Hvorfor sker gode ting for dårlige mennesker?

Eller: hvorfor skriver du sådan noget sludder om et emne?

 

I et blogindlæg på Huffington Post skrevet af Derek Rydall kan man læse overskriften: Why Good Things Happen To Bad People. Et pseudo-interessant spørgsmål, som på forskellig vis går i mod en almindelig, men muligvis forkert antagelse om, at verden er retfærdig, og at folk som er onde mod andre vil få det betalt på et eller andet tidspunkt – også kaldet “just world-hypotesen“. Som det kan ses i det linkede wikipedia-indlæg, så er det en “fejlslutning” og en “kognitiv bias”, og der findes en del forskning på området. Det er også noget, som ligger i sproget; man høster som man sår, er bare et enkelt eksempel.

“Verden” er formentlig ligeglad med, om man er god eller dårlig, med mindre man fisker en religiøs forklaring ud af ærmet, men der kunne sagtens præsenteres forskellige hypoteser om sammenhænge mellem dårlig/god adfærd og dårlige/gode resultater, som faktisk gjorde “just world-hypotensen rimelig”. Fx kunne der være en sammenhæng mellem, om man var god mod andre og andre så -alt andet lige – ville være god mod en som en slags gengældelse, og dermed forbedre ens velvære. Man kunne så have en relateret hypotese om, at hvis folk opførte sig som nogle skiderikker, så ville de på et tidspunkt i deres liv have brug for hjælp og mangle den, da ingen gad at hjælpe dem – igen alt andet lige, hvilket ville betyde, at de ville få det uforholdsmæssigt meget dårligere end ellers. Jeg kender ikke til noget litteratur på området, men man kunne måske lave et slags modificeret “bystander-apati-eksperiment“, som undersøgte det. Prøv selv at overveje hvordan.

Så hvad er blogindlæggets vinkel? Det starter hårdt ud: Vi har alle set, hvordan børsspekulanter bliver rigere og rigere, mens “honest, hard-working people” bliver fattigere. Derfor rejses spørgsmålet, hvorfor sker der gode ting for dårlige (eller onde, hvis man forstærker oversættelsen af det engelske ord “bad“) mennesker? Og allerede her, bliver den opmærksomme og kritiske læser nok mistænksom, for på hvilken empirisk basis kan man koble det at investere penge med, om man er god eller dårlig/ond? Og hvordan ved vi, at der sker flere “gode” ting for en investor end for en “ærlig, hårdtarbejdende person”? Og kan vi sætte lighedstegn mellem mængden af penge og gode/dårlige “ting”? Og Og Og… Allerede her finder vi grund til at placere indlægget på hylden med de tossede udsalgsvarer, så som falske tænder med blymaling og fyrværkeri med meget kort lunte. Men det er faktisk ikke det, som har min interesse her.

Det næste i indlægget skruer kun op for charmen.

If you’re a good human being, good stuff is supposed to happen to you, right? Wrong. It’s a common misunderstanding to believe that “human goodness” leads to the experience of human good. In fact, that’s not always — or even often — the case.

Dette synspunkt rejses naturligvis uden nogen empirisk eller logisk argumentation. Vi har jo allerede set, at de rige bliver rigere, så quod erat demonstrandum, ikk’ sandt? Hvis man søger lidt rundt på nettet, så er det faktisk svært direkte at finde noget kvantitativt om emnet. I hvert fald med den meget lille tid, som jeg har brugt på det. Ikke mærkelig muligvis, da det jo i høj grad handler om, hvordan man forstår gode ting vs dårlig ting og gode mennesker vs dårlige mennesker. Liv og død, sundhed og sygdom, rigdom og fattigdom, velvære og elendighed, lykke og smerte, nærhed og ensomhed: som det nok kan ses, så kan man jo vælge mange dimensioner at placere god og dårlig indenfor. Og hvornår er man et godt menneske? Når man ikke skader andre (altså en negativ definition)? Når man gør andre glade (men hvor mange skal der til)? Og hvad med et dårligt menneske? Hvor slem skal man være for at ryge i den kategori? Hvad hvis man skælder lidt for meget ud på sine børn? Eller er utro? Eller beriger sig på andres bekostning? Dette er klart moralske spørgsmål og temaer, som ikke lige er til at sætte op i simple eksperimenter.
Der findes selvfølgelig socialpsykologiske eksperimenter, som kunne være relevante her, fx indenfor økonomisk spilteori, hvor utallige variationer af Kahnemans oprindelige Ultimatumspil sammen med Diktatorspillet er samlet i en metaanalyse i 2011 af Engel (og af Zhang i 2014). En af de effekter, som tilsyneladende er robuste, er at “If the recipient is deserving, she gets more.” (Engel, 2011, p. 606, min fremhævning). Der er flere effekter, og nogle af dem vil sikkert komme i konflikt med den nævnte, men det interessante her er altså, at hvis modtageren virker, som om denne har fortjent noget, så får personen flere penge i spillet. Hvis vi nu definerer god ting, som “flere penge”, og god person som “deserving” – en definition i forlængelse af Rydalls udsagn, så er der her en konflikt med den ovenstående argumentløse påstand om, at menneskelig godhed ikke leder til nogen oplevelse af noget godt.

Dette kan man jo diskutere frem og tilbage, men det er det næste i indlægget, som får det til at blive en kommentar værdig. For hvorfor er det så sådan, at de dårlige mennesker har så meget medvind? Af den “simple” grund, at Our consciousness is the cause of our reality!

Den grådige person, som “føler sig værdig”, vil bare rage til sig og være ligeglad med andre, mens den gode og generøse person, som “føler sig uværdig”, vil ende som “a broke do-gooder”. Øh nå, men hvad så med den grådige person der føler sig uværdig, eller den gode person der føler sig værdig? Eksisterer de ikke?

Det er vel det, man kan kalde en påstand, og her bakker forfatteren det op med sin pseudoforståelse af forskellige felter. Fx så har epigenitik vist, skriver Rydall, at gener ikke kontrollerer vores kroppe (hvad han så end mener med det?), men at det er miljøet, som cellerne er i (gener=celler?), der gør det. “And what controls the environment of our cells? Our consciousness.” Det er simpelthen for sjovt!
Det er sjovt af en lang række grunde, men den simpleste er nok den forståelse, at en eller anden metasubstans, kaldet bevidsthed, “kontrollerer” cellerne og dermed generne. Rene Descartes har ikke levet forgæves. Hvis man skal være venlig, så kunne man omformulere det til, at den psykologiske konstitution hænger sammen med det miljø, du bebor, og da miljøet er medvirkende årsag til de enkelte geners aflæsning (genekspression), så er den psykiske konstitution per logisk sammentrækning medvirkende årsag til den genetiske aflæsning, og hvis du ændrer din psykiske konstitution, og dermed (?) dit miljø, så ændrer du dine gener. Men der er dels en masse “venlighed” involveret i denne tolkning, og dels er den udtryk for en grundlæggende dualistisk forståelse af psyken, som i bedste fald er problematisk og i værste fald skrupforkert.

Resten af blogindlægget kan med rimelighed læses sammen med Ayn Rands holdning om, hvorfor individuelle “gode gerninger” (så som altruisme) bare er et udtryk for en undertrykt personlighed. Jeg refererer her eksplicit til essay-samlingen “Philosophy: Who Needs It” fra 1984. Her skriver hun fx: [Altruism] is the poison of death in the blood of Western civiization, and men survived it only to the extent to which they neither believed nor practiced it.” (p. 61). Jeg er ved at prøve at kæmpe mig igennem Rands mest kendte bog Atlas Shrugged, og er sikker på, at når/hvis jeg bliver færdig med den, så havner nogle af dens tåbeligheder også på disse sider. Dens papirtynde karakterer og handling og det åbenlyse filosofisk-politiske budskab gør dog dette til et stort hvis og et meget lille når.

Tilbage til Rydall og blogindlægget, for det bliver meget hurtigt klart, at her er der tale om en figur indenfor “Positiv Tænkning”. Man skal ikke kigge længe på nettet, før begrebet “Laws of Attraction” dukker op sammen Rydalls navn – han har som mange andre skrevet en bog med samme navn, og nej det er ikke fysik, men ideen om at man kan tiltrække penge og nye biler ved at tænke virkelig grundigt over det. At kalde det pseudovidenskabeligt er nok for venligt, det er snarere nonsens. Hvad laver det her indlæg egentlig på en seriøs hjemmeside som Huffington Post? Ok, indlægget er fra 2011, og forfatteren var sidste gang aktiv i september 2013, så det er en lille ting. Og det står under deres “healthy living” afsnit, så det er sikkert et udtryk for det – ganske vist postulerede – forhold, at journalister – her som mange andre steder – grundlæggende interesserer sig for politik og sport, og ikke for ret meget andet.

Det, som slår mig som mest sigende og tankevækkende, er, at ideen om, at “bevidstheden er årsag til vores virkelig”, ikke er noget, som er forbeholdt positiv tænknings tilhængerne og deres “livs-coaches” (som det vist hedder på moderne dansk), selvom de tager holdningen ud i det ekstreme. Det er noget, som gennemsyrer psykologien og i særdeleshed Aaron Becks kognitiv terapi (og de mange senere afarter der findes). Det er anti-realisme, så det batter.

Hvis nogen fra denne “skole” er kommet så langt i dette indlæg som her til, så tænk lige over udsagnet om, at “bevidstheden skaber vores virkelighed“. Prøv at meditere (ikke som mindfulness, men ordentlig meditation som “observation”) lidt over, hvorfor dette kunne være et problematisk udsagn. Hvorfor dette ikke blot individualiserer problemer og lidelse, men også nedgører dem og skaber en solipsisme, som altid har været en filosofisk blindgyde. Er min kobling mellem positiv tænknings tosserier og noget så populært som kognitiv terapi at gå for langt? Hvis ja, hvor er forskellene så? Og hvis ikke, forklar mig lige, hvorfor det er så vigtigt, at bevidsthed, kognitive skemaer eller hvad vi kan kalde det, skulle være kausalt bundet til fysiske elementer. Eller forklar mig, hvorfor det er “nok” at “arbejde” med sine tanker, skemaer, indstillinger etc. Please…, og på forhånd tak.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *