Selvom mange bruger wikipedia, så bør man nok bevare en vis kritisk afstand til opslags-hjemmesiden. Her er dog mit forslag til en måde at bruge siden på, som vel kan ses som en leg, et spil, en udfordring og en måde at opdage ting, man ikke vidste noget om i forvejen. Den tager udgangspunkt i legen “Six degrees of Kevin Bacon” og omformer den til en wikipedia-dyst.
“Six degrees of Kevin Bacon”
Måske vil legen “Six degrees of Kevin Bacon” være kendt for nogle. Legen er en særlig variant af ideen om, at der kun er seks skridt (eller introduktioner) mellem enhver person. Alle kender en, som kender en, der kender en, der kender en, der kender en, der kender den, man er interesseret i. Der er lavet et teaterstykke og en film om det, og der er en dokumentar som forklarer forskningen i dette.
Hvad der kom først, ved jeg ikke, men på et tidspunkt lavede nogle college studerende dette til en leg, hvor man skal sætte en given skuespiller i forbindelse med skuespilleren Kevin Bacon indenfor seks trin. Her kan man lege det med skuespillere. Denne leg har så spredt sig, så den nu handler om, at snart sagt hvad som helst kan sættes i forbindelse med den stakkels mand. John Stewart tager i dette klip fra The Daily Show fat på at forbinde olieudslippet i den Mexikanske golf til skuespilleren (det starter omkring det fjerde minut og der er en mere til sidst). Eller her hvor samme Stewart forbinder KB til Hitler (ca. 3:35). [Desværre er adgang til begge links blevet begrænset til USA-ipadresser. Prøv eventuelt et af de mange programmer som skjuler din ip-adresse].
Legen: wikipedia og Kevin Bacon
Nå, men mit forslag til en fornuftig brug af wikipedia er at lege seks grader af Kevin Bacon ved at bruge wiki-links – eller som jeg kalder det: seks links til Kevin Bacon. Start med et vilkårligt emne, læs teksten og find et passende link som du regner med, bringer dig tættere på Hr. Bacon og gentag, indtil du enten løber tør for ture efter 6 links (hvorved du taber/får en Bacon-score på 7) eller har fundet Kevin Bacons side. Jo hurtigere man kommer fra start-wikien til slut, jo bedre er ens Bacon-score.
Startsiden tæller ikke med i de seks, og det er snyd at starte med KBs side og linke bagud eller “Six degrees”-siden (brugen af søgefeltet er naturligvis heller ikke tilladt). Hvis man spiller mod nogen, så er den som har den laveste Bacon-score vinderen, spil eventuelt bedst ud af tre, fem eller andet. Man kan også spille det som antallet af solide slurke man skal tage af sin øl – en slags dong-leg, selvom jeg ikke vil anbefale at skulle bunde øllen hver gang. Hvis du selv spiller, så husk at læse de indlæg du passerer, så dit hoved kan svulme op med viden. Måske kan du en dag bruge vendingen: ‘det lærte jeg, da jeg spillede seks links til Kevin Bacon’.
Legen kan leges med frie ord, tilfældige ord eller ved at vælge en vilkårlig kategori. Wikipedia er delt ind i 12 sektioner, som kunne være rammen for en kategori. Man kan også slå ned på et tilfældigt begreb på en tilfældig side eller man kan udfordre hinanden med ord – i disse sociale medietider, så skal det jo nok blive et hit.
For den programmeringskyndige er der her en oplagt ide til en app, og hvis ikke den allerede findes, så er den åben for alle. Skriv gerne hvis du er igang med et sådant projekt. Skriv også gerne dine ord og links, så vi andre kan se hvordan det kan gøres og hvor god du er.
Her er mit forsøg, som jeg tabte på:
startsiden: http://en.wikipedia.org/wiki/Autodidacticism -> (1) http://en.wikipedia.org/wiki/Khan_Academy ->(2) http://en.wikipedia.org/wiki/Not-for-profit_organization -> (3) http://en.wikipedia.org/wiki/Charitable_organization#United_States -> (4) http://en.wikipedia.org/wiki/Chronicle_of_Philanthropy -> (5) http://en.wikipedia.org/wiki/Philanthropy -> (6) http://en.wikipedia.org/wiki/Fundraising
Okay, jeg kørte nok lidt rundt i ring, men jeg har nu en Bacon score på 7 (suk). Til gengæld ved jeg lidt om non profit og filantropi…
Kevin Bacons arbejde
Hvis ideen interesserer dig, så må du ikke gå glip af Kevin Bacons egen præsentation på en TEDx Talk. Her gennemgår han historien om den oprindelige leg og sin egen rolle i den, samt det velgørenhedsarbejde som hans sixdegree.org laver.