Et håbløst emne og et åbent brev
Advarsel: I det meste af dette indlæg er der ikke gjort noget forsøg på at være “neutral” eller “objektiv” i diskussionen om aktørerne bag IQ-diskussionen. Det er heller ikke en diskussion af eller om IQ-begrebet, eller de tests man benytter sig af.
For noget tid siden bragte TV2 en kort notits på deres hjemmeside, som kunne kundgøre: “Amerikanske forskere: Troende mindre intelligente“. Dette indlæg startede ud som en gengivelse af en email, jeg sendte til den ansvarlige journalist, men endte i en lidt lang smøre om et par af aktørerne i IQ-diskussionen. Jeg starter derfor med noget, der minder mere om et “rant” over IQ-området. Mailen kan findes tilsidst.
IQ og martyriet
Enhver, som bare følger debatten om intelligens med et halvt øje/øre, ved, hvor syltet ind i problemer den er, fyldt til randen med metodologiske udfordringer, politiske følsomheder, uerkendt filosoferen og ind i mellem generel dårlig videnskabelig opførsel. Og ja, jeg sigter på dem, der mener, at IQ-test er et godt mål for intelligens, at det er biologisk funderet, og at det derfor er meningsfuldt at inddele folk i grupper baseret på nogle tal på et papir (en ægte social konstruktion om man vil). Denne gruppe bliver ofte angrebet af aktivister, og det legitimerer deres selvforståelse i, at de er en slags videnskabelige martyrer for sandheden.
Kanazawi
Tag en tudekiks.
En af disse “martyrer” er Satoshi Kanazawi, som kalder sig for “evolutionær psykolog”, og som selv omtaler sig som et offer for PC (Political Correctness). Det er altid tåkrumsagtig når folk – som rask væk slår løs på andre – tuder over at blive skubbet lidt til. Og hvis nogen har fortjent det, så er det Kanazawa, som har påstået alt ligefra, at liberale er klogere end konservative,til sorte kvinder er grimmere end andre kvinder (den sidste fik ham fyret som klummeskriver på Psychology Today).
Nyborg
Problemet er dog, at aktivisternes anslag mod denne fløj af IQ-folket ofte lægger et røgslør over den faktiske videnskabelige kritik af arbejdet. Jeg har en hypotese om, at det er af denne grund, at medierne ofte ukritisk giver spalteplads, når “resultater” fra denne pseudo-videnskabelige ende af psykologien toner frem. Det er en god historie med en letfattelig diskurs i sig. Og det er nemt at finde nogle, som ser ærværdige ud, mens de taler om Forskning, og udpeger modpartens argumenter til Følelse. En klassisk medieramme med konflikt og drama.
Et godt dansk eksempel er Helmuth Nyborg, som af flere medier har fået lov til at fremføre sig som den forfulgte videnskabsmand. Denne “noble videnskabsmand” ønsker jo kun at fremføre de objektive og sande omend måske ubekvemme data og kendsgerninger om verden, men bliver forfulgt af de onde herskere i samfundet, forklædt som bureaukrater med rødder til det kommunistiske regime (ja ok, så tidligere, men alligevel, vi ved jo, at de var onde og anti-kapitalistiske). Nyborgs Forskning er, i følge ham selv, en ubehagelig sandhed for de folk som af politiske og følelsesmæssige årsager ønsker, at verden så anderledes ud. Og dette ønske har disse folk så benyttet til at undertrykke sandhederne, som de vælter ud af Nyborgs dataskab.
Men som Morten Nissen fra psykologi i København blandt andet skrev: Vi forskere har altid bakket op om fri forskning. Derfor måtte vi acceptere, da Helmuth Nyborgs overfladiske, mekaniske og stærkt ideologisk prægede pseudovidenskab gav ham et professorat, også selvom det i høj grad var med Jean de France-logikken: ‘I det store udland er han anerkendt!’. Vi måtte også leve med, at de samme kvaliteter gjorde ham populær i pressen, for hvem det ‘kontroversielle’ budskab plus professortitlen var grund nok til at spare den dybere research. (information.dk, 12.01.2010).
Jeg kan tilføje, at jeg havde Nyborg som underviser i udviklingspsykologi tilbage i de tidligere 90’ere, og allerede dengang diverterede han med synspunkter, som han selv anså som “kontroversielle”, synspunkter som ikke er meget anderledes end dem i dag. Alligevel blev han professor i 1994, så det virker som et hak i sølvpapirshatten for konspirationsteorien om, at han er en stakkels forfulgt ensom skikkelse, der ikke kunne komme til fadet pga. sine stærkt kontroversielle og politiske ukorrekte forskningsresultater. Jeg husker ikke, at han var særligt forfulgt eller udstødt, kun at han elskede at provokere, og at det kunne være ret underholdende. Han var også ganske fornuftig at diskutere med, selvom jeg ikke var særligt imponeret over dataenes eller argumenternes styrke i hans bog “Hormones, sex, and society” (1994). men jeg var jo blot en ussel studerende, så hvad vidste jeg om den slags.
E pur si muove?
Men hvad nu hvis det var rigtigt? Hvad nu, hvis data virkelig viste, det som de påstår, at det viser? Det er såmænd ikke til diskussion, at måler man IQ i USA og sammenligner det på tværs af racerne, så kommer sorte ud i bunden. Måler man kvinders IQ og sammenligner dem med mænds, så klarer de sig på visse tests dårligere. Men er det så ikke ligesom Galileo Galilei, der på empirisk basis pegede på, at det var jorden, som roterede om solen og ikke omvendt, og blev truet af kirken til at afstå sine synspunkter?
Kanazawa var en kort overgang hentet ind som blogger på Big Think (indtil han også blev fyret der), og her var hans motto E pur si muove (oversat: og dog bevæger den sig), som er det, Galileo skulle have mumlet efter at være tvunget til offentligt at sige noget andet. Sandheden skal frem, vil frem, kommer frem.
Jorden og fysik er dog ikke psykologi, og den sandhed som disse herrer synes at have patent på, og hævder et patent over, er en sandhed som i høj grad afhænger af de filtre, man har taget for øjne og ører. Det er ikke noget særsyn, at psykologer og andet godtfolk har filtre, som data produceres ud fra eller klemmes igennem. Netop derfor bør man vare sig en hel del for at udråbe empiriske fund som “sandheder”. Det er også et velkendt faktum, at data produceres via metoder, som er selektive, abstraherende og teoribåret. Der findes ikke teoriløs eller neutral forskning. Det betyder ikke, at der ingen sandheder findes, men at vi ikke kan gå fra observation til sandhedsudsagn uden at lægge mellemregningerne frem. Derfor lærer vi også vores studerende, at det er “indikationer”, eller “noget tyder på”, eller “der er empiri, der viser at”, og vi lærer dem at forholde sig kritisk og selv-kritisk. Dette er åbenbart lærdom, som er gået i glemmebogen hos dele af dette sandhedsselskab.
Når man diskuterer IQ i medierne, så diskuterer man næsten aldrig resultaterne eller den måde, som de er fremkommet på, men konsekvenserne af resultaterne. Derfor kan man opleve voxpops om, hvad folk måtte mene om diverse resultater, som om det var særligt interessant. Så når vores egen lokale “martyr” stiller sig op med tal fra Statistikbanken.dk samt en uidentificerbar FN-kilde, så bliver det til, at indvandring fra en række lande medfører en lavere intelligens i vores land med tiden, da de får mange børn, og IQ jo er arveligt. Det ville være sjovt, hvis der ikke var så mange, der tog det alvorligt. Galileo ville ikke have været berømt videnskabsmand, hvis han havde sagt, at når jorden drejer rundt om solen, så skyldes det flatulens fra de fattige.
Det er ikke data, der er problemet!
Og for at skære det ud i pap. Det er ikke data, som er problemet, men en ukritisk tilgang til, hvordan disse data er kommet i stand, hvad de betyder, og hvor meget man kan bruge dem til. Den postulerende, tendentiøse og ind i mellem arrogante tilgang til disse spørgsmål er det, som gør det til dårlig videnskab. IQ-fortalere og andre sandhedsherskere kan mene, hvad de vil, men at påstå, at det er videnskabeligt funderet, fordi data viser det, er bare ikke godt nok. De blander vurdering og holdning sammen med videnskabelig praksis og forståelse. De er lige så politiske og følselsesmæssige, som de påstår, at deres modstandere er.
Faktisk er Kanazawas tilfælde en lille perle i den forbindelse, for den udstiller på bedste vis, hvad data er. Ovenstående kan hans lille undersøgelse findes om kvinders tiltrækningskraft baseret på udseende. Her ved vi jo alle, at det er virkelig nemt at finde ud af, det er jo bare at spørge en hel masse mænd, hvem de synes ser bedst ud, ikk’? (Svaret er ikke ja!). Nå, men metoden til trods, så viser det sig så, at Kanazawa har trukket på nogle andres data, og de kan bestemt læses på anden vis. Se her, her, her, og her. Lad mig give et kort resume: Han roder rundt i statistikken og manipulerer med tallene. Sådan stort set. Og det er en mand, som har over 70 artikler i peer-reviewede tidsskrifter. Det kan man så også have en mening om. Min er, at det siger mere om en herskende signifikans-fetish og peer-review processen, end det siger om Kanazawas kvaliteter som forsker.
Data er altid udsat for en tolkning i det øjeblik, man starter sit eksperiment, trykker sit spørgeskema eller trækker sin Vandenberg-Kuse test ned fra hylden. Når Nyborg kigger i data-bankerne, så udvælger han, udtrækker og opstiller. Derefter anvender han analytiske redskaber til at tolke dem, og teoretiske antagelser til at forstå dem. Det er god videnskabelig adfærd og etik at forholde sig kritisk og selvkritisk til de processer, som skaber og tolker data. Det er god videnskabelig etik at forholde sig nuanceret til noget, som er kompliceret. Men i stedet skal man konstant høre “IQ-forskerne” udtale sig om, hvem der er “dumme” og “kloge”, som om de har opfundet krudtet og DNAs dobbelthelix.
TV2s brøde og min email
Nå, men for at komme tilbage til anledningen til dette indlæg, så faldt jeg som sagt over notitsen på TV2s hjemmeside om, at troende skulle være knap så intelligente som ikke-troende. Jeg kendte ikke til undersøgelsen, men eftersatte af nysgerrighed sagen. Nedenfor er den email, som jeg sendte den ansvarlige journalist, men da hun valgte at ignorere mig, og ej heller rettede de fejl, som jeg havde taget mig tid til at finde, så kan jeg jo altid bringe det til torvs på min egen hjemmeside til almindelig moro for andre.
Et par ting bør bemærkes. Mailen er kun rettet for et par slå- og stavefejl samt indsat links til en html udgave, ellers er den som fremsendt, og jeg prøvede ikke at tage parti i sagen, men blot pege på nogle af de mere komplekse faktorer, som gjorde sig gældende i det, der viste sig at være et metareview. Notitsen er et klip fra en meget længere (og meget bedre) artikel i The independent. Metastudiet kan findes i tidsskriftet Personality and Social Psychology Review, v. 17(3). Det kræver dog adgang via et forskningsbibliotek, hvis ikke man vil betale. Kan findes her. Jeg er efterfølgende også faldet over en klog kommentar til samme metaanalyse på atheist revolution, som er værd at læse.
Og sidst men ikke mindst: Tak til TV2 for at ignorere sine emails og ikke at rette sine fejl. Jeg anser det som et udtryk for en systemisk holdning til hjemmesideinformationer og ikke en individuel orienteret adfærd, altså det er virksomheden og ikke personen, som bærer ansvaret. Det gør alting lidt mere underholdende.
Kære Sofie
Mit navn er Johan Trettvik, og jeg skriver til dig i anledningen af din korte opsummering af en artikel i The Independent om intelligens og religion (http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-70725080:amerikanske-forskere-troende-mindre-intelligente.html). Jeg må hellere advare dig om, at nedenstående er lidt nidkært, og kun fremkommer, fordi jeg egentlig burde lave noget andet (og naturligvis fordi jeg bliver oprigtigt nysgerrig og forundret over det, du gengiver).
Der er et par fejl i din fremlægning, som du måske kunne finde tid til at kigge lidt på. De første to er bare slåfejl, hvor du skriver “23 studier”, det drejer som 63, og “120’erne”, som sikkert er studiet fra 1925 (Terman studiet).
At kalde det for et “forskerteam” er nok lidt at overgøre, hvad der her er tale om. Det er en professor og hans ph.d. studerende, samt en tredje professor som tredje forfatter, der har lavet en metaanalyse. Det er der ikke noget særligt over, og forskerteam, får det til at lyde mere koordineret, end det formentlig er. Om jeg vil kalde det en fejl, er nok en lang diskussion for et lille ord (djævlen er i detaljen), men bemærk at The Independent ikke bruger tilsvarende (fx research team).
Det næste er lidt mere kompliceret, og regner jeg ikke med, at du kan gøre så meget ved på den korte plads, du har, men du får det her alligevel til almindelig moro. For det første skriver du, at den nye gennemgang har vist, at “jo mere intelligent et barn er, desto mere sandsynligt er det, at det vil vende sig fra religion allerede tidligt i livet”. Det har jeg ærlig talt svært ved helt at finde i reviewet, men det som derimod findes, er en sammenligning mellem Lewis Termans (og Hunters) studie af “gifted children” og den generelle US befolkning, hvor der er en klar forskel i religiøsitet mellem de to grupperinger: “These results suggest that on an absolute level, religion was relatively unimportant to middle-aged adults who were identified as gifted in childhood in both samples.”
Og forfatterne fortsætter: “In the Terman and the Hunter samples, a high intelligence level at an early age preceded lower religiosity many years later. However, our analyses of these results neither controlled for possible relevant factors at an early age (e.g., socioeconomic status) nor examined possible mediators (e.g., occupation) of this relation.” Altså: de har ikke kunnet sikre sig, at andre faktorer ikke spiller ind end intelligens. Og såvidt jeg kan se heller ikke noget om, at de midaldrende voksne er blevet mindre religiøse, de kunne jo være fra sekulære familier til at starte med.Du skriver også at: “Som forklaring mener forskerne, at intelligente mennesker er mindre religiøse, fordi de tror mere på selvkontrol”. Dette er ikke helt korrekt, de diskuterer derimod tre typer af forklaringer; ateisme som non-konformitisme, intelligens som bærende for analytisk frem for intuitiv tænkning og religionens funktion som fx kompensatorisk kontrol, tilknytning og selvregulering. De diskuterer også andre forklaringer, men det er hovedpunkterne. Hvordan kan man i øvrigt “tro” på selvkontrol? Er det ikke noget, man “har”? Er det en slags erstatning for en religionstro?
At forskerne “er kritiske” er lidt en fejlbetegnelse. De leder mere efter begrænsninger, som de derefter peger på kan være udgangspunkt for yderligere studier. Og det er netop det, som er en metaanalyses styrke, at den kan være med til at udpege områder, hvor der forskningsmæssigt kan sættes ind, men kun hvis disse kan identificeres som “svagt empirisk” funderet.
Til sidst vil jeg bemærke, at når du indleder med: “Ikke-troende personer er mere intelligente end religiøse”, så er det, det vi i videnskabelige kredse vil kalde en markant påstand. Jeg er ikke sikker på, hvordan journalistik fungerer, men jo mere markante påstande er, jo mere rygdækning skal man altid sørge for at have. I det nærværende metastudie er der en vis rygdækning, men kun så langt som til religion i vestlige samfund. Studiet bygger på andre studier, hvor 87% af deltagerne kommer fra USA, Canada og UK. Så der er nok også en større portion, som er fra kristendom i dens forskellige udklædninger (men metaanalysen kan ikke fortælle om hvor mange, da studierne den hviler på ikke systematisk har markeret dette). Dvs. at vi nok ikke kan tale om “religion” som sådan, men mere om særlige former for religioner.
Personligt er jeg ikke religiøs, og jeg er heller ikke særligt optaget af IQ (som er et banalt mål for noget rimeligt kompliceret efter min bedste mening). Men at kommunikere forskningsresultater af denne slags kræver en vis forståelse for detaljer, og hvis man vil være med til at danne stereotyper, så synes jeg det skal gøres på et ordentlig grundlag. Jeg er dog helt klar over de formidlingsmæssige vanskeligheder, man som journalist kan stå overfor i disse situationer, særligt når man skal skrive til en hjemmeside, men her er der altså tale om at tage lidt for let på noget med lidt for megen alvor for lidt for mange mennesker. Hvis du måtte have interesse for selve studiet, så findes det som link i The Independent, og dette vil jeg umiddelbart mene er en god skik at følge.
Hvis du i øvrigt læser reviewet, så vil du se, at de ukritisk benytter artikler fra tidligere Århus professor Helmuth Nyborg (som du let vil kunne finde komme med udsagn så som at kvinder er mindre intelligente end mænd eller at indvandring giver lav intelligens. Bemærk dog at Nyborg et par omgange har været ind over Udvalget Vedrørende Videnskabelig Uredelighed, og fået et par hakker i lakken, og selvom han selv mener, at det er pga sin “politiske ukorrekte” resultater og forskning, så kan man også finde folk, der bare mener, han er en fusker og politisk agitator (fx http://eugenik.dk/).
Det jeg vil sige med det er, at der er ingenting i IQ-sammenhæng, der er enkelt. Det er syltet ind i politik og ønsketænkning, og har været det siden Darwins fætter, Francis Galton, opfandt en “test” for at vise, at den hvide mand (underforstået fra England) var den klogeste. Hvis det er et felt, som faktisk har din interesse, så vil jeg anbefale denne bog: http://www.amazon.com/IQ-Psychology-Hijacked-Intelligence-ebook/dp/B003ESMU44.
Dette er ment som et konstruktiv indspark, og ikke en kritik af hverken TV2 eller dig. Det er samtidig heller ikke noget, som jeg ønsker at blande mig yderligere i, og nu vil jeg vende mig mod det jeg egentlig skulle lave :).
Mvh. Johan