Citater og referencer

Dette indlæg handler om, hvordan man laver citater og referencer. Hvis du kun er interesseret i den mere operationelle del, så spring over det indledningsmæssige og hop ned til afsnittet “endelig, men med forbehold”.

Bernard of Chartres used to compare us to [puny] dwarfs perched on the shoulders of giants. He pointed out that we see more and farther than our predecessors, not because we have keener vision or greater height, but because we are lifted up and borne aloft on the gigantic stature. (John of Salisbury, 12.årh./1955)1)I et indlæg om citater og brug af referencer er det selvfølgelig vigtigt at være så korrekt som mulig. Jeg har derfor citeret hele det oprindelige citat, og ikke det som florerer “at stå på skuldrene af kæmper”. Det skal dog tilføjes, at man ved citat af ordsprog/ordspil/metaforer/klicheer eller den slags har noget højere til loftet end ved citation fra tekster i almindelighed. Jeg kunne sagtens have startet med: nanos gigantium humeris insidentes (John of Salisbury). Det er i øvrigt fra Metalogicon.

Jeg faldt engang over en diskussion om, hvem der var klogest; Einstein eller Newton. Einstein-sidens argument var, at denne måtte være klogere end Newton, da han jo skulle forstå både Newtons teori og sin egen, mens Newton kun skulle forstå sin egen, og at relativitetsteorien jo er meget mere kompliceret end mekanisk fysik. Her skulle “kun” sikkert have stået i anførselstegn, men det er nok klart for de fleste, at dette er en absurd argumentation, da Einstein kun kunne være klog, netop pga. Newton, og at Newtons bedrift var den tids relativitetsteori. Men ikke nok med det, hele diskussionen er tåbelig, da den bygger på sammenlignelighed på tværs af tiden.

Hvad der dog er interessant er, at for at ny viden kan etableres, så forudsætter det, at man forstår den nuværende og bygger ovenpå, under, videre på eller ved siden af den. Selv når den nuværende viden er forkert, så kan vi ikke komme videre, hvis ikke vi forstår den, så vi kan gøre den bedre eller mere “rigtig” (i den relative absolutte forstand af ordet). En af naturvidenskabens stærke sider er, at den på mange måder har en såkaldt kumulativ karakter. Det vil sige, at viden ophober sig og bygger oven på hinanden, i hvert fald ideelt set.
Det kan vi ikke helt prale af indenfor psykologi, hvor vi i langt højere grad har en individ-orienteret og kontra-positionel teoriudvikling. Tænk bare på psykoanalyse, eksistentialisme, behaviorisme, humanistisk psykologi, kognitivisme, gestaltpsykologi, økologisk psykologi, neuroparadigmet osv. Vi er delt i skoler, tilgange og “paradigmer”, og på mange måder er vi slet ikke kommet i gang med det videnskabelige løb. Som jeg ser det, er psykologi lidt ligesom Monty Pythons sketch; 100 meter løb for folk uden stedsans.

(Jeg elsker den afsluttende replik: “Well, that was fun, wasn’t it”)

Hvad?

Hvad har det nu med citater og referencer at gøre, tænker du sikkert. Du læser jo sikkert det her for at finde ud af, om du går det “rigtigt” eller “må” bruge et halvt siders langt citat i din 10 siders opgave. Om 20 citater er for mange, eller 2 (eller 0) citater er for få. Om citatet skal være 5 sætninger eller kun en, selvom de øvrige 4 faktisk danner rammen for den sætning, du egentlig gerne vil citere. Hvor mange referencer (dvs. kildehenvisninger) er “nok”, og er der noget, som er “for mange”. Og det er legitime spørgsmål, som jo “kommer an på sammenhængen”, som jeg plejer at sige til de studerende. Hvis du ingen tålmodighed har med min sludren, så kan du dog kigge længere nede i teksten, hvor jeg har en række bud på citater og referencer. Selvom hvordan-spørgsmålet er vigtigt, så er det som udgangspunkt “kun” et spørgsmål om teknik, og det er mere vigtigt at huske, hvorfor det er vi citerer, for ellers bliver det bare en gang “name-dropping” og citat-plasken.

Eksemplets magt.

At referere til den litteratur man har tilegnet sig, og som har relevans for det, man er i gang med at behandle, er med til at forankre den fremlagte viden, både i en redegørelse for en teori og i en diskussion af argumenter for eller i mod det ene eller det andet. Et citat i særlige sammenhænge kan både være godt og nødvendigt, da det giver læseren mulighed for selv at tage stilling til om den anvendelse, som forfatteren fremlægger, er rimelig.

Lad os sige, at jeg ønskede at beskrive affordances (et begreb om funktionelle relationer indenfor den økologiske tilgang til psykologi), og at jeg, fordi jeg havde læst for meget på wikipedia, var havnet i den vildfarelse, at det var en mental kategori af en slags (hvilket Donald Norman skriver i Norman, 1990). Så ville jeg være ilde farende, hvis jeg skrev, at affordance var en mental repræsentation af et menneskes mulige livsaktiviteter, og herefter citerede Gibson (1979/1986). Det ville være direkte forkert.
Hvis jeg derimod skrev, at Gibson så det som et begreb, om det miljøet har at tilbyde til iagttageren, så var det oplagt, ja næsten påkrævet – da min formulering mindst er en parafrase – at citere: “The affordances of the environment are what it offers the animal, what it provides or furnishes, either for good or ill.” (Gibson, 1979/1986, orig. kursivering). Dette er måske det mest citerede Gibson-citat, og selvom der findes andre som også kunne bruge, så lader vi os nøjes her.
Jeg ville naturligvis skulle gøre rede for (eller forklare læseren), hvordan dette så kan siges at være direkte, og hvad det faktisk betyder [jeg har lige slettet en halv side med en sådan forklaring, det var lidt et sidespor i denne sammenhæng]. Hvis jeg nu ville argumentere for at Norman i det mindste ser dette som en mental repræsentation, så vil jeg citere: “I believe that affordances result from the mental interpretation of things, based on our past knowledge and experience applied to our perception of the things about us.” (Norman, 1990, s. 219). Dette diskuteres også af McGrenere & Ho (2000) i en konferenceartikel, hvor de forsøger at diskutere affordance med det sigte at udvide eller udvikle det. [Er det nødvendigt med et citat her, spørger du måske? Hvis du har et godt et, som kan vise den udvidelse på en måde, der bidrager med noget nyt, til det du allerede har citeret, så ja, sikkert. Måske er det den vej, du gerne vil have din opgave skal tage, måske er McGrenere & Ho er vigtigere for din argumentation end Norman, så skal de naturligvis stilles frem. Hvis ikke, så nej].

Der findes også andre, som diskuterer begrebet, selvom det ofte kan deles i to rimeligt adskilte lejre. Den ene er indenfor den økologiske tilgang (se fx Heft, 1989, Turvey, 1992, Costall, 1995; Sanders, 1997), og den anden er indenfor HCI (human computer interaction), som er det område, der i høj grad har adopteret begrebet med megen forvirring til følge (se fx Norman, 1999; McGrenere & Ho, 2000, Bærentsen & Trettvik, 2002; Kaptelinin & Nardi, 2012). [Eksemplerne her er korrekte men ikke særligt udtømmende, de skal kun illustrere den velkendte “reference væg-tekst”, også selvom jeg har holdt mig tilbage. Sådanne findes meget ofte i indledninger til empiriske artikler, og bruges til at referere til, at “andre” altså har lavet noget.]

Jeg må undskylde, at jeg nu har fået indlægget til at handle om Gibson og Norman. Det var faktisk ikke meningen, jeg satte ud med den hensigt at skrive noget generelt og abstrakt om citater og referencer. Men nu løb det så over i eksemplets magt eller måske manglen på samme.

Det er vigtigt at huske, at “reglerne” om citation og omfanget af referencer, hverken er strengt formaliserede eller en hemmelighed, man skal afkode, og som vejlederen bare ikke vil fortælle. Man kan finde dem aktualiseret overalt i den litteratur, man læser på et universitetsstudium, og det bedste råd jeg har til den søgende er, hvordan gør de i de artikler eller bøger, som er på dit pensum? En psykologistuderende læser vel i omegnen af 3000-5000 sider hvert halve år (hvis altså man læser pensum plus det løse). Og næsten hver eneste tekst indeholder et hav af referencer, citater og måder at lave en litteraturliste på.

Endelig, men med forbehold

Det kan lyde som om jeg er ved at prøve at slippe væk fra et sludrende indlæg ved at ende med et “så se dog selv efter”, men det er faktisk ikke det, jeg prøver. Blot peger jeg på, at eksemplets magt helt tydeligt ikke er så stærkt, som man skulle tro, når man læser opgaver, hvor citater står uden forklaring og uden referencer og sidetal, hvor litteraturlisten står hulter til bulter uden de informationer, som er vigtige for en sådan og uden nogen bagvedliggende “template” eller i det mindste forsøg på en sådan.

Så lad mig derfor ende her med at give dig et par klare forholdsregler om citater og referencer. Husk at det er kun “lille mig”, som skriver det her, så hvis du vil være helt sikker på, at det nu også afspejler det, som er praksis på dit fag, i dit institut, hos din vejleder, så spørg der eller kig i dit pensum og reflekter over, om det jeg skriver, matcher den måde, der her anvendes citater og referencer på.

7 bud på citater:

1. Citater har en funktion. De skal afspejle en central argumentation eller bidrage med at forankre et argument eller en diskussion i noget “faktuelt” eller eksisterende. Dette kan bøjes, fx kan et citat i en indledning eller en konklusion også inspirere eller rammesætte, men umiddelbart kigger jeg på et citat, og overvejer, om det bidrager med noget positivt til opgaven. I psykologi betyder viden; “noget nogen andre har skrevet”2)Når man har været med i akademia i et stykke tid komme det også til at betyde, “noget jeg selv engang skrev om”, så det er her, citater kan bruges til at forankre fremlagte argumenter i “viden”.

2. Citater står aldrig alene. Man er altid nødt til at forklare et citat, eller i hvert fald sin forståelse af det. Dette er ikke “bare”, fordi man er studerende, og man bliver bedømt på, om man har fattet, hvad der står. Det er fordi, det selvindlysende ikke altid er så oplagt. Man kan ikke bare skrive: ‘som den og den skriver “bla bla bla”. Derfor kan vi nu konkludere, at…’. Eller noget i den stil. Hvordan forstår du citatet? Hvordan mener du, at det skal bruges? Hvordan passer det ind i din argumentation? Det er din opgave – som forfatter – at forsøge at give din læser de optimale betingelser til at forstå dette. Nogle gange kalder vi det formidling, og lykkes ikke altid med det af forskellige årsager, men i en eksamenssituation vil du næsten uvægerligt blive spurgt til løse citater.

3. Citater er af nogen og fra et sted. Som Jones engang har sagt “hvilket sludder”. Det duer jo ikke, vel? Hvor har Jones sagt det? I hvilken artikel/bog/hjemmeside? På hvilken side? Hvor kan jeg finde det henne? Og hvad er det for noget, der er noget sludder? Lad være med at være en af dem, som ikke skriver sidetal på et citat. Just… do it.

4. Citater har en tilpas længde. Læg mærke til ordet “tilpas”. Det gør mange “utilpasse”, fordi det er meget gummiagtigt, men det afspejler ganske fint virkeligheden. I William James’ bog Principles of Psychology fra 1890 kan man finde citater på flere sider, hvor han i stedet for at gøre rede for et synspunkt har kopieret store dele af en artikels eller bogs tekst. Jeg har set artikler fra 50’erne med halve og hele siders citater. Den går generelt set ikke i dag. Og godt det samme for ofte er det sådan, at citerer man et afsnit, så kommer man ofte til at skulle forklare en hulens masse bagefter (jf. bud nummer 2). Fokuser dit citat så det er skarpt som en solstråle igennem en lup, der kan brænde hul i papiret, det er skrevet på. Eller noget i den stil.

5. Citater i kontekst, tak.Man kan få alle til at have sagt alt, bare man klipper lidt, i det de siger. Det er manipulation og helt unødvendigt. Hvis Gibson skriver noget, som jeg ikke er enig i, så kan det være lige så vigtigt, som det jeg faktisk er enig i. Og hvis jeg har fundet et citat, som passer ind i min argumentation, men det er omkranset af en sammenhæng, som ikke gør, så må jeg enten undvære citatet (den mindre gode vej) eller tage tyren ved hornene og diskutere sammenhængen (den gode vej). En kontekst er, som de fleste sikkert ved, et flydende begreb, og sådan er det jo også her. En kontekst er ikke bare tekstens placering, men kan også være samfundsmæssig eller historisk, den kan være filosofisk eller teoretisk, den kan være empirisk eller spekulativ. Hvis du er studerende, og læser dette, så er det noget, som imponerer til eksamen, når man kan sådan noget. Altså at kunne kontekstualisere og argumentere.

6. Citater over to linjer bør være i eget afsnit. Det er nok mere en stilistisk smagssag, men man øger læseligheden af citater (og øger dermed læseligheden af opgaven) ved at have længere citater i egne afsnit. Mit citat ovenfor af Norman er lige under grænsen, men havde jeg medtaget hele den fodnote det kom fra, så havde jeg nok formateret i en “blockquote“. Mit citat af Harlow nedenfor er i en sådan blok. Bedøm selv.

7. Find det oprindelige citat. Hvis det overhovedet er muligt så undlad at benytte anden hånds citation. Det kan være nødvendigt, og ses også ind i mellem, og så er det altid (forhåbentlig) behørigt citeret, at kilden er en anden. Se nedenfor et slags eksempel (under Harlow-Katzenelson). Her skyldes referencen lidt noget andet, nemlig den at det ville være falsk af mig at antyde, at det var mig selv, som havde fundet den oprindelige artikel af Harlow, og ved at benytte Katzenelson, som har medtaget en fuldstændig kopi, så sikrer jeg at denne æres for at finde artiklen frem. Men mere løse citater kan desværre vise sig at være fejl-fyldte, kontekstløse, mangelfulde, manipulerede eller andet. Og derfor er det vigtigt at finde kilden, også selvom det altid er godt at bemærke, hvis man er blevet særligt inspireret af andre. I ovenstående eksempel fra Gibson (citatet om affordance) har jeg selvfølgelig brugt hans egen bog, og ikke en af de utallige steder man kan finde det. Jeg skulle da være et skarn, hvis ikke jeg gjorde det.

 

4 bud på referencer:

1. Referencer har en funktion. Hmm, har vi ikke hørt den før? Jo men den gælder også her. Referencernes funktion er at stå på skuldrene af kæmperne. Men det skal gøres uden, at man brækker ryggen på den stakkels kæmpe. Katzenelson (1979) gengiver i sin bog om at skrive universitetsopgaver i fuld længde en lille, men morsom artikel af Harry Harlow (En af grundlæggerne af tilknytningsteorien? Ham med aberne? Hvis ingen klokker ringer, så tryk på linket ovenfor, han er en af “must-know-folkene”). Her giver Harlow en række sarkastiske råd til forfattere på baggrund af sin erfaringer som redaktør for et tidsskrift. Blandt andet skriver han ud fra et slemt eksempel på ovennævnte “reference væg-tekst”:

“Often, but not often enough, young and lazy authors are frightened away from this technique simply because they are appalled by the amount of work involved in reading the literature, especially if part is written in some foreign language. However, there is no excuse for this attitude; the author should remember that he is not reading the literature – just citing it.” (Harlow, 1955 her fra Katzenelson, 1979, p. 310)

Han mener det (ud fra det øvrige han skriver) sarkastisk, altså at man jo ikke behøver at have læst det, man citerer, for man citerer det jo bare. Havde du i øvrigt fanget humoren i citatet, hvis jeg ikke havde skrevet det? Måske, men nu har jeg da betonet, at sådan forstår jeg det, og så kan vi jo diskutere om det mon er i ramme alvor. Pointen er altså, at man ikke skal referere for at virke “akademisk” eller klog, men fordi det er relevant.

2. Lær at lave en reference. Det er faktisk ikke svært, og der er forskellige måder at gøre det på, afhængigt af om du skal lave det indenfor den ene eller den anden “stil” (se nedenfor om litteraturlister). Bemærk, at vi snakker om kildehenvisninger i teksten, og ikke den fulde reference. Det kommer vi tilbage til. Det primære her er ikke, om det er “rigtigt”, men om det er konsekvent. Selvfølgelig skal det ikke være decideret forkert, men som sagt er der mange måder. Det vigtige med henvisninger i teksten er at man kan slå dem op i litteraturlisten.  Her er lidt forskellige måder:

  • Enkelt forfatter: (Forfatter, årstal[,evt. sidetal]) eller Forfatter (årstal[,evt. sidetal]). Placeringen af parentesen afhænger af sammenhængen. Fx “Som Gibson (1979/1986) skriver” eller “…perception kan derfor ses om direkte (Gibson, 1979/1986)”.
  • To forfattere: (Mcgrenere & Ho, 2000) eller McGrenere & Ho (2000). Altså det samme.
  • Tre – eller flere forfattere: (Albrechtsen, Andersen, Bødker & Pejtersen, 2001)  eller Albrechtsen, Andersen, Bødker & Pejtersen (2001). Altså igen det samme. Forskellen her er dog, at når man har skrevet alle forfatterne første gang, så må man nøjes med at skrive et al som betyder “og flere” (undtagen hvis samme forfattere har skrevet flere værker fra samme år, så skal man skrive det fuldt ud hver gang). Så det vil i sidste eksempel se sådan ud: Albrechtsen et al (2001). Nogle sværger til at skriver latinske forkortelser i kursiv, og hvis du gør det, så gør det konsekvent.

3. Reference i tekst er uden forbogstaver eller fornavn. Undlad at skrive forbogstaver eller fornavn. Det er muligvis et stilistisk spørgsmål eller en faglig ting, men de artikler jeg læser, og de referencestile jeg har set, har det ikke. Fornavnet kan være relevant i særlige tilfælde, så som hvis der er en særlig grund til at fremhæve dette. Ovenfor skriver jeg fx William James, og ikke bare James (1890). Det skyldes to ting. 1) Det er ikke sikkert, at alle er klar over, hvilken kontekst referencen skal læses i, og fornavn og bogtitel kan placere det i en sådan, 2) værket er en klassiker, og er egentlig ikke så meget en reference som det er en påmindelse. Hvis jeg benyttede bogen til noget særligt, så ville jeg skrive: “som James (1890) skriver, så er det…” eller noget i den stil, og så ville den ryge på litteraturlisten. Som det er nu, behøves det muligvis ikke, da det er en meget generel henvisning. Dog vil jeg sige, hvis i tvivl, smid den på listen. Hellere blive beskyldt for at have en reference for meget på end en for lidt.

4. Henvis til det du har læst. Det er egentlig en forlængelse af bud nummer 1, og peger mod et spørgsmål, jeg tit får af studerende, om de må henvise til en hel bog, selvom de kun har læst et kapitel af den. Og svaret er: “Hvor hyklerisk det end kan virke, når nu megen praksis for referencer indenfor videnskabelig produktion ofte netop er af denne slags eller værre, så er det bedste, hvis du – som studerende – er så præcis som mulig med, hvad du faktisk vil risikere at stå til regnskab for. Sagt på en anden måde, nej. Det betyder ikke, at du altid kan slippe af sted med kun at henvise til dele, da visse tekster kun kan forstås i deres samlede hele, men i de tilfælde, hvor det er muligt, så henvis til det du har læst”. Mere eller mindre.

 

4 bud på litteraturlisten:

1. Litteraturlistens referencer har en funktion. Ja ja, vi har fattet det. Tingene skal have en funktion. Men hvis det er fattet, hvorfor er det så så besværligt? Jeg oplever nogle gange, at studerende tror, at citaters, referencers og litteraturlistens funktion er at gøre eksaminator og censor glade. Som om det var den studerendes opgave at holde modet oppe på en “stakkels overbelastet” eksaminator/censor. Det må denne altså selv klare. Funktionen er at fungere som information om, hvor man kan finde kilden, så man selv kan læse den, hvis man vil. Og ikke kun for at kontrollere den studerendes fremlagte viden, men af samme grund som vi skal kunne finde dem i videnskabelige artikler og bøger. Så vi kan stille os på skuldrene af hinanden og kigge længere frem. Som studerende er du også med i denne proces, selvom du måske ikke altid føler det sådan.

2. Lær en stil. Kortere kan det nok ikke siges. En stil sikrer en ensartethed, som sikrer, at de relevante informationer er tilstede, der muliggør, at man kan finde kilden, hvis man ønsker det (bud nummer 1). Særlige stile er ofte påkrævede i visse sammenhænge og til visse tidsskrifter, og for studerende kan der være krav om at benytte en af en række mulige stile. På PDP-uddannelsen (AAU) har man et valg mellem 3 stile mens man på Psykologi (AAU) jar et valg mellem 1. Denne ene er sjovt nok APA stilen, og deres hjemmeside er et godt sted at finde eksempler på, hvordan man gør (for den uindviede er det “sjovt” fordi APA er American Psychology Association. Ja, det er sølle humor).

 3. Der findes altid randtilfælde. Dette er ikke så meget et bud som en opmuntrende bemærkning om, at man kan blive ved med at finde tilfælde, som er svære at putte i en kasse og lave en reference, som er “korrekt” på. Måske vil nogen være mere stringent end jeg, men her vil jeg nok, og særlig med blik på studerendes opgaver, stille mig forstående an i forhold til de udfordringer, som ligger i at skrive en “rigtig” litteraturliste. Hvis du støder ind i et sådant eksempel, så husk hvad funktionen for litteraturlisten er, og følg denne som det primære. Giv alle de oplysninger som skal til for at man kan genfinde referencen, og stil dem op på en måde som minder om den måde de øvrige henvisninger er lavet på.

4. Dit referencemanagement software er ikke godt nok. Der findes efterhånden en hel del programmer, som kan holde styr på dine referencer, og mange af dem er ganske udmærkede hjælperedskaber. Men programmer følger den kendte formel: garbage in – garbage out, og det vil sige at du får ikke et bedre resultat, end du har fodret din referencemanager med. Derudover er det ikke en undskyldning, at “det var BibTex [eller RefWorks eller hvad du bruger], som lavede listen”. Det er dit ansvar, så selvom disse programmer helt sikkert kan hjælpe dig og spare en masse tid, så skal du stadig kunne gennemskue, om litteraturlisten er “rigtig” i forhold til de krav, som findes på dit studie eller til tidsskriftet.

 

Anvendt litteratur:

(endnu et eksempel på en litteraturliste. Se om du kan finde de fejl, jeg helt sikkert har lavet. Brug fx APA-style)

Albrechtsen, H., Andersen, H. H. K., Bødker, S., and Pejtersen, A. M. (2001). Affordances in Activity Theory and Cognitive Systems Engineering. Risø National Laboratory: Roskilde

Bærentsen, K. B. & Trettvik, J. (2002). An Activity Theory Approach to Affordance. In: Bertelsen, O. W., S. Bødker & K. Kuuti (eds.). Nordichi 2002. Proceedings of the Second Nordic Conference on Human-Computer Interaction. October 19-23, 2002, Aarhus, Denmark. ACM-SIGCHI, Aarhus. P. 51 – 60

Costall, A. (1995). Socializing Affordances: Theory & Psychology, v. 5(4), pp. 467-481.

Gibson, J. J. (1979/1986). The Ecological Approach to Visual Perception. Boston: Houghton Mifflin

Heft, H. (1989). Affordances and the Body: An Intentional Analysis of Gibson’s Ecological Approach to Visual Perception. Journal for the Theory of Social Behaviour, v.19(1), pp.1-30.

Kaptelinin, V. and Nardi, B. (2012). Affordances in HCI: toward a mediated action perspective. In Proceedings of the SIGCHI Conference on Human Factors in Computing Systems (CHI ’12). ACM, New York, NY, USA, 967-976. DOI=10.1145/2207676.2208541 http://doi.acm.org/10.1145/2207676.2208541

McGrenere, J. & Ho, W. (2000). Affordances: Clarifying and Evolving a Concept. In: Proceedings of Graphics Interface 2000, May 15-17, 2000, Montreal, Quebec, Canada. pp. 179-186 (tilgået online 28.08.2014)

Norman, D. (1988). The Design of Everyday Things. New York: Basic Books.

Norman, D. A. (1999): Affordances, Conventions, and Design. Interactions, May issue, pp. 38-43.

Sanders, J. T. (1997): An Ontology of Affordances. Ecological Psychology, v. 9(1), p. 97-112.

Turvey, M. T. (1992). Affordances and Prospective Control: An outline of the Ontology. Ecological Psychology, v. 4(3), p. 173-187.

 

 

Fodnoter   [ + ]

1. I et indlæg om citater og brug af referencer er det selvfølgelig vigtigt at være så korrekt som mulig. Jeg har derfor citeret hele det oprindelige citat, og ikke det som florerer “at stå på skuldrene af kæmper”. Det skal dog tilføjes, at man ved citat af ordsprog/ordspil/metaforer/klicheer eller den slags har noget højere til loftet end ved citation fra tekster i almindelighed. Jeg kunne sagtens have startet med: nanos gigantium humeris insidentes (John of Salisbury). Det er i øvrigt fra Metalogicon.
2. Når man har været med i akademia i et stykke tid komme det også til at betyde, “noget jeg selv engang skrev om”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *