Kort om affordances

Dette er et lidt polemisk forsøg på at argumentere for at perceptionens genstand, dvs det som må være af særlig interesse for os, hvis vi ønsker at forstå perception, er affordances (eller tjenligheder) og ikke betegnelse, form eller farve. I de klassiske teorier om perception antages de sidstnævnte på lidt forskellig vis ofte at være udgangspunktet for det perceptuelle. I den økologiske tilgang finder vi en påstand om, at der er information, som er specifik, altså særlig, for det som det specificerer. Nedenstående peger på at navn, form og farve ikke er specifikt for objekterne i vores miljø, men at den funktionelle relation, som udgøres af objekt-omverden-organisme, er. At denne relation så er direkte perciperbar, er det ikke dette indlægs ærinde at argumentere for.

Kig på en kuglepen:pen

Hvad ser du? I første omgang er svaret måske “en kuglepen”, og det er jo nok rigtig (med mindre du har fået fat i en blyant), men “en kuglepen” er jo bare betegnelsen for den genstand du holder. Og du ser jo ikke på genstandens navn (med mindre der står “kuglepen” på din kuglepen), men på en genstand. Navnet er jo heller ikke særligt entydigt, der findes mange forskellige ord for det samme type skriveinstrument, både på dansk og på andre sprog. Så hvad ser du, som ikke blot er en semantiske betegnelse for denne produktkategori?

Måske siger du nu “en aflang form”, og det er jo også korrekt. Genstanden du holder har en særlig form, men formen er ikke særlig entydig. Kuglepenne fås i tynde, tykke, store og små udgaver. Der er endda nogle som er runde. En genstands omrids er ikke særlig betegnende for genstanden. Der er masser af andre genstande som er aflange, fx stegt bacon eller en teske. Der er også mange aflange former, som ikke er kuglepenne.

Så hvad er det du sidder med og stirrer på? Hvad med farven? Nej, den er heller ikke særlig for det du ser på i øjeblikket. Jo måske lige det du ser på nu, men det er jo tilfældigt (mere eller mindre), hvilken farve din kuglepen har. Og igen, selvom den er blå, så kan din stol og din bil jo også være det, så farven er ikke en entydig måde at specificere en genstand på.

Så hvis vi skræller navn, form og farve af, hvad er der så tilbage af den kuglepen, du sidder og stirrer på? Dens funktionelle relation til dig! Hvad gør den for dig, og hvad kan du med den.

Det er her al perception starter, i oplevelsen af hvad vi kan med tingene. At tro at denne basale oplevelse starter med eller afhænger af form, farve og navn er at spænde vognen for hesten.cart

At starte med hvad der foregår i øjet ved lysets indtrængen igennem linsen er ikke bedre, og hvis vi kun fokuserer på hjernen, så misser vi, hvad perceptionens genstand er. Perception starter med, hvad noget kan for og sammen med dig. Og med en kuglepen kan du skrive, understrege, prikke til naboen eller klø dig bag øret. Den er lavet til et meget specifikt formål, men det afholder jo ikke folk i at gøre andet med den.

En pind

Men hvad så med noget som ikke er lavet med noget formål? En pind fx.pind

Hvad ser du nu? Navnet, formen og farven er mere eller mindre sekundært, der findes jo alle mulige slags pinde, men der er jo ingen oplagt funktion? Jo, men det er den, du kommer med. Hvorfor står du med pinden i hånden? Hvad vil du bruge den til? Måske er det til at støtte din gang over ujævnt terræn, måske er det til at nå et æble uden for rækkevidde, måske er det for at prikke til et fuglelig, måske er det for at klø dig selv på ryggen eller måske er det for at kaste den mod nogen. Måske kan du ændre lidt på den, så du kan fløjte med den, eller spidse den så du kan stikke med den. En pind har ingen skabt funktion, men den har rigtig meget, som den kan bruges til. Pindens form, styrke og holdbarhed, dens udseende, lugt og placering bliver naturligvis en faktor i, om du kan bruge denne pind til dit formål, men det er funktionen, som sætter det perceptuelle apparat op for selektionen, ikke omvendt.

At noget er specifikt/særligt betyder ikke, at man kun kan gøre en ting med det, men at det er i den funktionelle relation, at vi finder det, som specificeres.

Så perception er perception af den funktionelle relation mellem dig og din omverden, eller som som Gibson kalder det; affordance.

3 tanker om “Kort om affordances

  1. Pingback: Google søgninger og hvorfor det kan gå galt | Trettvik.dk:

  2. Laura

    Hej
    Jeg er for nyligt stødt på Gibson og økologisk psykologi, og har et spørgsmål som måske afslører mig i at være ny indenfor emnet.
    Jeg har indtil videre forstået at affordance opstår imellem genstanden og dyret/mennesket. Jeg kunne dog godt tænke mig at vide hvorvidt den måde mennesket/dyret vælger at anvende genstanden udelukkende er forankret i noget biologisk og universelt i mennesket/dyret, eller om dette ikke også er kulturelt overleveret viden fra tidligere generationer? Jo, en træstamme ‘afforder’ at man sætter sig på den, men er det ikke også fordi man har lært af andre, at træstammen er god at sidde på?
    Hvor stor en plads har kulturelt overleveret viden ift til Gibsons affordances?
    Mvh Laura

    1. Trettvik

      Hej Laura
      Tak for spørgsmålet. Det er et godt et og dele af det er nok ikke særligt eksplicit udtrykt hos Gibson. Et fyldestgørende svar vil nok kræve noget mere plads end jeg har her, men måske kan jeg sætte dig på sporet. Dit spørgsmål har lidt forskellige lag i sig, som nok er værd at holde sig for øje. Dels er der et spørgsmål om hvordan mennesker (og underforstået dyr generelt) opsamler affordance, dels er der et spørgsmål om hvordan anden hånds viden og overleverede kundskaber og deres funktion i at lære hvilke affordances er relevante, og dels er et, måske implicit, spørgsmål om “naturlige” objekter versus “kulturelle” objekter og deres fordringer. Der er også et element i spørgsmålet af, hvad har Gibson med, og hvad burde han have med. Som udgangspunkt benytter jeg Gibson, 1979/1986, The Ecological Approach to Visual Perception.

      Helt overordnet besvaret, så ligger der i Gibsons ide om affordance, at det er noget som kræver perceptuel læring, altså at de ikke er givet i en slags medfødt forstand. Affordances kan opsamles af et system med den rette sensitivitet, en proces som Gibson kalder for “information pickup”. Der er information i omverden om tingenes affordances (så også side 140 ff). Denne opsamling sker over tid, som kan have varierende længder og afhænger dels af hvad omverdens objekter er og hvad mennesket som kommer til det konkrete objekt kan. Det er det relationelle aspekt, som du sikkert er med på. Hvis man kigger på side 254, så er der et interessant udsagn: “[the theory of information pickup] needs to explain learning, that is, the improvement of perceiving with practice and the education of attention…. Af særlig relevans for dit spørgsmål kan vi så hoppe videre til side 258. Her skriver Gibson om forskellige måder at viden kan “udvide” perception. “The child becomes aware of the world by looking around and looking at, by listening, feeling, smelling, and tasting, but then she begins to be made aware of the world as well.” Det er altså ikke (“bare”) biologiske faktorer som udgør hvilke affordances vi ser eller som “uddanner” opmærksomheden. Det er også de forudgående generationer, både i form af direkte kontakt med andre mennesker, og i form af billeder, legetøj og sprog. Vi bliver ikke blot gjort opmærksomme på hvad vi kan, men også hvad vi bør eller skal med omverdens objekter. Dette er særligt relevant for mennesker, da vi har fyldt vores miljø med objekter som har særligt designede funktioner, hvoraf nogle ville kunne faciliteres af det vi lidt uheldigt kalder “naturlige” objekter. En træstamme kan man sidde på, en stol “skal” man sidde på.
      At sidde er faktisk lidt en interessant aktivitet, og stolens eller træstammens affordance, “sid-bar-hed”, afhænger naturligvis af benenes udformning og længde og at af siddeområdets (bagdelens) udformning koblet med objektets højde og bredde/dybde samt materiale, substans, holdbarhed og andre ting. Men sidbarhed er samtidig en tilegnet aktivitet, i hvert fald det at sidde på objekter. Stolen har en interessant kulturhistorie, men det vigtige her er at det at sidde på stol eller træstamme i høj grad er en kulturelt formet aktivitet. Man kan diskutere om dette er et hul i Gibsons teori eller om det er implicit i den. Jeg mener det sidste, men er også stødt ind i folk, som mener det første. Gibsons teori handler ikke særligt meget om hverken biologi eller kultur, eller i hvert fald ikke om noget skel i mellem dem. Affordances er for ham aktivitetsmuligheder, som er relevant for en iagttager. Om de er “naturlige” eller “kulturlige” (!) er han ikke voldsomt optaget af, men prøv dog at se på eksemplet med postkassen på side 139. Når vi antager dette perspektiv, så er det dog klart, at mange af de objekter, som omgiver os, har en “natur”, der kræver forskellige kulturelle systemer til at modulere og lære opsamlingen af information om disse mulige aktiviteter. Perceptuel læring var ikke James Gibsons område (han har skrevet lidt her og der om det), men derimod hans kone, Eleanor Gibson, hvis tilgang kan ses som en udvidelse eller forlængelse af James Gibsons, og som samtidig er noget (meget) i sig selv.

      Det var et lidt langt og måske rodet svar på dit spørgsmål, men i en mere kort form, så kan man sige: Jo, andre mennesker spiller en rolle i at lære om de omliggende objekters muligheder for forskellige aktiviteter. Gibson skelner ikke mellem kultur og natur, da han anser principperne for at lære om affordances og opsamling af information som de samme, kulturelle eller ej. I min optik er det derfor implicit (og nogle gange eksplicit) hos Gibson, at den omgivende kultur er del i menneskers træning og “uddannelse” af de perceptuelle systemer og opmærksomheden.
      Håber at dette svar kan give et par ledetråde til at “låse Gibson op”. Skriv gerne, hvis der er yderligere.
      Mvh. Johan

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *