Hvad kan det bruges til?

På mange måder er dette spørgsmål; “hvad kan det bruges til?” eller dets afart “hvad skal jeg bruge dét til?” – et af de mest forventelige og forventede spørgsmål til en forelæsning eller anden undervisningssammenhæng, i hvert fald indenfor mit felt. Samtidig er det også ind i mellem et af de sværeste og kan give mig et flakkende blik, når jeg alligevel møder det, forberedt eller ej. Dette af et par grunde, som jeg kort vil nævne her. Bemærk at dette indlæg ikke handler om, hvad “det” eller “noget” faktisk kan bruges til, men snarere hvad spørgsmålet egentlig er for en størrelse. Til sidst i indlægget vil jeg give fire råd om, hvordan man som stiller af spørgsmålet optimerer sine muligheder for at få det maksimale udbytte ud af det.

For det første er det ikke altid klart, hvad noget faktisk skal eller kan bruges til. De fleste undersøgelser er lavet under et sæt af meget specielle antagelser og betingelser, og det er ikke altid, at man kan komme ret langt væk i spekulationer fra disse antagelser og betingelser, før man mister sigtet med undersøgelsen. Det er ikke meget anderledes med de såkaldte “teorier”, som ofte gengives i grundbøger – “teori” i anførselstegn, da det ofte er opblæste begreber forklædt som teori eller en samling af uundersøgte implicitte antagelser forklædt som en postuleret “alment anerkendt” forklaring på et givent fænomen (*host host* “mental repræsentationsteori *host host* “hukommelsesteori *host host* “kognitionsteori *host host* “perceptionsteori *host host*).
Men selv mit eget gibsonianske økologisk udgangspunkt kan udfordres, og er blevet udfordret, med spørgsmålet; “hvad kan det egentlig bruges til?”. En teori er et sæt af forklaringer og antagelser om et givent (sæt af) fænomen(-er), og det er nok klart, at hvis fænomenet ikke er indenfor “brugs-sfæren”, både for teorien og for den som fremlægger den, så bliver der ofte tale om en del væven rundt, da man nu tvinges til generaliseringer udenfor teoriens rækkevidde og ens egen bekvemmelighedszone.

For det andet er spørgsmålet uklart. “Bruges” og “til” er ikke klart afgrænsede. Hvor skal det bruges og til hvad er to dele indeholdt i spørgsmålet, som ofte først skal afklares. De fleste spørgere implicerer ofte, at brugen er afgrænset til det, vi kalder den “anvendte” del af psykologien. Det vil sige, at der spørges om brug indenfor fx klinisk psykologi, og det virker ikke legitimt at argumentere for, at brugen kan være af ren teoretisk karakter, som fx til at understøtte en teoretisk påstand eller en begrebslig konstruktion. Dette peger på et interessant skel indenfor psykologi mellem “almen” og “anvendt” psykologi, men det er ikke stedet at diskutere det her. Jeg vil dog pege på, at skellet er konstrueret, og at en linje ikke kun kan konstrueres mellem “almen” og “anvendt” men også mellem videnskabeligt teoretisk funderet psykologi og ikke-videnskabelig teoretisk funderet psykologi. Det kan der komme meget sjov ud af at diskutere – måske på et senere tidspunkt.

Hvor noget kan bruges henne, er bestemt et legitimt og rimeligt spørgsmål, også selvom der ofte tænkes på de praksisformer, som de fleste psykologer udfører, og ikke på det mere teoretiske arbejde. Den anden lidt løse  del af spørgsmålet er “til-delen”. Til hvad? Hvad menes der med dette? “Til” er et kontekstuelt bundet ord. Lad os prøve med en analogi. Hvad kan jeg bruge penge til, kunne man spørge. Det oplagte svar er “til at betale en given vare med, så du kan eje (eller leje) den”. Det er pengenes intenderede funktion at fungere som et udvekslingsmiddel for varer og en central del af deres socio-kulturelle historie. Men jeg kunne også bruge dem til at lave kunst med eller til at lære at tælle med eller mønten til at skrue en skrue med bred kærv ud med eller en pengeseddel som et sugerør eller så meget andet. Dette er den ikke-intenderede brug af pengene i deres tingslige form.
Dette er naturligvis en “ting”, så hvad med teorier, begreber eller undersøgelser? De har også en “intenderet funktion” eller måske snarere en rækkevidde for deres forklaringsværdi (se fx Kelly, 1963[1]).
Et begreb har (måske) en mere eller mindre snæver definition, som afgrænser den fra noget, som den ikke er, og en undersøgelse er lavet under en række betingelser og forudsætninger, som ofte sætter rammen for, hvor meget den kan “bruges til”. Tilsvarende er der nogle omliggende randomstændigheder eller tråde ud til betingelser, som ikke umiddelbart er en del af undersøgelsen, eller som begrebet ikke indeholder, eller som teorien ikke forsøger at forklare, men som alligevel kan have relevans for eller indflydelse på teorien eller undersøgelsen. De kan i bedste fald være centrale for forståelsen af særlige psykologiske problemstillinger i dagligdagen, og derfor centrale for den praktiserende psykolog at forstå og beherske. Dette kunne vi som i analogien ovenfor kalde den ikke-intenderede brug, og som jeg oplever det, så er det ofte den, som spørgsmålet retter sig i mod. “Det er alt sammen meget godt, Johan, men hvad kan vi, som faktisk laver noget fornuftigt, så bruge det, som du siger til?” – bare for at tage en karikeret udgave af spørgsmålet.

Der rejser sig dog en særlig udfordring med spørgsmålet i denne kontekst, da de psykologiske konstrukter (igen et Kelly-begreb) og undersøgelsesresultater meget sjældent har en materiel binding, som i sig selv afgrænser deres brug. Hvad mener jeg med det? Hvis vi igen kigger på pengene, så ser vi, at der er mange måder, vi kan bruge dem på, som ikke er i overensstemmelse med det, de lavet til. Jeg kunne fx bruge dem til at skrue en skrue op med (hvilket jeg (som mange andre) faktisk har gjort flere gange). Men denne brug er kun mulig så længe der er et match mellem skruens kærv og møntens bredde og materialestyrke (pengesedler er ikke gode til at skrue med). Uanset hvor meget jeg ønsker at bruge en mønt til at skrue en skrue ud med, så er det umuligt, hvis ikke de passer sammen. Der er altså en materiel binding (eng. constraint), som gør det muligt eller umuligt at bruge mønten som skruetrækker, og mine behov, ønsker eller motiver er mindre relevante i denne sammenhæng. Der er mange måder at bruge mønten på, men der er endnu flere, man ikke kan bruge mønten til, eller hvor den egner sig meget dårlig.

Dette er ikke tilfældet i teorier, begreber eller undersøgelser, som kan matches stort set alting, særligt på basis af behov, ønsker eller motiver. Der er en meget elastisk karakter over mange af de forklaringer og anvendelser, vi finder i dag, hvor undersøgelser, som er lavet under meget snævre og specifikke omstændigheder, uden de store overvejelser anvendes i sammenhænge, hvor de ingen betydning har andet end som en retorisk forstærkning af i forvejen givne meninger og uudtalte antagelser. Dette er ikke særligt videnskabeligt, men er en praksis, som nok er forståelig, når man tager i betragtning, at i offentligheden er den gængse værdi af en teori eller en undersøgelse sjældent det snævre videnskabelige mål, men mere ofte den utilitaristiske og instrumentelle ide om, at for at det har en værdi, så skal det kunne bruges til noget i den daglige praksis og gerne for mig lige nu. Drivkraften er altså at række ud over undersøgelsens eller teoriens rækkevidde for at opnå accept eller anerkendelse eller opmærksomhed eller argumentatorisk styrke, men den uheldige konsekvens kan være, at dette udhuler den mulige og egentlige videnskabelige værdi af teorien eller undersøgelsen, når den ikke længere er afgrænset af dens udviklings- og rammebetingelser.

Dette peger mod et andet skel, som ofte diskuteres, nemlig mellem “grundvidenskab” og “anvendt videnskab”. Dette skel virker på mange måder som en slags beskyttelse for de, som ikke ønsker eller ikke kan gøre deres forskning forståelig på et mere “praksis-anvendeligt” område. At kunne sige, at det man laver, er “grundvidenskab”, får alting til at lyde lidt finere, og man kan herefter løsrive sig fra virkelighedens og dagligdagens snævre betingelser og slå om sig med begrebskonstruktioner, undersøgelser af ligegyldige eller tilfældige fænomener, teoretiske miskonstruktioner og meget andet skidt. Dette er naturligvis i skyggesiden og ikke i solsiden at vi finder denne adfærd, men “grundvidenskab” er en løs term, som, – særligt i et felt som psykologi, hvor vi ikke har en fælles teoretisk forståelse, ramme eller metodisk fodslag (pluralist eller ej) – giver mulighed for at bedrive en masse ligegyldighed. Ingen nævnt, ingen glemt – og heller ingen fornærmet -forhåbentlig. Hvad der så afgør, om det man laver er tidsspilde og ligegyldigt er et uhyre vanskeligt spørgsmål udenfor det lange historiske perspektiv, igen særligt indenfor et fag som psykologi uden de nævnte fælles forståelser og fodslag. Teoretisk fysik er interessant som sammenligning med psykologi, særligt fordi matematik for denne del af fysikken virker som en slags materiel binding, men det vil være for omfattende at diskutere her.

Til sidst

Ovennævnte overvejelser driver mig frem til en lidt utilfredsstillende konklusion, eller måske snarere en lidt vag refleksion, nemlig at spørgsmålet “hvad kan det bruges til?” er et godt og brugbart spørgsmål, men er ikke altid muligt at besvare særligt præcist. Det er nogle gang et konkret spørgsmål, nogle gange et politisk spørgsmål, og andre gange er det et ideologisk eller paradigmatisk spørgsmål. Nogle gange er det manglen på forståelse af helheder, som driver det, andre gange er det manglen på indplacering i en given helhed, som får det frem. Ofte refererer det til specifikke praksisformer, og ind i mellem afvises andre former for praksis, som relevante eller værdifulde. Alt det (og mere) er, eller kan der ligge i spørgsmålet, uanset hvor det bliver stillet, eller hvor “naivt” det end kan lyde at stille det.

Ovenstående får det måske til at lyde som om, at jeg ikke kan svare på, hvad det jeg beskæftiger mig med, kan bruges til, og jeg har da også allerede indikeret, at jeg ind i mellem er eller bliver i tvivl om mit områdes og min interesses egentlige “nytteværdi”, særligt i forhold til de interesser, som spørgeren ofte (og ofte implicit) lægger for dagen. Dette er dog ikke det samme som, at spørgsmålet ikke skal stilles, tvært i mod! Det er et spørgsmål, som ofte tvinger den adspurgte (her mig) til at reflektere over en anden mulig værdi af det, man går og laver.
Hvis man som spørger vil have mere end løse overvejelser ud af sit spørgsmål, så er det dog muligt at hjælpe lidt til i denne proces, både til glæde for den der forsøger at svare og for en selv. Her er fire råd med særligt blik på ovenstående:

1) Prøv at indkredse og konkretisere brugen. Hvor tænker du, at det er relevant at bruge en given teori eller en given undersøgelse henne, og hvad mangler du for at fylde hullet ud selv?

2) Prøv at motivere brugsspørgsmålet. Hvorfor har dette din interesse? Er det som en kritik af tilgangen, teorien eller undersøgelsen eller er det med et ønske om at bidrage til udviklingen?

3) Prøv at understøtte refleksionen. Kan det, som den adspurgte svarer på, udbygges og arbejdes videre med? Denne del er måske ligegyldig, hvis forsøget er at få svareren på glatis, og udstille det man spørger om, men min oplevelse er dog, at denne del er yderst sjælden, og at de som spørger i langt de fleste tilfælde har en ægte interesse for at forstå en tilgang, teori eller undersøgelse, og gør det ved at omforme den til noget, som er brugbart indenfor spørgerens interessefelt.

4) vær konstruktiv kritisk overfor gyldne løfter. Kan det virkelig passe at fordi man har spurgt nogle folk i et spørgeskema om noget, at så er det et udtryk for deres “hukommelse”, “personlighed” eller “emotioner”? Kan en teori som tager udgangspunkt i en metaforisk forståelse sige noget særligt interessant om psykiske fænomener i en levet verden? Og mange andre og helt sikkert mere væsentlige spørgsmål.

ANVENDT LITTERATUR:

Kelly, G. (1963): A Theory of Personality. New York, W. W. Norton & Company

FODNOTE:

[1]. George Kellys bog “A Theory of Personality” starter med et kapitel om teorier og forklaringskraft. Her skriver han blandt andet: “Any psychological system is likely to have a limited range of convenience.” (1963, p. 11). Dette plejer jeg at oversætte som en teoris rækkevidde, selvom en mere “korrekt” oversættelse nok ville være at en teori har en begrænset bekvemmelighedsrækkevidde.

Kelly beskriver også hvordan forskellige “systemer” eller teorier som virker på et område, forsøger at udvide sig til et andet. Et eksempel han giver, er Freuds psykoanalyse som starter som en psykoterapeutisk teknik og skubber sig over i en teori om personlighed og udvikling. Til dette skriver Kelly:

“This kind of inflation of miniature systems is not necessarily a bad thing, but it does cause trouble when one fails to recognize that what is reasonably true within a limited range is not necessarily quite so true outside that range.” (p. 11).

Altså kan det blive et problem at teorier lavet under et sæt af betingelser forsøger at trænge sig ind på områder som ikke nødvendigvis har de samme betingelser. Og for at runde Kelly af, så fortsætter han:

“Not only do systems, psychological and otherwise, tend to have limited ranges of convenience, but they also have foci of convenience. There are points within its realm of events where a system or theory tends to work best.” (p. 11)

Teorier har en rækkevidde og de har et udgangspunkt. At være bevidst om disse kunne være hjælpsomt til at identificere om de “generaliseringer” (dvs. udvidelser af den begrænsede bekvemmelighedsrækkevidde) som foretages er rimelig eller ej.

Kellys første kapitel i denne bog, ja faktisk hele bogen, er en af de (ofte) oversete perler i psykologi. Første kapitel burde, efter min bedste overbevisning, være at finde gennemgået i enhver grundbog om videnskabsteori ved siden af Popper og Kuhn, men det har jeg stadig til gode at se.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *