har deres egen konference (ISEP) og forskningsområderne er ofte meget tekniske både teoretisk og anvendelsesmæssigt. Dette er ikke ment som en kritik af mine fag- og meningsfæller, men snarere en konstatering af at der har været en mangel på forsøg på bredere fokus og kommunikation. Der findes fx stadig ingen grundbog om den økologiske tilgang, som kan fungere som en introduktion til de forståelser og den forskning der eksisterer. Jeg kunne jo selv skrive en, og har da også haft alle mulige planer, men det er stadig ude i fremtiden. Denne hjemmeside opstod faktisk for snart 8 år siden, som et forsøg på at lave en mere læsevenlig indgang til Gibsons ideer. Den gang var der ikke andre, mig bekendt, men siden er der kommet et par stykker. Fx kan jeg anbefale denne blog, som på mange måder gør det, jeg i sin tid drømte om, nemlig forklarer og engagerer læseren i problemstillinger og forståelser om psykologi ud fra en økologisk tilgang. Der er også kommet en youtube kanal med fantastiske klip, som også klart kan anbefales. Så noget tyder på, at den økologiske tilgangs udøvere er på vej ud fra hjørnet. Vi mangler stadig at engagere os i problemstillinger, som er andet end perception og bevægelse, hvor størstedelen af fokus har ligget. Jeg mener bestemt, at disse to størrelser er af fundamental vigtighed, og viden om disse er absolut nødvendig for at kunne forstå psykiske fænomener. Men imens vi roder med dette kører resten af psykologien afsted og måske fra os, da psykologer generelt interesserer sig lige omkring nul for perception. Og hvis de gør, så skal det helst være som party-tricks, snydekunst og hurtige betegnelser.

Alt dette må desværre medføre den lidt hårde konklusion, at den økologiske tilgangs egne udøvere, mig selv i blandt, er kravlet lidt op i elfenbenstårnet. Det betyder ikke, at der ikke har været anerkendelse af nogle af forskernes arbejde. Fx fik Eleanor J. Gibson i 1992 The President’s National Medal of Science: “For her conceptual insights in developing a theory of perceptual learning; and for achieving a deeper understanding of perceptual development in children and basic processes in reading.” Og Michael T. Turvey fik i 2011 Society of Experimental Psychologists Lifetime Achievement Award for sit eksperimentelle arbejde. Og der er sikkert andre priser for andre præstationer til andre dygtige forskere indenfor denne tilgang.
Alligevel er det min påstand, at den økologiske tilgang stort set er ukendt blandt psykologer, at det er de færreste psykologer, som kender til, at der er et alternativ til de filosofiske og psykologiske tåger, de har tillært sig, og at mange af dem, som erklærer, at de “kender til Gibson”, men er “uenige”, faktisk ikke har læst noget originalt indenfor tilgangen, men kun gengiver grundbøger skrevet indenfor de traditionelle paradigmers selvforståelse. Det er svært at føre en kvalificeret diskussion mod uvidenhed, men skylden for dette må falde tilbage på egne skuldre. Vi har ikke formået at skabe grundlaget for viden, og vi har ikke formået at tage diskussionen udenfor vores egen bekvemmelighedszone.

Afslutning

Gibsons bog The Ecological Approach to Visual Perception udkom i 1979, samme år som han døde. I et review fra 1980 af bogen opsummerer Frank Restle Gibsons bog således:

As you read Gibson’s book, you slowly realize that the psychology of perception from computer analogies is really terribly old. Computers are programmed on the basis of a “common sense” interpretation of human mental processes, and this consists largely of theories of the late 19th century. These old ideas are warmed over and served up with complicated modern technology. Gibson’s ideas, human and nontechnical as they are, are a whole generation ahead of most of cognitive psychology. (Restle, 1980, p. ??, min fremhævning)

Vi er nu lidt mere en generation siden Gibsons sidste bog, og selvom den økologiske tilgang har haft en vis gennemslagskraft et par steder, så som HCI og lidt indenfor robotforskning, så er mainstream psykologi og kognitionspsykologi mere eller mindre uforandret.