Om at skrive en universitetsopgave

At kunne formidle sin viden på skrift er vigtigt for at komme igennem de fleste universitetsstudier, hvis ikke alle. Dette indlæg er tænkt som indledende reflektioner for den vordende opgaveskriver: Hvorfor er det lige, at man skal kunne skrive som akademiker? Hvad handler eksamen egentlig om? Hvorfor klarer nogen sig godt, mens andre ikke gør?

I dette indlæg er der derfor to ting, jeg gerne vil slå fast:
1. Der er ingen, som er født til at skrive opgaver!
2. Et universitetsstudium og de medfølgende skriftlige opgaver handler ikke om at blive god til at skrive opgaver på universitetet!

Lad os her kigge lidt nærmere på disse to punkter.

Der er ingen, som er født til at skrive opgaver!

At kunne skrive er ikke en evne, et talent eller en del af det genetiske lotteri, men derimod en erhvervet færdighed.1)Som har en ca. 5000-6000 år gammel historie bag sig, og en 100-200 år historie som almen færdighed, men lad os ikke dykke ind i det her. Der kan være forskelle i, hvor motiveret man er til denne disciplin, hvor sjovt man synes det er at sidde med bagdelen i sædet i timevis og skrive, hvor god man er til at overkomme blokeringer og forstyrrelser, eller hvor meget erfaring man har med sig andetsteds fra. Men kan du finde koncentrationen, lysten og motivationen, så kan du tilegne dig erfaringer, som gør dig dygtig til denne disciplin, måske oven i købet til en professionel.

For at blive god er man nødt til at kunne forbedre sig og lave fejl som man kan lære af. Udover en villighed til at lave fejl, så kræver det også, at du kan kigge på det, du laver i et kritisk og selv-kritisk lys. Og her er der en vigtig balance at fastholde. På den ene side skal man kunne konstruktivt kritisere det, man selv skrive, og man skal kunne tåle at høre konstruktiv kritik af det, også når det man har skrevet, set med egne øjne er guld og diamanter presset sammen i en lille tekst. På den anden side skal man ikke tro, at det handler om, at man er “dum” eller “uduelig” eller “ikke har fattet en brik”. Man må ikke paralyseres af, at man ind i mellem ikke skriver “op til” ens egne eller andres forventninger eller forestillinger. Faktisk gør vi det sjældent.

Se bare på det jeg skriver her og på denne hjemmeside, det er jo ikke stor kunst, og jeg har skrevet i en del år nu, også selvom jeg ikke har været så produktiv som mange af mine kolleger. På den ene side holder jeg øje med, at det der står giver mening (forhåbentlig), passer (formentlig), er nogenlunde teknisk korrekt (stavning og kommaer – efter bedste ‘evne’), og er i overensstemmelse med det, jeg mener, er rigtigt. Jeg siger konstant, “ja, jo, men…” til det som jeg skriver, og selvom jeg måske ikke hverken fanger alle steder hvor jeg kunne være kritisk eller går i detaljen hvor det er muligt, så er der en konstant iagttagelse, af det jeg skriver, på godt og på ondt. Jeg ville også værdsætte kommentarer eller feedback om, hvis noget var svært eller let at forstå. Dette gør på forskellig vis, det jeg skriver bedre og mine færdigheder stærkere.
Jeg ved dog godt, at det ikke er unikt i sit indhold, det som står, eller særligt genialt eller for den sags skyld specielt elegant skrevet. Der findes helt sikkert andre, som er bedre til at formidle, bedre til at forstå og bedre til at kommunikere med sin læser. Og en lille stemme fortæller mig naturligvis, at jeg burde lade være, da andre jo netop er bedre, og hvem gider at læse det sludder, jeg sidder og fyrer af. Læg mærke til hvordan jeg nu er gledet over i en ukonstruktiv kritisk tilgang, og hvordan det eneste der nu er at gøre er at slette det skrevne.

På den anden side fastholder jeg også, at det jeg skriver, er mit. Det er mig, som udtrykker det. Når du – som læser – læser det her, så indgår du i en eller anden forstand i en kommunikation med mig. Måske er der kun en i hele verden, som læser det, måske sidder vedkommende i et lille hus på en lille ø yderst på Færøerne og tænker “huh?”. Men det gør som sådan ingen forskel, for hvert ord er mit, og dermed sætter jeg noget i verden, som ikke har været der før.2)Er det, jeg skriver, unikt? Prøv at søge på den næste sætning med anførselstegn. Bare tag: “Og den lille stemme, som ganske vist tit vinder, taber i denne runde” og smid det ind i Google eller Bing eller hvad du nu bruger. Er der andre, som har lavet en sætning, som eksisterer på nettet, og som ligner denne? Hvis ja, er det mon så en kopi af dette (eller er mit en kopi af deres)? Mit resultat er: “Ingen resultater fundet for “Og den lille stemme, som ganske vist tit vinder, taber i denne runde”.” Men det er jo også inden, jeg trykker på Udgiv-knappen. Og den lille stemme, som ganske vist ind i mellem vinder, taber i denne runde (i hvert fald hvis jeg kommer så langt som til at trykke på “udgiv” knappen).
Som studerende gik jeg ofte ind til en bedømmelse af en skriftlig eksamen med den oppiskede fornemmelse, at jeg var den eneste som faktisk vidste noget om emnet. Naturligvis ukorrekt, men det skal kun udpege den dobbelthed, der kan være i at blive udsat og udsætte sig selv for kritik, mens man bevarer en næsten arrogant eller i hvert fald besidderisk stolthedsfornemmelse for det, man har skrevet. Dog er dette også en balanceakt, da for megen stolthed gør en blind og døv over for reel og konstruktiv kritik, hvor andre bare bliver “dumme”, hvis de siger noget negativt, sikkert i et forsøg på at beskytte et lidt valkende ego.

Ok, det blev måske lidt personligt, men pointen er, at hvis du føler skræk ved at skrive, så kan det måske trøste dig, at det gør andre også, og hvis du føler, at det ingen betydning har, så tænk, at den usikkerhed har de fleste. Der er jo ikke noget så trøstende, når man sidder nede i et mørkt hul at opdage, at man ikke sidder der alene. Og, mere vigtigt, at der faktisk er en vej ud af hullet! Når det kan lykkes for andre, så hvorfor ikke for mig og for dig? Men en anden pointe er også, at dette er tanker, som distraherer os fra vores opgave, og vi bør modsætte os disse, når vi nu ønsker at blive bedre til at skrive for at blive bedre til at forstå. Hvis du er oprigtigt nysgerrig på dit fag og på dine omgivelser, så skriv om dem, for det skærper både din forståelse og din opmærksomhed.

 

Et universitetsstudium og de medfølgende skriftlige opgaver handler ikke om at blive god til at skrive opgaver på universitetet!

Som studerende kan det måske føles som sådan, når man trækkes igennem en eksamen i et fag, man ikke har motivationen til eller interessen for, eller som ikke giver mening i forhold til de forestillinger og forventninger, man har til sit studium og den gryende faglighed. Det ændrer dog ikke ved, at enhver eksamen, også de skriftlige, har mindst to formål: a) at sikre sig at den studerende har den nødvendige viden for at kunne fortsætte på studiet og senere blive en kompetent fagperson, og b) at indgå som læringselement i uddannelsen.

Den første er nødvendig af forskellige årsager, men er grundlæggende en ekstern kontrol faktor. Den kan vi ikke gøre så meget ved, for som man siger; “tillid er godt, men kontrol er bedre”. Vi er dog ikke startet på en længerevarende uddannelse af egen fri vilje kun for at skulle kontrolleres en gang hvert halve år. Vi vil jo også lære noget.

Så vi interesserer os her for b). Man lærer ikke kun, når man lytter til en forelæsning (måske tvært i mod, ville nogen sige), når man sidder hjemme og læser eller når man diskuterer med sine med-studerende i læsegruppen/projektgruppen. Man lærer, og måske oven i købet mest, når man skal formidle sin viden om et emne til andre. Tro mig, den bedste måde at lære at forstå et emne (og ydmyghed i forhold til sit fag på) er ved at skulle undervise i det.  Dette er for mig den positive begrundelse af, hvorfor eksamen, skriftlig som mundtlig, er vigtig på et studium.
Ved at skrive om et emne tvinges man til at eksplicitere den forståelse som eksisterede som en tanke for en. Ja, det er “tvang”, for helt ærligt, hvor mange studerende ville skrive så meget som en sætning, hvis ikke der var krav om det? Nogen, sikkert – måske, men ikke alle. Man kunne diskutere længe om “tvangen” medfører, at man ikke skriver, eller det at studerende ikke skriver, medfører “tvangen”, men under alle omstændigheder, så er en skriftlig eksamen en synliggørelse af en forståelse. Men det er også mere end det, det er også en forståeliggørelse af det stof som man har arbejdet med i semesteret.
I opgaven bliver forståelsen pludselig synlig og tilgængelig på en måde som tanker og det talte ord ikke er, og her begynder der så at ske noget bemærkelsesværdigt. Vi forholder os til det, vi har skrevet. Vi læser det og tænker, “hmm, er det virkelig det, jeg mener?” eller “der er et hul her i min argumentation, for hvis nu man sagde…” eller “hvad mener jeg egentlig med det?” Så skrivningen giver os mindst to bevægelser, først den hvor vi skal udtrykke os på papir (eller computer) på en forståelig måde, hvilket kræver, at vi har forstået det, vi vil udtrykke os om. Derefter at vi selv forstår det, vi har skrevet, og udfordrer det ved at forholde os til det i forhold til målet.
Til det jeg her har skrevet kunne man indvende, at jeg kun forholder mig til “forståelsen”, det vil sige at det er den forståelse, der er af noget som allerede eksisterer, for eksempel som det kommer til udtryk i en redegørelse. Men det er en snæver forståelse af “forståelse”. Forståelse kommer til udtryk på alle planer i en opgave. Den som har en god forståelse af sit emne er i stand til at håndtere en kritisk argumentation og diskussion på en helt anden måde end den som har en overfladisk forståelse.

 

Så for at opsummere

Du kan lære at skrive som en professionel, hvis du øver dig, hen over de tanker om og oplevelser af fiasko, du måtte få undervejs. Forhold dig kritisk, selvkritisk og storhedsvanvidsagtig på samme tid. En universitetsopgave er en mulighed ikke en forhindring, også selvom der er en eksamen, en bedømmelse og en karakter fra 1-2 mennesker, som har forsøgt at forstå, hvad du har skrevet. De er ikke fjenden, men dine eksterne kritikere (og bedømmere). Udnyt dem så meget du kan for resultatet, forståelsens, forbedringens og fagets skyld.

Fodnoter   [ + ]

1. Som har en ca. 5000-6000 år gammel historie bag sig, og en 100-200 år historie som almen færdighed, men lad os ikke dykke ind i det her.
2. Er det, jeg skriver, unikt? Prøv at søge på den næste sætning med anførselstegn. Bare tag: “Og den lille stemme, som ganske vist tit vinder, taber i denne runde” og smid det ind i Google eller Bing eller hvad du nu bruger. Er der andre, som har lavet en sætning, som eksisterer på nettet, og som ligner denne? Hvis ja, er det mon så en kopi af dette (eller er mit en kopi af deres)? Mit resultat er: “Ingen resultater fundet for “Og den lille stemme, som ganske vist tit vinder, taber i denne runde”.” Men det er jo også inden, jeg trykker på Udgiv-knappen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *