Introduktion
Hvorfor springer nogle mennesker ud fra et tårn 70 meter over jorden eller suser ned af en bjergside? Hvad er der nu galt med almindelig faldskærmsudspring? Adrenalin sus (eller måske oven i købet “-junkies”) er en typisk forklaring, og det kan jo sådan set være rigtigt nok, men hvorfor er der mere adrenalin i at springe fra et tårn og være i luften nogle relativt få sekunder frem for at være i luften i flere minutter som man jo kan ved udspring fra større højder? Man skulle vel tro at følelsen af at nærme sig jorden gav en samlet større effekt end det “kick” kroppen kan nå at producere. Man kan måske referere til forestillingen om eller nærværet af fare. Der er måske større risiko forbundet med BASE jumping end med almindelig faldskærm, det er måske sværere, mere krævende eller noget i den stil. Jeg skal ikke gå ind i de tekniske forskelle, da jeg ikke kender dem, men det jeg her vil er at præsentere en tentativ supplerende forklaring, som forhåbentlig også kan illustrere begreberne optisk flow og information i den økologiske tilgang.
Skydiving versus BASE jumping
Prøv først at se de to klip her:
Skydiving:
BASE jumping:
Hvad er den signifikante forskel? Oplevelsen af den relative hastighed i frit fald. I skydiving nærmer man sig normalt jorden med højere hastighed da man kan nå maksimal hastighed, mens en del BASE jumpers ikke når op på denne hastighed. Alligevel beskriver en dansk BASE jumper, Nils Predstrup det således i et TV2 program:
“Vi er meget tættere på jorden og på referencepunkter altså jorden som står fast i forhold til os, så vi ser farten meget større.”
[Dokumentationen for citatet befinder sig pt i internettets limbo, måske kommer det til syne en dag]
At det er sjovt og at man kan flyve – grunde som også omtales – er nok ikke den store forskel i forhold til almindelig faldskærmsudspring, men oplevelsen af farten er helt klart. Det er ikke nødvendigvis den faktiske hastighed, men muligheden for at opleve den hastighed man rent faktisk falder (eller flyver om man vil) med.
Så hvordan oplever vi fart? Dette er ikke et af de mest undersøgte områder i perceptionspsykologien, som traditionelt set interesserer sig for objektgenkendelse, og som regel tages der udgangspunkt i oplevelsen af andre objekters fart og ikke ens egen. Max Planck Instituttet er dog et sted hvor fart-perception bliver undersøgt.
Her vil jeg prøve at give en måske lidt anden forklaring, som tager udgangspunkt i den økologiske tilgang.
Information og optisk flow
Informationsbegrebet og det optiske flow kan måske være lidt vanskeligt at forstå, hvilken indflydelse det har på vores perception af omverden. Information er jo Gibsons begreb om, at der er noget, som er specifikt for noget andet, og at denne specificitet er lovmæssig. Dette er til forskel fra symboler og andet, som vi typisk kalder information, der jo nok kan være specifikt for noget andet (ordet kop referer til en kop-genstand), men forholdet er ikke lovmæssigt – en anden forskel er også de kommunikative informationers formidlende karakter, som ikke er tilfældet for de perceptuelle informationer; verden taler ikke til mig, hvor smukt det end kan lyde. Gibson beskriver det således:
“The world is specified in the structure of the light that reaches us, but it is entirely up to us to perceive it.” (Gibson, 1979/1986, p. 63)
&
“Information…refers to specification of the observer’s environment, not to specification of the observer’s receptors or sense organs.” (Gibson, 1979/1986, p. 242)
Det optiske flow skal forstås i sammenhæng med det “ambiente optiske array” (eller den omgivende lys-orden), som er, at der i ethvert “punkt” i et lysfyldt miljø er lys som kommer fra overflader, der har reflekteret lys på forskellig vis, og denne forskellige vis har givet lyset en specifik struktur eller orden. Til ethvert givet “iagttagelsespunkt” er der mulighed for et lysfølsomt organ (øjet som regel) at opsamle denne struktur eller disse informationer om miljøet, hvis det ellers er “tunet” til dette.
Det statiske punkt er dog et særtilfælde i enhver organismes liv, og det er derfor først interessant når man sætter bevægelse ind. Her sker der nu en række transformationer af de synlige strukturer, som giver nye informationer om en række kvaliteter ved verden. Disse kvaliteter kan fx være at verden er stabil og at objekter sjældent varierer i størrelse afhængig af hvor tæt vi er på dem. Dette er klassiske “mysterier” indenfor perceptionspsykologien, som nu forklares ved at forstå transformationer af de visuelle strukturer.
Mere interessant er det dog at denne bevægelse kan beskrives som et optisk flow, hvor vi finder en række særlige og signifikante egenskaber. Fx kan vi se om vi nærmer os en overflade på den måde det optiske flow felt “outflows”, hvilket sker når en overflade vokser i flow-feltet. Tilsvarende kan vi se et “inflow” når en overflade mindskes i flow-feltet, hvilket er specifikt for overflader vi går væk fra.
Og nu nærmer vi os den tentative forklaring på fart-oplevelsen. Overfladerne kaster lys tilbage i miljøet, et lys med struktur som afspejler overfladernes layout og tekstur. Hvor hurtigt disse visuelle teksturer flytter sig kan måske siges at være flow-feltets relative hastighed. Relativ, fordi det er i forhold til aktørens egen-bevægelse (lokomotion). Vi ved fra Lees studier (fx Lee & Kalmus,1980), at dette kan formaliseres på forskellig vis, så som hvad der specificerer, hvornår vi rammer en overflade, eller hvor meget vi skal bremse for at undgå sammenstødet. Jeg vil ikke her komme nærmere ind på de tekniske elementer i dette, men blot sige at det vigtige er, at der er information i det optiske flow, som er specifik for den hastighed den bevægende organisme har. Ikke dermed sagt, at det visuelle system er det eneste, vi gør gældende for at opleve fart, men vi kan, når vi er rimelig tæt på teksturerede overflader, opsamle visuel information om vores hastighed.
BASE jumpere?
Hvordan forholder det sig så til BASE jumpere? Ideen her er, at det er oplevelsen af farten som er det spændende ved denne type spring, og denne oplevelse kommer i stand, når man kan se en vis mængde af de teksturerede overflader suse forbi. Det er altså ikke den absolutte hastighed (den er højere i andre sammenhænge), men den relative hastighed. Prøv at kigge ud af sidevinduet i bilen når man kører med 130 km i timen på motorvejen, og sammenlign det med at kigge ud af en flyvemaskine som flyver med 800 km i timen, men i 10 km højde. Prøv også at kigge ud, når flyet lander. Min egen oplevelse er, at det er som om flyet accelerer, selvom farten faktisk tages af.
Så information og optisk flow skal forstås i relation til de øvrige objekter (og overfladernes tekstur/layout) samt aktørens lokomotion. Og en del af et adrenalinsus kan i dette tilfælde forstås som en oplevelse af egen-hastighed, hvilket er specificeret i det optiske flow-felt. Der kan skrives meget mere om fart-perception, og måske vil jeg gøre det en dag, men pointen her er, at det er ikke kun følelser, forestilling, tanker eller viden, det er også ren og skær direkte perception af det optiske flow.
Referencer:
Gibson, J. J. (1979/1986). The ecological approach to visual perception. Boston, MA: Houghton Mifflin.
Lee, D. N., & Kalmus, H. (1980). The Optic Flow Field: The Foundation of Vision [and Discussion]. Philosophical Transactions of the Royal Society of London. Series B, Biological Sciences, 290(1038), 169–179. http://www.jstor.org/stable/2395423
[indlægget er redigeret i oktober, 2021 med en ny basejump video, referencer og et par småfiks i teksten.]