Trettvik.dk:

Nedenstående er et uddrag professor Boje Katzenelsons overvejelser om fortiden og nutiden i forbindelse med Psykologisk Instituts (Aarhus Universitet) 40 års jubilæum.
Jeg tvivler på, at der er mange, som har læst det lille skrift, som blev udgivet i den forbindelse, redigeret i øvrigt af Thomas Nielsen. Jeg tillader mig derfor at bringe et fyldigt uddrag af det, som må siges at være Katzenelsons blik på den (stadig) nutidige situation indenfor universitetsverdenen. Personligt mener jeg, at det afspejler en dyb bekymring, som udspringer af et stort engagement og faglighed. Desværre ses denne slags engagement i ja-hattens tid, ofte som utidig kritik af specifikke personer eller politiske grene eller som gammelt surt brok (“sådan var det ikke dengang”), hvor det i stedet er en opfordring til en diskussion af, hvad dannelse og forskning egentlig er for en størrelser, og hvilke – om nogle – funktioner de skal have i det danske (og den øvrige verdens) samfund. Alt for længe har denne “debat” været styret af enten politisk uvidenhed^[1]Dette er uden tvivl en grov overgeneralisering. Der findes selvfølgelig politikere som kender til andet end politik. Fx… øh…ja…æh… find selv på nogen, jeg kan jo ikke … Continue reading, journalistisk ugidelighed^[2]At der er dygtige journalister, som også interesserer sig for noget uden for Christiansborg, er en kendsgerning. Fx er der jo Videnskab.dk og ForskerForum (sidstnævnte er der vist kun én … Continue readingeller erhvervsmæssige snævertsynethed^[3]Det er en af de store succeser hos Dansk Erhverv, at det er lykkedes brancheforeningen at få mangt en diskussion om universiteterne til at handle om, hvad de som uddannelser kan gøre for … Continue reading. Og i egen lejr kan man nok pege på en vis grad af utilstrækkelighed og generel mangel på forståelse for politiske dynamikker hos de højt-stegne akademikere.

Af småting i det nedenstående ville jeg ønske, at Boje (som jeg her i al uformalitet tillader mig at adressere min bedre) ikke delte universitetet fra resten af omverden, men det er en lille ting, og er formentlig en retorisk pointe, mere end et forestillet forhold. Resten er en fornøjelse af harme fra en akademiker, som elsker lange ord og endnu længere sætninger. Det med fed skrift fremhævede er mig, som skal gøre mig klog på, hvad der synes vigtigt, og er ikke at finde i den oprindelige udgave.

Citat fra side 78 til 81:

Den for mig at se vigtigste begivenhed i indeværende årti [0’erne] angår hele universitetsverdenen, nemlig vedtagelsen af universitetsloven af 2003. Den forekommer mig at være det længste skridt i 800 års europæisk universitetshistories tradition for selvstyre i de lærdes republik mod at rulle verdens mest demokratiske universitetslov tilbage til den mindst demokratiske og i retning af at omforme universiteterne fra tankens fristed til den trængte skueplads, som jeg har antydet synes at true. Og det skulle ske i lille Dannevang. Loven er kronen på værket af den udvikling der har gået for sig siden 8O’erne, hvor “moderniseringsprojektet” og New Public Management med effektfornuften som herskende åndelig bagage begyndte at jagte den offentlige sektor med privatisering og markedsorientering af statens kernefunktioner, rationalisering, effektivisering og “deregulering”, og af 90’erne hvor der for alvor kom gang i finansministeriets regnedrenge og den forrige universitetslov af 1992 brolagde vejen for den nuværende.

Dereguleringen eller afreguleringen som led i demonteringen af statsmagten har haft skræmmende succes i privatsektoren som den i skrivende stund (efteråret 2008) omsiggribende økonomiske krise bevidner. I den offentlige sektor er det ikke gået helt efter planen hører jeg. Jeg hører, at det tværtimod vælter ind med krav om dokumentation og indberetninger i lange baner, hvori enhver afkrog af instituttet bekender sine synder, omsat til kvantificerbare effektivitetsberegninger, resultatkontrakter, kvalitetsrapporter og andre opgørelser hvori de egentlige mål fortaber sig (som når fx kvalitetsindikatorerne, som dem ude i virkeligheden kalder det, operationaliserer kundskabsproduktion som antal studenter gange antal eksaminer gange tid eller antal artikler gange udvalgte tidsskrifter), – alt sammen fulgt af forsikring om løbende “serviceeftersyn”, som det kælent lyder for regeltyrannisk papirnusservælde, statskontrolleret disciplinering, tælleregime, nulfejlsregimente, motivations-, tillids- og ansvarsnedbrydende topstyringsmani fra 19 hundredtallets centraliserede fabrikstankegang, som erhvervslivet ude i virkeligheden længst har lagt bag sig.

Sådan noget hører jeg. Men jeg har ikke længer førstehåndskendskab til det, så det skal jeg ikke kloge mig på. Hvad jeg har førstehåndskendskab til er, at det kan godt være, at sociologerne har ret, når de fortæller os, at de kan måle, at danskerne er det mest tillidsfulde folkefærd på kloden. Muligt. Men det gælder ikke dem ovre på Christiansborg, så såre talen falder på universiteterne, det kan jeg godt sige jer, og det har det med få undtagelser aldrig gjort i min lange tid.

Og det skal man ikke regne med ændrer sig. Sikkert er det tillige, at nu hvor moderniseringsbølgen i en snes år har gået sin sikre tabergang gennem resten af den offentlige sektor, og effektfornuftens markedsgørelse er listet så dulgt ind ad alle bagdøre, at den først nu er begyndt at blive synlig, har bølgens kølvand med vraggods og det hele også ramt universiteterne. Vi kommer til at døje med den, indtil afgrunden er så nær, at selv politikere og embedsværk nødes til at slå ind på anden kurs. I mellemtiden kan dybe og måske uoprettelige skader være sket, men det er der så ikke andet at gøre ved end at reparere på efter bedste evne.

I årtier har det jo alligevel været en vigtig opgave for universitetsledelser på alle niveauer at afværge de værste skadevirkninger fra lovgivningen og administrationen på Slotsholmen.

Al den styring, kontrol og dokumentation kan aflæses, hører jeg videre, i det øgede antal ressourcekrævende tiltag og medarbejdere på universiteterne anvendt til administration, ledelse, organisation og PR. Men når alle udgifter skal afholdes af den samme pengekasse, bliver der færre midler til kerneopgaverne. Det er muligvis nødvendigt som landet ligger, men hvis kerneopgaverne herunder lider nød, risikerer det at ende med lædering af arbejdsglæden og udtørring af hengivelsen til en åndsform med karakter af kald. Ja, et kald. Uden kaldet løber hverdagen ud i kiv om rettigheder, og så er resten lige meget, det er kaldet der i sidste ende sikrer løbende indbetaling på selvværdsskontoen. Det ved enhver psykolog med kendskab til universitetssektoren, som med bekymring forudser udbrændthed snarere end ildhu, videnskab uden lidenskab, kundskab som ekspedition af metervarer, fagstolthed afløst af kollektiv selvcensur på ledelsesplan og individuelle overlevelsesstrategier på gulvplan til sikring af egennytten på bekostning af solidariteten omkring universitets-tilværelsens overordnede formål, forstået som berigelse af samfundets fælles kundskabsunivers (“det almene arbejde”, som Marx kaldte det), medens konkurrenceskruen strammes og stresskurven kryber opad ligesom i resten af den offentlige sektors stadig mere demoraliserede skæbne under den herskende politisk-administrative ringeagt fra dem ude i virkeligheder, der forekommer os stadig mere uvirkelig.