Hvorfor er den økologiske tilgang interessant?

Den økologiske tilgang, som her er repræsenteret ved James Jerome Gibson (1904-1979), er interessant, fordi den forsøger at svare på en række grundspørgsmål på en anderledes måde end hidtil. Eller det vil snarere sige, at den forsøger at stille de væsentlige grundspørgsmål op på en måde, så de svar der kommer ud af dem, er indenfor det man kunne kalde en realistisk ontologi. Dette er en filosofisk årsag, som umiddelbart ikke tiltaler så mange.

En anden årsag er, at Gibson i sin bog fra 1966, og særligt i bogen fra 1979 tager udgangspunkt i det banale, det observerbare, det tilstedeværende og gør det til genstand for sin tilgang til perceptionspsykologi. Dette er tiltalende, fordi han dermed tager sit udgangspunkt i den konkrete verden, som den stiller sig an foran vores sansesystemer. Den efterfølgende teori besvarer derfor spørgsmålet om, hvad det er vi ser, ud fra en antagelse om, at det vi ser i hvert fald som udgangspunkt, er tilgængeligt for os. Dette er stadig ikke helt en psykologisk grund eller motivation til at kunne lide den økologiske psykologi som beskrevet af Gibson, men endnu en filosofisk grund.

Måske er det, fordi jeg er født i stjernetegnet Tyren, at jeg ikke tror på astrologi. Tyre siges at have alle deres ben plantet solidt ned i klippegrunden, og måske er det i virkeligheden, det jeg oplever i Gibsons teori. Den starter med det vi kan se, høre, lugte, smage og føle, og tager det som udgangspunkt for sin forståelse. Ved at tage udgangspunkt i det banale, også kaldet den konkrete verden, vores miljø, så sætter han en anderledes ramme op for forklaringer af de psykologiske fænomener, end mange af de andre teorier, som man finder i psykologien. Mange af de almindelige psykologiske teorier og tilgange er utilfredsstillende, småsludrende, inkonsistente, begrebs-vage, overkomplicerende, uvidenskabelige, selvtilfredse eller bare forkerte.

Måske er det fordi Gibson søger radikalitet, og er radikal i sin måde at stille tingene op på. Radikal i to af ordets betydninger, nemlig som indgående eller dybtgående og som yderliggående (http://da.wikipedia.org/wiki/Radikal). Selvom Gibson mener, at han gør op med store dele af filosofiens og psykologiens måde at stille spørgsmål på, så kan man i filosofien finde rødder i hans tænkning hos Aristoteles, Thomas Aquinas, Biskop Berkeley, C.S. Peirce, William James og John Dewey. Fra psykologi findes inspiration hos behaviorismen (særligt Holts), Gestaltpsykologien, Harvey Carr, Albert Michotte, Egon Brunswik og andre. Der er grene ud til matematikken (særligt projektiv geometri og topologi) og til biologien (Darwin og Jacob v. Uexküll). For nu må dette stå udokumenteret hen, men pointen her er, at selvom Gibson har mange inspirationskilder, så er han stadig særlig i sin tænkning om psykologien, og søger gerne det radikale (det yderliggående, det indgående) svar på sine spørgsmål. Han opfinder, som jeg ser det, hjulet på nyt, nu bare i sin runde form.

Måske bliver jeg bare tiltrukket af opportunisten.

Eller måske er det fordi Gibson i det mindste forsøger at give dette filosofiske og teoretiske brud med mainstream, en empirisk videnskabelig rygrad. En række af hans ideer fra bogen, som udkom i 1950, opgav han efter at have forsøgt at teste dem op gennem 50’erne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *