Den økologiske tilgang til psykologi

Historisk set er der flere som med rette kan påberåbe sig titlen som “fader” for navnet økologisk psykologi. Kurt Lewin, Egon Brunswik, Roger Barker og Urie Bronfenbrenner bare for at nævne de mest markante. Men her vil det primære afsæt være at finde i James J. Gibsons økologiske tilgang til perceptionspsykologi (og psykologi mere bredt), og forsøge dels at forklare aspekter af teorien og dels at kaste mig ud i forsøgsvise udvidelser af den.

Den økologiske tilgang med dette afsæt har sit eget tidsskrift – Ecological Psychology. Personligt synes jeg, at det er lidt en “fejl-navngivning” i det den økologiske tilgang som sådan ikke er et særligt område af psykologien, såsom udviklingspsykologi eller kognitionspsykologi, men en særlig måde at forstå psykologiens fænomener på. Jeg tror også, at det var derfor Gibson kaldte sin sidste bog “The Ecological Approach to Visual Perception” og ikke “The Ecological Psychology of…” eller noget i den stil. Jeg må dog tilstå, at jeg ikke selv er helt konsistent i at undgå “økologisk psykologi” som betegnelse for tilgang, da det ind i mellem virker lidt omstændeligt at skulle skrive “den økologisk tilgang til psykologi”, hvilket dog ville være det korrekte, som jeg ser det.

Den økologiske tilgang bliver nogle gange knyttet til “environmental psychology”, som muligvis er et særligt subfelt (hen i retning af socialpsykologi eller måske snarere en selvstændig “interaktionspsykologi”), men jeg mener, at den økologiske tilgangs rækkevidde er bredere end “blot” miljø og interaktion, omend det er et nødvendigt udgangspunkt for en korrekt teoretisk forståelse. Den økologiske tilgang er et særligt perspektiv på, hvordan vi skal forstå perception, hukommelse, tanker, fantasier, interaktion, socialitet, identitet, moral, liv, emotioner, terapi etc. Kort sagt, det er mere et “mind set”, end det er et specifikt fænomenområde. Flere af de ovennævnte områder er overhovedet ikke behandlet af den nuværende teoretiske profil, få er der kun startet på, og kun et kan siges at være den økologiske tilgangs “højborg”, nemlig perceptionsområdet. Men det skal jo ikke holde os tilbage, hverken fra at diskutere den økologiske tilgang eller at gisne om hvordan andre fænomener vil kunne betragtes med en økologisk optik.

Udgangspunktet for den økologiske tilgang er dog værd at slå fast med Gibsons egne ord:

The fact is worth remembering because it is often neglected that the words animals and environment make an inseperable pair. Each term implies the other. No animal could exist without an environment surrounding it. Equally, although not as obvious, an environment implies an animal (or at least an organism) to be surrounded. – Gibson, 1979/1986, p. 8

I disse tider med det meget store fokus indenfor psykologien på hjernen er det også værd at være opmærksom på, at Gibson mente, at der var forskellige beskrivelsesniveauer, man kunne anlægge på verden, og at psykologien havde sit helt eget:

The world can be described at different levels, and one can choose which level to begin with. Biology begins with the division between the nonliving and the living. But psychology begins with the division between the inanimate and the animate, and this is where we choose to begin. The animals themselves can be divided in different ways. Zoology classifies them by heredity and anatomy, by phylum, class, order, genus, and species, but psychology can classify them by their way of life, as predatory or preyed upon, terrestrial or aquatic, crawling or walking, flying or nonflying, and arboreal or ground-living. We are more interested in ways of life than in heredity. – Gibson, 1979/1986, p. 7

Sagt med egne ord, fokusset på hjernen er moderne, spændende og banebrydende, men det er sekundært for en forståelse af de psykologiske fænomener. At noget er sekundært gør det ikke uvæsentligt, det gør blot, at det ikke er en tilstrækkelig forklaringsramme for at forstå disse fænomener. Jeg er derfor yderst skeptisk overfor rent fysiologiske forklaringer på noget, der er eller synes at være psykologiske fænomener, så som oplevelser, interaktion, følelser og tanker eller depressioner, tvangstanker og skizofreni.

Psyke og soma er to sider af samme sag, forklaringer på samme fænomen men med forskelligt udgangspunkt. Psyke og soma “interagerer” ikke, det er Cartesiansk nonsense, hvor det materielle og bevidstheden er to forskellige sager som så skal “tale” sammen. Vi har i psykologi ikke brug for hverken dualisme eller monisme (reduktion til den ene side). Filosofisk set er der meget at hente hos folk som William James, John Dewey og Merleau Ponty.

Nå, men læs selv i de forskellige indlæg og skriv gerne, hvis du har bemærkninger, uenigheder, spørgsmål eller andet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *