Psykologens tavshed
Hvad er psykologers tavshedspligt og er sagen om indberetningspligt og vidneafhøring af en terapeut i forbindelse med mistanke om mishandling af fanger i Afghanistan et angreb mod tavshedspligten? Jeg vil her forsøge at forklare paragrafferne bag tavshedspligten og argumentere for at der ingen fare er, men nok tid til erkendelse og eftertanke, måske oven i købet til diskussion.
Dette indlæg indeholder en del holdninger, og du har nu mulighed for at komme med din mening i kommentarfeltet i bunden. Januar 2012 er der tilføjet en opdatering til sidst i indlægget.
[opdatering 2014: I 2013 døde sagens hovedperson, og dermed tilsyneladende også sagen, men den har stadig principiel betydning, og kan stadig diskuteres med henblik på at få en forståelse af, hvad psykologer kan og ikke kan, bør og ikke bør, skal og ikke skal. Indlægget er blevet redigeret som konsekvens af, at jeg opdagede et par huller i min retsviden (eller snarere måtte erkende min uvidenhed). Særligt er den modstand, jeg i det oprindelige indlæg havde mod § 170-løsningen ikke længere så udtalt, da den under særlige omstændigheder faktisk godt kunne medvirke til, at psykologer ikke skulle vidne i særlige straffesager. Om det så er ønskeligt og muligt eller ej, er en anden diskussion, og jeg er stadig ikke overbevist om, at vi skal sidestilles med præster (som er nødvendigt), men det er jo en del af diskussionen nedenfor. Det ændrer dog ikke på mit indlægs hovedpointe, at sagen har været underlagt en unødig dramatisering af et særtilfælde, som psykologerne dog godt kan få noget positivt ud af, hvis vi diskuterer de konsekvenser, realiteterne byder os.]
Psykologer og tavshedspligt
Tavshedspligten er et af psykologens første og vigtige argumenter overfor klienten, når det gælder om at etablere et slags “rum af tillid”. Det siger måske sig selv, og som der står på Psykologforeningens hjemmeside:
“Alle psykologer har i henhold til psykologloven tavshedspligt. Det vil sige, at uanset om du går hos en autoriseret psykolog, eller om du taler med en psykolog, der arbejder for en offentlig myndighed, så har denne psykolog tavshedspligt. Du kan derfor have tillid til, at de oplysninger, du giver psykologen, ikke gives videre til andre“. (Psykologforeningens hjemmeside)
Landsretsdommen af d. 4. april 2011, hvor en psykolog er blevet pålagt at vidne i en sag om tortur-mistanke, er blevet anset som et slags angreb på denne pligt og dermed også på tillidsrummet i terapien. En fremadrettet løsning præsenteret af formanden [daværende] for Psykologforeningen, Roal Ulrichsen, har været at få psykologer indplaceret eksplicit i retsplejelovens §170, som fritager læger og advokater for almindelig vidnepligt.
Jeg vil her prøve at definere tavshedspligten og dens omfang, samt diskutere løsningsforslaget og de etiske dilemmaer man kan sættes i, når det gælder tavshedspligten. Min påstand er, at tavshedspligten naturligvis er vigtig, men at der ikke er noget særligt i landsretsdommen, som bør skræmme psykologstanden eller klienterne. Derimod er der en række muligheder for at åbne til en lang række diskussioner, som kunne være gavnlige.
Det bør indledningsvist siges, at selvom jeg er psykolog af uddannelse, så er jeg ikke terapeut, og at diskussionen her derfor kan have en vis generel karakter. Min interesse for sagen skyldes netop denne generelle karakter, da dette ikke blot handler om terapeuter, men også om psykologers placering i retssystemet, etiske problemstillinger mht. fortrolighed og fagforeningens rolle i denne slags sager.
Jeg vil også tilstå, at jeg ikke har kunnet få fat i landsretskendelsen til dette indlægs skrivning, og derfor er lidt blank i forhold til, hvad der rent faktisk er blevet dømt. Begge dele fremgår dog af nedenstående. Dette til trods håber jeg at diskussionen kan tilvejebringe nogle argumenter, som hæver det noget sortsynede indtryk af den omtale, som denne sag indtil videre har fået [opdatering 2014: for et lidt andet blik på samme sag, så se en soldats beskrivelse af sagen].
Men lad os først se, hvad psykologer egentlig har pligt til.
Tavshed og vidne
Tavshedspligten
Ifølge bekendtgørelsen af lov om psykologer m.v., også kaldet “Psykologloven”, er psykologer underlagt reglerne om tavshedspligt jf. straffelovens § 152 og § 152 c-f. Denne paragraf handler primært om strafferammen for at bryde en tavshedspligt, men en interessant passus går nok de flestes næse forbi, idet § 152e siger, at man ikke straffes for overtrædelse af tavshedspligten hvis 1) man er forpligtet til at videregive informationer, eller 2) der er åbenbare almeninteresser på spil eller man varetager egne eller andres tarv. Man kan altså sige, at skal man vurdere rækkevidden af en tavshedspligt alene på baggrund af, hvornår man kan straffes for at overskride den, så kan tavsheden stoppe, når almenvældet har særlige interesser eller når ens eget eller andres tarv er på spil. Sidstnævnte er nok nemmere at finde ud af end førstnævnte. Roal Ulrichsen henviser i et interview til Kristeligt Dagblad fx til en konkret sag, han selv har oplevet, hvor klienten har berettet om krænkelse af et barn, og hvor han i dette tilfælde måtte meddele myndighederne om forholdene. Her foregår der klart nogle personlige afvejninger af forholdet mellem tavshed og underretning, som nok bedst kan beskrives som en etisk balance.
Vidnepligten
Overfor tavshedspligten og det personlige valg kan man stille vidnepligten, altså pligten til at udtale sig i retlig sammenhæng under vidneansvar. Og her synes der efter den seneste tids debat at dømme at herske en del forvirring.
Ifølge retsplejelovens § 168 er alle forpligtede til at udtale sig som indkaldes til at vidne, på nær hvis man er undtaget i § 169 – § 172. Kun § 169 og §170 har særlig relevans for psykologer -de to sidste omhandler vidneundtagelse af nærmeste og mediers ret til kildebeskyttelse (bemærk venligst at kildebeskyttelse betyder beskyttelse af navnet og ikke af indholdet, dette betoner jeg, fordi jeg i debatten har set folk blande kildebeskyttelsen ind i diskussionen).
§ 169 handler om, at tjenestemænd ikke uden myndighedssamtykke kan pålægges at vidne om forhold, som “med hensyn til hvilke der i det offentliges interesse påhviler dem tavshedspligt“, men at retten kan pålægge tjenestemanden at skulle redegøre for grunden til en vidnebenægtelse “såfremt forklaringens afgivelse findes at være af afgørende betydning for sagens udfald” (Retsinformation.dk). Retten kan efterfølgende finde, at hemmeligholdelsen må vige for sagen, og så skal tjenestemanden alligevel vidne.
§ 170 har vores særlige interesse i det der her nævnes, at læger, præster og advokater ligeledes er undtaget den almindelige vidnepligt. Dog kan retten, jf. stk. 2, pålægge læger og advokater at udtale sig “når forklaringen anses for at være af afgørende betydning for sagens udfald, og sagens beskaffenhed og dens betydning for vedkommende part eller samfundet findes at berettige til, at forklaring afkræves” (Retsinformation.dk). Kun forsvarsadvokaten er undtaget dette, og præster via ikke at være nævnt. Retten kan i øvrigt, jf. stk. 3, også bestemme at man ikke skal udtale sig.
§ 170-løsningen?
Så er det en løsning på den tilsyneladende vaklende tavshedspligt at blive eksplicit sidestillet med læger etc.? Nej ikke med læger, hvis målet er, at man aldrig kan tvinges til at skulle vidne. Her vil man alligevel under nogle af de særlige omstændigheder allerede omtalt i straffeloven kunne blive pålagt at skulle vidne. De eneste grupper vi ville kunne sidestille os med for at opnå fuld “fredhellighed” er præsten og forsvarsadvokaten, og her kan man naturligvis diskutere om psykologhvervet er mere tillidskrævende end lægestanden. Det skal i øvrigt også bemærkes, at Psykolognævnet i et uddrag af en orientering om en lovændring fra 2000 kan citere at:
“Da alle psykologer er omfattet af en lovbestemt tavshedspligt, er alle psykologer omfattet af den almindelige vidneudelukkelsesregel i retsplejelovens § 170, stk. 3. Herudover er psykologer, der handler i offentligt eller dermed ligestillet hverv, fortsat omfattet af den særlige vidneudelukkelsesregel i retsplejelovens § 169.” (min fremhævning, se “skrivelse om tavshedspligt m.v.”)
I den konkrete sag må man formode, at psykologen handler i et offentligt erhverv, som ansat i forsvaret, og derfor er omfattet § 169. Den retlige diskussion kunne så være om det ikke her er i det offentliges interesse at afgive vidneforklaring. § 170 ville kunne hjælpe i denne særlige sag, hvis og kun hvis, psykologer var at finde i den første del af paragraffen men ikke i stk. 2, i det der jo i § 170 stk 2 ligeledes gives mulighed for retligt pålæg om at vidne. Med mindre naturligvis, at det ikke handler om et vidneudsagn “af afgørende betydning”, hvorfor det dog og naturligt kan undre, at auditørerne bruger tid på at indhente det, og at både byret og landsret går med på det. Så man kan naturligvis diskutere om det er muligt eller ønskeligt at blive sidestillet med præsterne i denne situation, hvilket kræver en diskussion af, hvad psykologens funktion og rolle egentlig er. Det kræver også et blik på, om præsternes særstilling ikke skyldes en historisk udvikling, snarere end et egentligt samfundsmæssigt eller personligt behov (kig fx efter skriftesegl). Man kan også diskutere, om det er rimeligt, at psykologer skulle være fuldstændigt fritaget for enhver mulighed for at kunne pålægges at vidne, og om den nuværende situation faktisk fordrer en sådan radikal løsning på den udfordring, som stilles den ikke-vidne-fritagede psykolog fra Forsvaret.
Sagen og dens kerne
Sagen
Men lad os vende os mod sagen og dens implikationer. Først skal det siges, at man altid bør fatte sig med en stor kritisk indstilling til, hvad medierne skriver og siger. I denne sag har diverse medier skabt en mindre støvstorm af, hvad det egentlig handler om. Er det tavshedspligten generelt som er truet? Er det i dette særlige og meget ømtålelige konkrete forhold, at den er truet? Handler det om indberetningspligten?
Der ligger bag mediernes vinkling og noget af den tiltagende panik i standen (ifølge medierne, fx “psykologer er i oprør”) en ide om, at bunden går ud af tavshedspligten. Dvs. at psykologer pludselig kan befinde sig i et retslokale som vidnepart i en skilsmissesag (ja, hun har fortalt mig, at hun var ham utro) eller indkaldes som vidne mod en person som antages at have snydt i skat og fortalt sin terapeut om det – bare som nogle tænkte skrækeksempler. Roal Ulrichsen udtrykker det meget klart i et interview med Tv2, hvor han siger, at man beder de hjemvendte soldater fortælle om “det der går dig på” i terapirummet, men at man må tilføje, “at du skal bare være sikker på en ting, og det er at du skal læse det på forsiden af avisen i morgen” (min fremhævning, Tv2.dk).
Det principielle
Jeg har meget stor respekt for, at Roal Ulrichsen på vegne af fagforeningen kæmper hårdt for medlemmets ret i den konkrete sag og for de generelle principper, og støtter som medlem af foreningen op om dette, også selvom dette desværre omfatter en vis slåen på den store ‘angsttromme‘. Det er dog meget diskutabelt, hvorvidt denne landsretsdom faktisk er at sammenligne med at få alle tilfælde af det sagte i terapeutisk fortrolighed på forsiden af avisen. Hvis landsretsdommen kan tolkes sådan, at bunden er gået ud af den strafferetligt bestemte tavshedspligt, og at der er truffet en principiel afgørelse i retten om, at psykologer i offentligt erhverv alligevel ikke er omfattet af § 169, og at psykologer i almindelighed ikke er dækket af § 170 stk. 3, og altså ikke er omfattet den almindelige vidneudelukkelsesregel, så ville der måske være grund til en vis panik. Og her ville en løsning være at få psykologerne ind under § 170 så hurtigt som muligt. Dette kræver dog, at vi kigger i afgørelsen og ikke i avisen! Der er dog ikke meget, som tyder på, at dette er tilfældet.
Hvis ikke dommen er mere principiel, end at den siger, at psykologers tavshedspligt også må vige, når der er særlige almene interesser på spil, så er det principielle af en anden karakter. I så fald handler det om, at psykologer ikke er særligt fritaget, dvs. vi er ikke mere fritaget end fx læger, præster og advokater. Hvis dette er tilfældet, så er det svært at se at det skulle hjælpe at få psykologerne skrevet eksplicit ind i § 170, med mindre man vil argumentere for, at terapien kræver et rum, som er at sammenligne med det, som forsvarsadvokaten skal have med sin klient eller præstens kirkelige forhold mellem sjæl og Gud (hvilket jo er særligt udtalt for den katolske kirke, hvor syndsforladelse indgår som en del af det forpligtede skriftemål. Her handler det ikke om erkendelse eller coping eller kognitive skemaer, men om at man er tilgivet af Gud. Er det psykologens rolle?).
I dagene efter dommen blev det meldt ud fra forskelligt politisk hold, at psykologer burde stå under § 170, og jeg har set både de konservative og socialdemokraterne melde sig klar til dette. Men her tales der ofte om ligestilling med læger [opdatering 2014: hvilket ikke overraskende nok, stadig lader vente på sig at få omsat til handling, selvom Dansk Folkeparti faktisk fremsatte et forslag om netop dette i 2012, men i deres forslag skulle psykologer sidestilles med præster]. Hvis denne sag handler om mishandling af fanger, som det fremgår i medierne, så er det nok tvivlsomt, om ikke tavshedspligten alligevel var blevet testet op til det højeste niveau nødvendigt.
Har denne sag en kerne?
Det, som synes at røre sig, er, at det er fint, når den enkelte psykolog selv vurderer, at denne sag ikke kan holde for tavshedspligten og kræver indberetning, men at det bliver et særligt problem, når domstolen vurderer et sagsindhold som vigtigt, hvis det strider mod psykologens etiske holdning. Og her nærmer vi os måske noget af sagens kerne, nemlig hvem vi mener, kan fritage os fra pligten om tavshed. Er det kun os selv, som har påtaget os den, eller er det også retsvæsenet? Her kan vi nok diskutere længe det rimelige i, at andre kan pålægge os at skulle bryde vores løfter til vores klienter. Det må da være et spørgsmål om en personlig vurdering, vil nogle nok mene. Det handler om tillid og om loyalitet til denne tillid, og når man skal – i de særlige tilfælde der kan opstå – bryde med denne, så må det være, fordi man selv er klar til at bryde med tilliden.
Ret og pligt
Psykologer har ikke blot en pligt, men også en ret, som Roal Ulricshen skrev i en leder i Psykolog Nyt (d. 18. februar, 2011). Oven i denne (for ikke at sige i mod) har vi en samfundspligt, og her tilsidesættes den enkeltes ret til eget valg ind i mellem som led i en forpligtigelse overfor det almene. Er vi psykologer virkelig så dygtige, så ‘moralsk overlegne’, at vi alene kan vurdere om vores viden er af en karakter som berettiger os til at tilbageholde den? Også i tilfælde; “når forklaringen anses for at være af afgørende betydning for sagens udfald, og sagens beskaffenhed og dens betydning for vedkommende part eller samfundet findes at berettige til, at forklaring afkræves” (Retsplejelovens § 170 stk. 2)?
Her kunne man argumentere, at psykologens pligt er primær, og vores ret er sekundær, og at denne sekundære rettigheds-karakter betyder, at andre forpligtigelser ind i mellem får fortrinsret. Lidt ligesom vi i trafikken har pligt til at holde tilbage for rødt og ret til at køre overfor grønt, men også har pligt til at holde tilbage, hvis krydset ikke er ryddet, selvom der er grønt, og vi derfor har ret til det. Hvad vores pligt og ret er som psykologer, er en interessant diskussion, som jeg mener, vi burde benytte os af anledningen til at tage.
Bemærk venligst at ovenstående ikke er møntet på den konkrete sags indhold, som jeg og de fleste andre, på nær i hvert fald terapeuten og klienten, pt. ingen faktuel viden har om. Det er åbenbart, at terapeuten har vurderet, at løftet om tavshed til klienten skal holdes, sikkert både af hensyn til klienten og af hensyn til tilliden fra de øvrige ansatte hos forsvaret. Mod dette står retssystemets ønske om et vidneudsagn i en for Danmark belastende sag om fangemishandling (“Det er ‘Abu Ghraib-lignende’ billeder, som auditørerne vil afhøre psykologen om”, refererer psykologforeningens hjemmeside Politiken).
Spørgsmålet er også, om det er § 170 stk 3, der er i spil, eller om det er § 152e (indberetningspligten), som her vurderes. I følge visse medier tyder det på indberetningspligten, men det ville ikke være første gang, at medier fik noget galt. Jeg har sympati med terapeutens kamp for sin pligt og ret, og jeg mener, at den i et hvert tilfælde, hvor psykologen skønner at afgivelse af forklaring strider mod dennes opfattelse af omfanget af tavshedspligten og indberetning, bør føres så langt som muligt retligt med naturlig støtte fra fagforeningen og opbakning fra kolleger. På den anden side finder vi påstande om tortur og overgreb, påstande som det må anses for at være i almenvældets interesse at få afklaret, og hvor domstolen måske vurderer, at vidneudsagnet fra terapeuten kan være af afgørende karakter for udfaldet af sagen.
Bør psykologer indberette tortur?
Steen Bech (psykologens advokat) har udtalt i et interview, at psykologer ikke bør have pligt til at indberette tortur, når det ‘kun’ kan hjælpe til at opklare en forbrydelse og ikke til at forhindre en. Man må selvfølgelig vise forståelse overfor advokatens ønske om at støtte sin klient, og jeg vil ikke tage stilling i den konkrete sag, grundet mangel på viden, men som almen ‘regel’ er det noget af en glidebane, det som advokaten peger mod her. For hvornår ved psykologen, at det ikke forhindrer en gentagelse? Hvad nu, hvis en mand i terapilokalet i dag tilstod en række mord begået i 90’erne, men svor at han aldrig gjorde det igen? Hvad nu, hvis en far havde misbrugt sin ældste datter, men datteren var for længst flyttet hjemmefra og uden for hans rækkevidde? Hvad hvis han havde en yngre hjemmeboende datter? Hvad hvis han kun havde denne ene datter? Disse eksempler er ganske vist fiktive, men nok ikke længere væk end at de kan lade sig gøre og faktisk sker. De er bagudrettet, og kan hjælpe til opklaringer, men fremtiden er uvis. Måske holder morderen sit ord? Måske forgriber faren sig ikke på sin yngste datter? Og gør det en forskel? Hvad med den ældste datters tarv? Hvad med andre børns tarv? Hvad med de pårørende til morderens ofres tarv? Hvad med det etiske i at stå til ansvar? Der er mere i opklaring end skyld og straf!
Bemærk at dette ikke længere er en juridisk diskussion, om hvad der er lovgivet, men en etisk diskussion om, hvordan man burde agere. Skulle en biskop som havde fået information om overgreb på børn, noget som var sket for mange år siden, fortælle politiet om det? Hvad synes du? Juridisk set nej, i følge Peter Garde, men den almindelige holdning på det tidspunkt (2010) var, at biskoppen burde have gjort det. Men når det handler om sex og børn, så er der naturligvis – med rette – helt andre følelser på spil, men altså ikke nødvendigvis jura.
I tilfældet om af tortur og mishandlinger af fanger, så er det jo ikke nødvendigvis et spørgsmål om – som vi jo også så med de amerikanske sager – at enkeltpersoner var skyldige (om end det var sådan sagerne endte), men om systemer som havde svigtet og tillod dette, måske endda opmuntrede til det. Der kan være tilfælde af tortur, som bør indberettes, det bør være ganske vist, da de kan være ‘sygdomstegn’ i systemet. Og hvad med hensynet til de, der muligvis har været ramt af overgrebene? Hvor er “de andres tarv” i dette? Hvad nu hvis sagen havde handlet om en person, som havde overværet en far, der torturerede sine børn, og personen talte om det i terapi, skulle terapeuten så ikke indberette det? Er situationen særlig, når det handler om Forsvaret?
Hvad der er tilfældet i den konkrete sag er jo uvist, og meget af ovenstående er helt sikkert noget, som har faret igennem enhver terapeuts hoved. Der findes ikke absolutte grænser her, men en stor kompleksitet med en masse hårfine beslutninger, som tages under meget stort ansvar. Dette bør vi også bruge denne sag til at diskutere.
Jeg og mig og vi to
I ovenfor nævnte interview fra Kristeligt Dagblad, har Roal Ulrichsen nogle meget interessante betragtninger. Han siger blandt andet: “Tavshedspligten kræver, at jeg altid skal forholde mig til min egen etik, der må fortælle mig, hvor længe jeg skal forblive tavs“.
Jeg er sikker på at der ligger nogle nuancer under denne udtalelse, for den er mildest talt bemærkelsesværdig og ikke bare for de 5 selv-referencer i en 22-ords sætning. En pligt pålægges, aftvinges, påtages, forpligter, ansvarliggører, -om end den måske følges med glæde. Psykologer har tavshedspligt for at beskytte klienten, for at give denne et sæt af rettigheder, ikke for at give psykologen nogle. Det er i hvert fald min tolkning. Dermed kan jeg heller ikke være enig i det implicitte, at det kun er “min egen etik”, som kan være pejlemærke for grænserne for tavsheden. Og denne sag demonstrerer netop dette, hvis den faktisk handler om mishandling om fanger overværet af ansatte i det danske forsvar.
Roal Ulrichsen siger også videre, at vi diskuterer etiske spørgsmål for lidt, og her er jeg helt enig. I psykologiuddannelsen er etik et meget “personligt” spørgsmål. Men etik er meget mere end det, det er en fælles normramme – et moralsystem og kompas vi lever under og efter – og hvis vi skal udvikle vores fælles forståelse, er vi nødt til at diskutere de spørgsmål, som rejser sig, både i deres konkrete og deres generelle form. Og min oplevelse fra studerende er, at de hellere end gerne vil det.
En trussel eller en mulighed?
Er tavshedspligten truet?
Der er intet i denne konkrete sag, efter hvad der er alment kendt, som tyder på, at psykologer i almindelighed ikke har tavshedspligt efter landsretsdommen. Vi er hverken mere eller mindre forpligtede nu, end vi var før, uanset om vi er terapeuter eller ej. Måske har Forsvarets psykologer og soldater fået klarlagt nogle grænser. Og vi andre har måske fået fjernet nogle af vores forestillinger om den særlige “hellighed”, som vi troede ordet tavshedspligt gav det terapeutiske rum, og vi kan efterfølgende konkludere, at det aldrig har været helt rigtigt, når psykologforeningens hjemmeside skriver at “Du kan derfor have tillid til, at de oplysninger, du giver psykologen, ikke gives videre til andre“. Det kan du som klient i 99,9 % af alle tilfældene, men der kan være helt særlige tilfælde, hvor enten terapeuten selv eller domstolene vurderer, at tavshedspligten må tilsidesættes med særligt hensyn til andre interesser. Det første er stadig langt mere hyppigt end det sidste. Psykologen har jo også en skærpet underretningspligt.
Lægernes tavshedspligt
Hvordan håndterer læger dette skisma, en stand som vi jo ønsker at blive lovmæssigt ligestillet med? Prøv at se hvad lægeforeningen skriver om tavshedspligtens undtagelser:
“Det har altid været anerkendt, at lægens tavshedspligt aldrig kan være absolut, og at afgørende hensyn til andre end patienten kan begrunde, at læger videregiver oplysninger om deres patienter til andre. De lovbestemmelser, der definerer den lægelige tavshedspligt, angiver da også, i hvilke tilfælde tavshedspligten kan brydes. Sådanne lovbestemmelser angiver næsten alle samstemmende, at dette kan ske i følgende situationer: når patienten har givet sit samtykke, når der foreligger en specifik lovbestemt pligt for lægen til at udtale sig, samt når videregivelsen af oplysninger sker til berettiget varetagelse af private eller offentlige interesser, der klart overstiger hensynet til patientens krav på diskretion (værdispringsregler).” laeger.dk
Og videre
” Lægens tavshedspligt – og patientens krav på diskretion – må også vige, når lægen efter loven er forpligtet til at udtale sig. Nærmere oplysning herom kan søges under emnet “Videregivelse af oplysninger til politiet”. laeger.dk
Der står mere om undtagelserne og “værdispringsregler” på lægeforeningens hjemmeside, men pointen her er, at selvom tavshedspligten hos lægerne er en central del af deres lægeløfte og kan spores tilbage til Hippokrates´ ed, så er de stadig bevidste om, at der er undtagelser (“at jeg ikke ubeføjet vil åbenbare, hvad jeg i min egenskab af læge har erfaret” siger de som del af lægeløftet). Og ja, de har også pligt til at indberette.
Psykologerne
Den samme bevidsthed er måske undgået psykologerne, og jeg mener, at vi griber det forkert an, når vi betragter tavshedspligten som et “redskab” på linje med lægens stetoskop, som Roal Ulrichsen mener. Det er muligt, det er sådan det foregår i de danske terapilokaler, at man lover aldrig at fortælle noget, ligesom en læge lytter til hjerte, blodkar og andre indre begivenheder (analogien giver ikke rigtig nogen mening for mig, men måske for andre?).
Det er i bedste fald en begrebsforvirring og i værste fald en instrumentalisering, som svarer til, at man skal opføre sig ordentlig, fordi det kan betale sig.
At tie om forhold tilvejebragt i terapilokalet burde ikke være for at klienten skal tale, men fordi klienten taler. Ligesom man ikke er en loyal ven for at få venner, men fordi man er en ordentlig ven. Det er den etiske fordring, og den kan vi ikke instrumentalisere, selv ikke når retten truer os. At det desværre ikke altid forholder sig sådan, ser vi ved, at klienten må beskyttes af straffelovens § 152. Men selvom den lovsatte tavshedspligt sætter nødvendige grænser for den grænseløse, så lad os ikke forfalde til at udhule den ægte relation til et redskab.
Det indledende, om at tavshedspligten er et argument, er dog ikke det samme som, at det er et instrument. Lovfæstelsen af tavshedspligten kan berettiges ved at afklare nogle ydergrænser, at fastsætte betingelser for overskridelser, at beskytte klienter og at kunne straffe psykologer, som ikke overholder deres pligt i udøvelsen af hvervet. Tavsheden som tillid er noget som i princippet burde være en, om end eksplicit, så stadig indlysende og bærende del af relationen mellem klient og terapeut. Jeg vil mene, at grænserne for hvornår almenvældets interesser er på spil, eller hvornår den enkelte eller andres tarv er på spil, er uklare, og kan give anledning til megen stor forskellighed i behandling af klienter. Netop derfor er landsrettens dom ikke nødvendigvis kun dårligt nyt for psykologstanden, da den også kan (når det bliver klart hvad der rent faktisk står) afgøre retsvæsenets vurdering af visse grænser for almenets interesser. At få prøvet de principielle, men uklare grænser for tavshedsretten er ikke spild af tid. Den kan også føre til en selvrefleksion i faget om tavshedens grænser og omkostninger.
Nogle vil sikkert mene, at dette er meget fint og abstrakt uden for det praktiske klient-terapeut forhold, et forhold som jeg ikke er professionelt involveret i. Der er sikkert klienter som kun taler, fordi de ved, at terapeuten er lovmæssigt forpligtet til at tie udenfor rummet. Det er jo muligt, men landsrettens dom gør det kun klart, at vi i forvejen ikke har kunnet, og fremover ej heller kan, love denne tavshed fuldstændigt.
Det er der ikke noget nyt i, som interviewet i Kristeligt Dagblad med Roal Ulrichsen jo også understreger, og at vi ‘oprøres’ over realiteterne kunne skyldes, at vi har bildt os selv ind, at vi var særligt hævet, at vi alene kunne afgøre, om vi ville videregive informationer. Det har altid været en tavshed med visse uklare grænser i et miks mellem pligt, ret og selvfølgelighed. Forskellen er blot, at vi må indse, at retsvæsenet i særlige ekstreme tilfælde også kan blande sig i denne vurdering, hvilket de faktisk har kunnet hele tiden, og også kan hos læger og advokater (præster og forsvarsadvokater undtaget).
Perspektiver
Etik og dilemmaer
Diskussionen bør nu forme sig om, hvilken betydning den faktiske realitet har for forholdet mellem klient og terapeut. Jeg er ikke kliniker og vil ikke sige noget konkret eller praktisk om dette, dog blot at denne diskussion bør foregå i en ikke-sort/hvid stemning. Dette er ikke en alt eller intet diskussion, men en diskussion om forholdet mellem den enkeltes ret til at forvalte etiske dilemmaer og retssystemets pligt til at forvalte almenvældets interesser, den enkeltes pligt til at forholde sig til dette, og om grænserne for hvornår tavsheden skal brydes. Det er også en diskussion om, hvorvidt tillid kun er et spørgsmål om absolut tavshed eller ej. Om et mål med terapi er, at det kun bliver i rummet, eller om et centralt mål – at øge klientens kompetencer til håndtering af hverdagen og sig selv – kunne ske sideløbende med den eventualitet, at visse emner i særlige tilfælde kan have en karakter, som kræver et brud på tavsheden.
At tavshed er alfa og omega er en vending, som jeg ofte har set gentaget i den senere tid, og som tilskuer til det terapeutiske felt, må jeg indrømme at en sådan vinkel virker noget skrøbelig, om ikke andet fordi den ikke virker helt sandfærdig. Det kan godt være at man ikke siger navn, men problemstillinger som rejses i den terapeutiske samtale rejses vel også i supervision? Man taler med overordnede, diskuterer med kolleger, måske oven i købet med ægtefællen? Psykologen i fokus har jo netop, jf. Politiken, rejst emnet med en “officer i forsvaret, der fungerede som kontaktperson til forsvaret“. Psykologer har jo derudover indberetningspligt, og kan pålægges at vidne, naturligvis begge dele omdrejningspunktet for netop hele diskussionen.
Vi kunne også diskutere, om det er så forfærdeligt, at der er ting, som ikke kan siges i et terapilokale. Hvis man bliver ramt af et skud, og ikke ønsker at politiet skal finde ud af det, så er det ikke lægen, man skal køre til, og spørgsmålet er om psykologer kan eller bør tillades et så stort frihedsrum, at alt der her kommer frem ingen konsekvens i princippet har, med mindre altså at det bryder med “min egen etik”. Dette er ikke holdninger, men dilemmaer som bør diskuteres, da de også definerer et fag som vores.
Og så var der jo Viggo Fischer
Det skal til sidst erindres om, at det tidligere konservative folketingsmedlem Viggo Fischer under vidneafhøring i tamilsagen hele 107 gange sagde, at han ikke kunne huske detaljer fra sagen. Man grinede meget dengang af hans ‘hukommelsessvaghed’, men man kunne måske også anse hans pludselige ‘udfordring’ som et udtryk for en særlig tolkning af partiloyalitet, af en pligtfølelse højere end den for samfundet. Som sidste led i ens egen tolkning af, hvorvidt man er forpligtet i forhold til samfundet eller bør være loyal i forhold til tavshedsløftet til individet, har man jo mulighed for at nægte hen over rettens ord og leve med de konsekvenser, som dette måtte have for en selv. Ansvaret for vore handlinger kan vi aldrig fralægge os.
Relevante links man som psykolog bør kende indholdet af:
Retsplejeloven (særligt § 168-170)
Underretningspligt i serviceloven (tilføjet januar 2012)
Opdatering 1 (2012):
Siden jeg skrev dette indlæg (maj, 2011) er der sket et par ting med relevans for sagen, dog uden at det rykker det store ved det tidligere skrevne.
Psykologen (som nu ikke længere er omfattet navneforbud, Merete Lindholm) er blevet pålagt at vidne, men har nægtet. Sagen blev søgt optaget i Højesteret, men fik nej fra Processbevillingsnævnet, så psykologen havnede i byretten, hvor hun fastholdt sin tavshed. Da navneforbuddet er ophævet får Merete Lindholm nu også mulighed for at fortælle sine overvejelser i sagen, se fx interview på etik.dk.
Psykologforeningen har trukket sin støtte til dette, og opfordrer nu psykologen at vidne. På politiken.dk udtaler formanden Roal Ulrichsen at: Vi vil selv gøre brug af retsstaten, men så må vi også acceptere, at vi er underlagt den. Det får os til at anbefale, at hun nu følger domstolen. Det argument forstår jeg ikke helt, for selvom man (naturligvis!) er underlagt retsstaten, så kunne sagen jo godt følges til dørs, hvis man anser, at den omliggende lovgivning, som muliggør at pålægge en given psykolog vidnepligt, er forkert. At det hele tiden har været forkert at bruge denne konkrete og følsomme sag til at drive politisk pression, ændrer jo ikke ved, at de indledende taktiske dramatiseringer virker som falske toner nu. Jeg er af den opfattelse, at beslutningen om at trække den principielle (og praktiske?) støtte til Merete Lindholm er forkert, også selvom jeg ikke mener, at det i den pågældende sag giver det store at blive underlagt § 170. Denne holdning skyldes altså ikke ønsket om en fortsat politisering af sagen, men om det principielle i, at en fagforening støtter sine medlemmer, og at fagforeningen leder an i en fornuftsbaseret forståelse af sagen og dens betydning. I en leder i Psykolog Nyt (14/10-2011) forsøger formanden at forklare, at der ikke er tale om en ændring, men givet den store dramatik han selv bidrog til omkring landsrettens dom, så kan det ikke undre, at det runger en smule hult.
Støtteerklæringen
Om det er en ændring af kursen fra foreningens side eller blot konsekvensen af dommen, så har andre psykologer i hvert fald været ude med en støtteerklæring til Lindholm og kritik af fagforeningen. 400 rasende psykologer som politiken.dk skriver, og i skrivende stund er der 503, der har tilsluttet sig.
Jeg må indrømme, at jeg ikke er at finde på listen over støtter. Det skyldes, at der blandes forskellige ting sammen, og jeg kan ikke støtte det hele. Der er umiddelbart tre forhold i støtten: Det ene er at fagforeningen bør give sin fulde opbakning til Merete Lindholm til denne sags ende, det andet er en praktisk støtte, hvis/når medlemmet idømmes en straf for at nægte at følge rettens ord, og det tredje er omfanget af sagens indhold. Jeg støtter de to første (som det forhåbentlig fremgår af det øvrige, jeg har skrevet), men kan ikke tilslutte mig hverken det drama som skabes om det tredje, den særlige “retssikkerhed” som der synes krævet eller trivialiseringen af en alvorlig sag.
1. Det unødige drama
Bare for at tage et eksempel fra støtteerklæringen: Domstolene har nu fri adgang til at udspørge om alle forhold i terapiforløbet, personens troværdighed, personlige forhold og meget andet. Dette er en skævvridning og et unødigt drama, da der ikke er noget som helst om dette på færde, og jeg anser det for en, for faget generelt og terapi i særdeleshed, skadelig måde at formulere sig på. Dette er et spørgsmål om mulig fangemishandling i Afghanistan, ikke om følelser eller tanker i forbindelse med traumer eller andet. Det er i hvert fald det, som sagen har handlet om i det offentlige rum. Og formuleringen i erklæringen retter sig ikke kun mod den konkrete sag, men konkluderer, at det er det principielle, man kan udlede af landsrettens dom. At dette er unødigt drama bakkes op af mindst to jurister; Eva Smith og Frederik Waage, hvor førstnævnte udtaler:
Juridiske eksperter mener derimod, at det er forventeligt, og at Roal Ulrichsen maler konsekvenserne for groft op. Det siger Eva Smith, der er professor i straffeproces ved Københavns Universitet, og forklarer, at både læger og psykologer kan blive pålagt at bryde deres tavshedspligt, hvis domstolen vurderer, at sagen er vigtig nok. »Jeg undrer mig meget over den bombastiske reaktion fra Psykologforeningen, for psykologen bliver jo ikke bedt om at fortælle om alle de private ting som tolkens følelser eller forhold til sin familie. Det drejer sig jo om konkrete, faktuelle oplysninger, og der er ingen grund til at tro, at det, man fortæller om sit sjæleliv går videre, siger Eva Smith.
Samme Eva Smith skriver i et debatindlæg på politiken.dk, at det undrer hende, at psykologen ikke hører auditørernes spørgsmål, inden hun afviser dem. Og måske kunne meget støj have været undgået, hvis dette var sket. Man skal dog være varsom med “second guesses”, og Lindholms beslutninger og intentioner beror jo ikke blot på juridiske overvejelser, men også på moralske og personlige. Eva Smiths indlæg er i øvrigt efterfulgt af en livlig kommentering med mange “engagerede” indlæg (nogle ville nok kalde dem aggressive, men sådan er stemningen jo tit i kommentatorboksen). Der er i hvert fald ingen tvivl om, at mange har en holdning til denne sag.
2. Tavshedspligten og ukrænkelighed
I en online afstemning om tavshedspligt på etik.dk har 120 indtil videre afgivet stemmer, og resultatet er pt. at 60% mener, at tavshedspligten skal være ukrænkelig.
En afstemning på politiken.dk, hvor 970 har stemt, er resultatet endnu mere klart. Her mener 84% af stemmerne, at pligten er “ukrænkelig”, og støtten til Merete Lindholm er massiv. Dette er i høj grad positivt, men bygger på en lidt bemærkelsesværdig dikotomisering af den pligt, der er indbygget i terapi, og som jeg har forsøgt at argumentere for i dette indlæg ikke er helt så sort/hvid.
Og dette er den anden del af det, som jeg ikke kan støtte i erklæringen, det -omend uudtalte- behov for, at psykologer ikke kan forpligtes til at videregive information i helt særlige tilfælde. Jeg betvivler ikke, at alle psykologer mener, at der findes særlige tilfælde, så som overgreb mod børn, dødstrusler og lignende, men det virker som om, at det kun er psykologerne selv, som kan vurdere dette og ikke det omliggende samfunds retsvæsen. De fleste forholder sig formentlig problemfrit til underretningspligten (serviceloven §§ 153 og 154), så hvorfor dette problem med at retsvæsenet i særlige tilfælde kan indkalde en psykolog som vidne?
Jeg må erindre om, at vi allerede er omfattet retsplejelovens § 170, stk 3, hvor der står: Retten kan bestemme, at forklaring ikke skal afgives om forhold, med hensyn til hvilke vidnet i medfør af lovgivningen har tavshedspligt, og hvis hemmeligholdelse har væsentlig betydning. Dette er måske ikke en stærk nok formulering for nogle, da det selvfølgelig er uklart, hvad der ligger i “hvis hemmeligholdelse har væsentlig betydning”. Min tillid til retssystemet er stærk nok til at tro på, at en dygtig advokat vil kunne argumentere for, at der skal helt særlige forhold til i sagen for, at vidnets tavshedspligt ikke er gældende. Forhold såsom… tortur for eksempel? Og noget peger da på, at min tillid ikke er helt grebet ud af den blå luft. I de sidste 35 år har der jf Roal Ulrichsens tidligere nævnte leder været 3 sager i alt, denne indbefattet. Ikke mange må man sige, og peger på en solid retssikring og -beskyttelse. Det kan endvidere undre, at man med så få sager i bagagen, har hidset sig så gevaldigt op. Det må være, fordi folk havde fået den ide, at dette var en principiel og generel sag med vidtrækkende konsekvenser for hele faget. Hvor mon den ide kom fra?
Jeg må i øvrigt gentage noget fra tidligere i dette indlæg, nemlig at det næppe havde gjort den store forskel, om vi havde været underlagt retsplejelovens § 170, hvis vi havde været ligestillet med læger, da stk 2 netop giver mulighed for retten at pålægge de fritagne at afgive forklaring: når forklaringen anses for at være af afgørende betydning for sagens udfald, og sagens beskaffenhed og dens betydning for vedkommende part eller samfundet findes at berettige til, at forklaring afkræves. Forskellen mellem stk 2 og 3 er altså, at i stk. 3 kan man fritages, mens i stk. 2 kan man pålægges. Jeg spekulerer på, om retten mon havde anset sagen om mulig tortur for at have så stor betydning for samfundet at man kunne finde på at blive pålagt at vidne? Og det er i medierne ret klart, at auditørerne anså vidneafhøringen af Merete Lindholm som sagens sidste mulighed. Så mon ikke det havde været ret lige meget, om der også havde stået psykologer mellem læger og præster i § 170? Det betyder ikke, at vi ikke hører hjemme her, men det er en illusion at tro, at det vil gøre den store forskel i situationer som disse.
At det kun skulle være psykologer som alene (med et let nik med hovedet til underretningspligten) kan vurdere hvorvidt noget er “værd” at fortælle, virker som en mærkværdig indstilling, og selvom det ikke fremgår eksplicit, så er det min klare opfattelse at sådan er der mange psykologer som ser dette pligtforhold.
Tavshedspligten er, i følge retsplejeloven, kun “ukrænkelig” for en forsvarsadvokat i straffesager og præstens skriftemål, i det lægerne jo kan pålægges at vidne. En del af retorikken omkring “angrebet” mod tavshedspligten for psykologer peger for mig at se mod en forståelse af denne pligt som en slags ed, pagt eller besværgelse, der skal til, for at man kan snakke om følsomme emner og opbygge den nødvendige tillid, og ikke så meget en beskyttelse af basale og indlysende rettigheder hos klienten. En beskyttelse som i sjældne tilfælde må vige for at beskytte andet og andre. Som Roal Ulrichsen udtrykker det i interviewet med Kristeligt Dagblad, så er det “en byrde”. Det er da muligt, selvom det lugter lidt af en offer-mentalitet, men det er primært en pligt, som forpligter. Alt andet er at sætte sig selv, som psykolog, forrest.
Problemet er, at vi ved at slå på angsttrommer og ved at have tilladt medierne at stille tingene op i deres enten/eller skema, er havnet i en situation, hvor der ikke er plads til nuancer. Som klient har man ret til at blive behandlet ordentlig af sin terapeut, man skal ikke dømmes eller være i fare for, at der sladres om een bag ens ryg. Terapeuten er ikke dommer eller politimand. Det er bl.a. tavshedspligtens og de etiske reglers formål at sikre dette. Det er ikke disse reglers formål at kunne undslå sig at stå til regnskab for ugerninger, når disse overskrider en vis alvorlighedskarakter, eller som det formuleres i straffelovens §152e, stk. 2 …berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse eller af eget eller andres tarv. Dette har terapeuten, på linje med alle andre indenfor tilsvarende erhverv, pligt til at reagere på.
Det er heller ikke reglernes formål at være redskab for terapien. Tavshedspligten er ikke et stetoskop, og kan ikke erstatte terapeutens integritet, oprigtighed, åbenhed og ansvarsfuldhed. At tavshedspligten naturligvis kan bruges som en slags “icebreaker”, er der vel ikke noget galt i, men det er altså ikke den, terapien skal læne sig op af for at kunne virke.
At det ikke er tolken, som er på anklagebænken for tortur ændrer jo ikke ved, at der er forhold i denne sag, som ønskes undersøgt, en sag som ikke er triviel, og tilsyneladende kompliceret af, at tolken af en eller anden grund ikke kan fungere som tilstrækkeligt vidne.
Jeg er personligt fanget i dilemmaet mellem at støtte Merete Lindholms fortrolighedsforhold og relation til denne klient (og implicit andre klienter) og at mene, at sagen i sin offentlige fremstilling er af en så grov karakter, at den får en normal tavshedspligt til at vige. Der er ingen nem sort/hvid vej ud af dette dilemma, og dette indlægs argumenter går ikke mod Merete Lindholms beslutning, men mod den skingre tone i debatten og mod fagforeningens noget slingrende vej gennem den. Hvis man først stiller sig som bannerfører for de værste scenarier, og udråber dem til ethvert ledigt medie, og derefter stiller med et “nå ja, så sig det da”, så er det ikke mærkeligt, hvis der rejser sig en forståelse af, at man nu ikke længere kan stole på sin psykolog. De i støtteerklæringen næsten hysteriske overgeneraliseringer hjælper hverken psykologernes forhold til tavshedspligten, den offentlige forståelse, eller de konkrete soldater, som er involveret. Det skaber bare mere angst og usikkerhed hos de folk, som har betroet sig til psykologer om følsomme og personlige sager, og som nu uden grund måtte tro, at dette frit kan finde vej ud i offentligheden.
Dette peger på, at vi i stedet for at råbe op bør diskutere og forstå disse etiske og principielle forhold, da de har stor betydning for faget og dets selvforståelse.
3. Tortur og sagens indhold
Det sidste punkt i støtteerklæringen, jeg har et problem med at tilslutte mig, er at: Sagen er jo i al sin enkelhed, at forsvaret ikke kan opklare en sag om, hvad tolken vidste om mulig tortur, og derfor er på fisketur og bruger psykologen som sidste mulighed i en sag, som ellers længe har været moden til henlæggelse. Herre Jemini, det handler jo bare om tortur og så oven i købet noget fra sidste år (/ironi). At dette ikke skurer mere i mine fagfællers ører overrasker mig meget. I skrivende stund er en ny sag om fangemishandling og tortur dukket op, denne gang fra Irak, hvor danske soldater har overdraget fanger til mulig tortur. Eller den irakiske eks-krigsfange som vil sagsøge den danske stat for udlevering til tortur. Hvor mange synes, at disse sager er uden betydning og bør skrinlægges? Hænderne op hvis ja, her er der jo ingen psykologer på vidnebænken (endnu i hvert fald). Anyone?
I 2008 opfyldte Danmark FNs torturkonvention og ændrede straffeloven. Dette betyder, at tortur ikke i juridisk forstand længere har en forældelsesfrist, samt har en skærpet strafferamme. Formuleringen i §157a, stk. 2 er nu at: Overtrædelsen anses for begået ved tortur, hvis den er begået i udøvelsen af dansk, udenlandsk eller international offentlig tjeneste eller hverv ved at tilføje en anden person skade på legeme eller helbred eller stærk fysisk eller psykisk smerte eller lidelse… [efterfulgt af tilfælde hvor dette kan ske i, så som informationstilvejebringelse] (straffeloven, lov nr 494 af 17/06/2008). Denne lovændring blev enstemmigt vedtaget i Folketinget! Jeg kender ikke til de juridiske spidsfindigheder her, men at være vidende til tortur må i så fald også være mindst opmærksomhedsskærpende fra den udøvende og den dømmende magts side.
Argumenter om henlæggelse i sager om tortur virker for mig højst overraskende, når det kommer fra psykologer (det har vi politikerne til at mene noget om, fx mener Dansk Folkeparti, at tavshedspligten ikke bør vige for tortur). Vi kan tale om accept og forståelse, om organisationelle rammer som udstikker adfærd for individer, om følelser og traumer. Vi kan henvise til forskning om lydighed overfor autoriteter, om loyalitet i krig eller om gruppepres. Men at sige at vi skal putte lort tilbage i skuffen og lege “see no evil, hear no evil, speak no evil“, virker ganske enkelt ikke rigtigt. Man kan selvfølgelig have sine holdninger (ligesom jeg jo har her), og det kunne være rart, at vi diskuterede dette forhold også.
Afsluttende på opdatering 1:
Merete Lindholm blev idømt en række dagbøder for hendes uvillighed til at vidne, så den del af sagen er formentlig overstået. Tilbage står nu kun det noget forrevne billede af en psykologisk praksis og fagforening, som da det gjaldt kun kunne vride sine hænder, forsøge at skræmme og komme med skin-forslag. Jo mere jeg kigger i medierne om denne sag, jo mere synes jeg, at de forskellige jurister som udtaler sig, udtaler sig som psykologerne generelt burde have gjort det. Konkret og uden drama. Eva Smith har været meget fremme, men også Frederik Waage og Trine Baumbach har forsøgt at tale sagen ned. Sidstnævnte siger til Kristeligt Dagblad at: tavshedspligten er ikke til for at sikre psykologernes troværdighed, men kun for at hjælpe deres klienter. Og når tavsheden må brydes, er det derfor ikke et angreb på psykologerne, men fordi hensynet til det, klienten holder hemmeligt, vægtes højere end klientens tillid til psykologen.
Det er nok noget som en del af mine fagfæller er uenige i, men det er skyldes for mig at se, at vi ikke for længst har favnet den realitet, som er, men har levet i en forestilling om, at vi var særlige og at det også var os og vores relationer, som var beskyttet af denne “pligt”. Ask Elklit, en af hovedmændene bag støtteerklæringen, taler om tavshedspligten som “et adelsmærke”.
Det at man i sjældne tilfælde kan være nødsaget til at bryde med tavshedspligten (eller som lægerne siger i lægeløftet; “at jeg ikke ubeføjet vil åbenbare”), betyder ikke, at man ikke mere kan etablere et tillidsrum. Det burde det i hvert fald ikke. Måske med nogle få, men i sidste ende er det jo deres ansvar. Langt de fleste vil leve godt med den hjælp og støtte de finder i terapien, i tryghed om at de ting de siger, ikke kommer ud af lokalet (i princippet, omend praksis af forskellige årsager forholder sig mere kompliceret).
Jeg tror, at vi har blandet pligten overfor klienten sammen med en instrumentalisering af fortroligheden, mikset med den følelsesmæssige loyalitet overfor klient-terapeut forbindelsen. Denne sag bør vække os til dette og ikke få os til at råbe brand, mens vi løber mod vores musehuller. Hvis praksis er nødt til at have lovgivning til at støtte det teraputiske arbejde, så er det jo kun en rimelig diskussion. Det har de ikke haft indtil nu, og det burde ikke komme bag på nogen, som er bekendt med sit eget fag. Men hvis det er det, man vil arbejde for, så kunne denne sag da bruges som anledning til dette arbejde. En stærk og fagligt selvbevidst fagforening i førertrøjen kunne have været godt at have her.
Senest (2012) har Dansk Folkeparti fremlagt et forslag om at psykologer skal absolut vidneundtages, ligesom præster er det. Det er jo her, lovtekst er kringlet, for præster er nævnt i hovedparagraffen 170, men ikke særskilt i stk. 2, derfor er de undtaget per udeladelse. Når forsvarsadvokater er særskilt nævnt i stk. 2 så skyldes det, at de jo også er advokater. Forslaget gik ikke igennem, men både forslaget og begrundelsen fra justitsminister Morten Bødskov er faktisk meget interessant læsning. Forslag og svar åbner faktisk en helt anden diskussion end den, som har været taget i dette indlæg, nemlig om psykologer er at ligestille med præster eller læger. Er psykologer “sjælesørgere” eller “behandlere” eller måske noget helt tredje? Bare tanken om at sidestille mit fag med det teologiske erhverv virker -mildest talt -ikke tillokkende, men jeg er jo heller ikke overbevist om, at terapien bliver bedre af at psykologen er fuldstændig vidneundtaget. For da slet ikke at tale om, hvor problematisk “sjæle”-begrebet er, og hvor langt fra psykisk aktivitet det gerne skulle være. Mht. om præster skal have den form for undtaget tavshedspligt (de har vidst nok stadig indberetningspligt, så fuldstændig tavshedspligt har de åbenbart ikke), så findes der i øvrigt en meget interessant diskussion om dette, i forbindelse med de overgreb som har fundet sted af visse gejstlige. Start evt. undersøgelsen her og her.
Tilsidst vil jeg gerne henvise til et indlæg skrevet af Svend Hjerrild i 2002 i Psykolog Nyt. Det gennemgår sobert, redeligt og fint mange af de ting som jeg har rodet sammen og rundt i her, og Hjerrild gør det med noget mere fingerspidsfornemmelse end jeg (jeg havde sikkert ikke skrevet mit indlæg hvis jeg havde læst Hjerrilds på forhånd). Han rejser også mange af de samme slags etiske spørgsmål som jeg har forsøgt at rejse undervejs. Man kan kun ærgre sig, når vi som psykologer efter mere end 10 år stadig ikke har fulgt Hjerrilds gode råd.