Dette indlæg har efterhånden en del år på bagen og er skrevet i en anden sammenhæng, men kan måske bringe relevante informationer på banen. Det er ikke helt færdigt, da der stadig mangler noget om repræsentationer. Det er dog langt nok allerede, så god fornøjelse:
Kritikken
En meget populær kritik af Gibsons økologiske tilgang er, at den afviser hukommelse og repræsentation (Eysenck & Keane, 1995; Bruce et al., 1996; se også Bickhard & Richie, 1983 for et review over denne kritik). På den baggrund mener modstandere af den økologiske tilgang, at teorien i bedste fald har et meget begrænset fokus, og at den ikke kan bruges i en bredere sammenhæng. Det, der særligt falder kritikerne for brystet, er, at Gibson mener, at perception i almindelighed er direkte og derfor uformidlet af en mellemliggende informations-processering af stimulus.
Det er almindeligt, siden Marr (1982) gjorde det, at anerkende, at Gibson gjorde ret i at flytte noget af fokus væk fra bearbejdningen i hjernen og ud til miljøet, men at Gibson overgjorde det. Der er visse strukturer i det lys, der når øjet, som begrænser stimulus’s potentielle vilkårlighed, men dette til trods er informationen i lyset ikke tilstrækkelig specifik til at kunne udgøre en perceptuel oplevelse af verden. Det er altså nødvendigt enten at berige stimulus med yderligere viden, som i “top-down” processering (~ rationalisme), eller at bearbejde stimulus på en særlig lovmæssig måde, som i “bottom-up” processering (~ empirisme). Her er hukommelse og repræsentation særligt vigtig, da disse to begreber anvendes til at knytte verden sammen på den måde, hvorpå den skal knyttes sammen. I en “bottom-up” bliver det nødvendigt at huske de fortløbende momentane stimuleringer, ligesom man lagrer tal i en lommeregner, før man trykker på lighedstegnet. I en “top-down” bliver det nødvendigt at stimuli matches til forskellige repræsentationer for at give mening for individet.
Det er ikke stedet her til at diskutere de forskellige filosofiske implikationer og komplikationer som disse to tilgange giver, dette er blevet behandlet i filosofien gennem de seneste 3000 år. Mammen (1989) peger på solipsisme som en konsekvens, og en anden konsekvens kunne være fysiologisk reduktionisme. Det vigtige her er, at begge tilgange (“bottom-up” og “top-down”) tager først stimulus rigtig alvorlig, når det rammer en receptorflade. Dvs. at den bagvedliggende model er en grundlæggende stimulus-respons model, dog med den tilføjelse, at der ligger noget imellem S og R, nemlig nogle mellemliggende variabler eller repræsentationer. Dette er naturligvis et karikeret billede af et meget broget og divergent teoretisk felt, og er ikke ment som en kritik af enkelte teorier, men en måde at forstå den kritik som ofte rettes mod den økologiske tilgang.
S-R eller ej?
Hvad betyder det nu for Gibsons teori? Det betyder, at det vi har med at gøre egentlig er en grundlagsstridighed og ikke en empirisk strid i sit udgangspunkt. Er S-R/S-O-R en god model for en given organismes aktivitet i dets miljø, eller skal der en alternativ model til, og i givet fald hvilken? Gibson afviser eksplicit mange gange S-R/S-O-R modellen, og i dets sted prøver han at sætte en model, der tager udgangspunkt i dyrets aktivitet, særligt som det kommer til udtryk i den perceptuelle aktivitet. At se, høre, føle, lugte og smage er ikke en passiv stimulering af forskellige sanser, der bliver til en indre konstruktion af verden, men er en aktivitet i den verden, hvori dyret rent faktisk befinder sig. Det er derfor forskellige typer af perceptuelle systemer, som er tunet ind på særligt meningsgivende informationer i verden (egentlig; dyrets miljø), og som resonerer til særlige typer af vedvarende strukturer i et kontinuert foranderligt stimulusmønster.
For at sige det på semi-dansk, dyret er i kontakt med sin verden gennem sin aktivitet, og dette er muligt, fordi verden er heterogen og organiseret på en særlig og specifik måde. Da det lys, der når en iagttager, som ser på et udsnit af verden, er tilbagekastet fra verden, tager det form eller struktur efter verden. Den orden, der er i verden, er derfor også på sin vis i det lys, der kastes tilbage (det indfaldende lys vs. det tilbagekastede lys), og som omgiver iagttageren (“ambient optic array”). Så langt, så godt. Her er disputten så, om denne struktur eller orden, som er i lyset, og som iagttageren samler op, er tilstrækkelig til at specificere verden på en måde, så vi kan tale om, at vi perciperer verden direkte.
Men hvad så med da Vinci?
Kritikerne vil mene, at det er den ikke, og komme med eksperimenter og eksempler på objekter i verden, som ikke er tilstrækkeligt specificeret i den ambiente optiske orden. Et eksempel kunne være et maleri af da Vinci (jf. Bruce et al., 1996, p.374), hvor lyset i sig selv ikke indeholder tilstrækkelig information til at specificere maleriet som et da Vinci maleri. Det kan også være at informationerne er flertydige, som i en lang række illusioner, og at perceptionen derfor ikke er sand. Man skal vide, at længderne er lige lange i en Müller-Lyer illusion, for den ene side ser længere ud end den anden, og man skal vide, at pinden ikke er knækket, når man stikker den halvt ned i vand, for den ser ud, som om den er det. Når perceptionen ikke i alle tilfælde er sand, hvordan kan vi så være sikre på, at den nogensinde er det? Dette kan vi ved at holde perceptionen op mod en indre model eller repræsentation, som har vist sin duelighed, og derfor kan perception ikke være direkte.
Der er typisk to reaktioner fra den økologiske tilgang mod denne type argumenter, det ene er at eksemplerne er sociale objekter og derfor særligt menneskelige, og at Gibsons teori er en teori der tager sit udgangspunkt i alle dyr. Marsvinet er nok ligeglad med, om det er et da Vinci maleri eller ej. Dette argument gælder dog ikke for den pinden-i-vandet-ser-knækket-ud-illusionen.
Den anden reaktion er, at den økologiske tilgang ikke rigtig er interesseret i om vi ser “verden som den virkelig er”, eller den “sande” verden (veridikalitetsproblemet i perception). Det, vi ser, er verden, som vi ser den. Dette er naturligvis en tautologi, og peger kun på, hvad indholdet af informationerne i verden egentlig er for en størrelse. I den klassiske teori er det mere eller mindre meningsløse stimuli, der stimulerer passive receptorer, i den økologiske teori er dét, dyret ser, dét som verden, eller snarere selekterede aspekter af verden, tjener til for dyret og dets aktivitet. Dyret ser altså tjenligheder, og ikke stimuli (Gibson, 1986, kap. 8). Og disse tjenligheder/affordances er lige så virkelige som objektet (bordet, stolen, koppen etc), hvilket jo så betyder at vi faktisk ser det der “virkeligt er”.
Grundlagsstrid på spidsen
Og her er grundlagsstriden så sat på spidsen, da tjenligheder ikke specificeres af stimuli, som sådan, men af den særlige relation der er mellem dyret og dets miljø. Perception er derfor, i den økologiske tradition, ikke et stimulusmønster, der falder på nethinden, men et givent dyrs særlige aktivitet over tid i et miljø, hvori transformationer af stimulimønsteret indgår. Det er altså ikke det statiske eller det momentane stimulimønster, der er interessant, men de særlige eller invariante relationer der er imellem stimulimønstrene og som kun kan afdækkes ved bevægelse. Dette handler Gibson, 1986, kap. 12 og 13 om.
I den klassiske forståelse er tid noget, der tilføjes til stimuli, og derfor er hukommelse nødvendig for at forbinde de momentane øjebliksbilleder til den kontinuerte oplevelse, vi har af verden. I den økologiske forståelse er tid noget der er en del af perceptionsprocessen akkurat som rummets tre dimensioner. “The sea of energy in which we live flows and changes without sharp breaks. Even the tiny fraction of this energy that affects the receptors in the eyes, ears, nose, mouth, and skin is a flux, not a sequence” (Gibson, 1986, p.240). Perception er altså en aktivitet i tid og rum, og ikke et resultat af en sekventiel processering. Perception er en kontinuert aktivitet, ikke diskrete momenter. Perception er en levende iagttagers aktivitet, og ikke en aktivitet forbeholdt hjernen eller sindet.
Hvorfor er dette en grundlagsstrid? Fordi det ikke i sig selv kan bevises eller undersøges empirisk, om det er den ene eller den anden model, der er rigtig. Der kommer hypoteser og teorier ud fra dette, som giver forskellige forudsigelser, og som selvfølgelig kan undersøges, men udgangspunktet kan ikke som sådan undersøges. Hvis man altså tager som udgangspunkt, at dyret er aktivt i miljøet, og at perception er en aktivitet, der retter sig mod særlige aspekter i miljøet, så har man fjernet sig så meget fra de klassiske S-R/S-O-R modeller, at det vokabularium, som disse bruger på én måde, må tages op til revision og anvendes på en anden. Gibson starter med perception; “Perceiving is the simplest and best kind of knowing” (op.cit., p.263), men erkender samtidigt, at “the ecological theory of direct perception cannot stand by itself. It implies a new theory of cognition in general” (ibid.).
Hukommelse eller ej
Så hvilken rolle, om nogen, spiller så hukommelse? Og siger Gibson overhovedet noget om begrebet? Gibson skriver faktisk overraskende meget, i forhold til kritikken af ham, om hukommelse, særligt i 1986, kap. 14. Mest skriver han en masse om, hvad det ikke er, og grundlæggende er problemet med hukommelsesbegrebet, at det bygger på en adskillelse mellem fortid og nutid, på en perceptionsteori med momentane øjebliksbilleder, og på en metafor om noget der gemmes væk, lagres og skal hentes frem. På den baggrund konkluderer Gibson, at begrebet, som det her anvendes, er unyttigt (op.cit., p.254).
Gibsons perceptionsteori behøver ikke hukommelsesbegrebet i den klassiske forstand, fordi teorien ikke tager udgangspunkt i en adskillelse mellem fortid og nutid i perceptionsprocessen eller i momentane sensoriske øjebliksbilleder, men i en opsamling af invarianter i det optiske flow. Der er ikke brug for et lager ( eller en “buffer”), for der er ikke nogen stimulus, der skal gemmes og senere sammensmeltes eller sammenlignes med en anden stimulus. De variationer og invarianter, der udgør information for dyrets aktivitet (eller potentielle aktivitet) i miljøet er tilstede netop i miljøet, og ikke i hjernen eller i øjet.
Det er derimod nødvendigt at have et perceptuelt system, der er mere eller mindre følsomt (sensitivt) overfor de typer af informationer, der er relevante for dyret i miljøet. Man kunne muligvis kalde de tilstande et sådant system organiserer sig i for en repræsentation eller hukommelse af de informationer, der får eller fik systemet til at resonere, men dette er ikke den klassiske måde at tænke begreberne på.
Den måde, Gibson tilsyneladende foretrækker at anvende hukommelsesbegrebet på, er ved at reservere dets anvendelse til ikke-perceptuel “awareness” (opmærksomhed eller vidende-om). Den perceptuelle “awareness” er proprioception (egoreception) og exteroception (kap. 7), altså en opmærksomhed der rummer, det man ser i verden. Gibson brugte “awareness” som et generelt udtryk for et givent dyrs oplevelse af dets miljø, og altså ikke som “tænkning” eller “bevidsthed”. Denne opmærksomhed er at være vidende om sit miljø på en “tavs”, dvs. ikke-sproglig, måde (kap.14).
Den ikke-perceptuelle opmærksomhed, som i klassisk forstand nogle gange kaldes for “højere mentale processer”, er derimod rettet mod noget, man ikke kan se for sig. Hvis man har set noget på et tidspunkt, men ikke kan komme til at se det igen på noget tidspunkt eller fra noget iagttagelsespunkt, så kalder Gibson det for “at huske”. Hvis man på et tidspunkt kan komme til at se det igen, så kalder han det for “forventning”, “forestilling” eller lignende, og hvis man aldrig har set det og heller ikke ville kunne komme til at se det, så kalder han det for “dagdrømme”, “drømme” eller “fantasier”. Her kunne man nok rettelig indvende forskellige ting mod denne type af definitioner, enten at de er for restriktive eller for intetsigende, men det vigtige er at de ikke er en del af den almindelige perceptuelle proces, i anden forstand end at de anvender visse af de samme principper.
Er hukommelseskritikken gyldig?
Kan man så kritisere Gibson for ikke at have et hukommelsesbegreb eller en repræsentationsteori? Det kan man selvfølgelig godt, men man skal være opmærksom på, at denne kritik som oftest vil tage udgangspunkt i et andet grundlag eller paradigme end Gibsons, et paradigme hvorfra næsten hele Gibsons teori er kritisabel. Hvis man accepterer grundlaget for Gibsons teori kan man derimod kun beklage, at han ikke nåede at lave en mere udbygget kognitionsteori, som indeholdt en mere præcis beskrivelse og definition af hukommelse og repræsentation. Men den direkte perception forudsætter ikke sådanne begreber. Efterhånden som man begynder at forstå de fysiologiske principper, der ligger til grund for de perceptuelle systemer, opstår der muligvis et tilstands- eller organisationsfunderet hukommelses- og repræsentationsbegreb, som kan siges at have en eller anden rolle i perceptionen, men dette er ikke de samme begreber, som kritikken tager sit udgangspunkt i.
Litteraturliste
BICKHARD, M.H. & Richie, D.M. (1983): On the Nature of Representation: A Case Study of James Gibson’s Theory of Perception: New York: Praeger.
BRUCE, V., Green, P.R. & Georgeson, M.A. (1996): Visual Perception: Physiology, Psychology, and Ecology. 3.ed. Exeter: Erlbaum.
EYSENCK, M.W. & Keane, M.T. (1995): Cognitive Psychology: A Student’s Handbook.: 3. ed. E. Sussex: Erlbaum.
GIBSON, J.J. (1966): The Senses Considered as Perceptual Systems. Boston: Houghton Mifflin
GIBSON, J.J. (1986): The Ecological Approach to Visual Perception. Hillsdale N.J.: Erlbaum, opr. 1979.
HEFT, H. (2001): Ecological Psychology in Context: New Jersey: LEA.
MAMMEN, J. (1989): Den Menneskelige Sans. 2.udg. København: Dansk Psykolog Forlag, opr. 1983.
MARR, D. (1982): Vision. N.Y.: Freeman & Co.